At tro på noget

Det med at tro på noget fylder mere og mere i mig…

Jeg er døbt og konfirmeret. Så jeg er vel kristen?

Det med konfirmationen var ikke noget vi talte om i mit barndomshjem, det blev bare sådan. Det er vist den typiske konfirmand ala 1992 😉

Som konfirmand tænkte jeg ikke voldsomt meget over det med kristendommen og det at tro på noget, der er større end noget andet.

Ikke længe efter konfirmationen, oplevede jeg for første gang alvorlig livstruende sygdom i den nærmeste familie.

Det ændrede for første gang mit synspunkt på det, at tro.

Troen blev udfordret ret mange gange som teenager og op igennem 20’erne.

Dengang tænkte jeg ikke på det som tro, for jeg var skræmt fra vid og sans, og turde knap nok forestille mig, hvad det ville gøre ved mig og resten af min familie, hvis sygdommene og døden vandt.

Nu hvor jeg er sidst i 30’erne, har jeg fundet mere ro i det, med at tro på noget.

For det giver faktisk ro, på en sær afklaret måde.

Jeg har affundet mig med, at der er ting jeg ikke kan ændre på.

At livet ikke er uden afsavn og smerte, men at det er helt i orden. Jeg behøver ikke at fixe det, for alt er på en eller anden skør måde, lige som det skal være.

Om det jeg tror på kaldes kristendom, buddhisme eller noget der er alternativt, det ved jeg ærlig talt ikke.

Men jeg tror på noget og dét er det vigtige.

Måske er det meget naturlige tanker at gøre sig i 30’erne. Hvor det bliver mere og mere tydeligt, at kroppen ikke holder evigt.

Jeg ved det ikke, men tro fylder mere og mere i mig, og det er faktisk ret dejligt.

Hvordan har du det med tro?

Kærligst Rikke

 

vil du læse flere af mine indlæg

del dine tanker, jeg bliver så glad

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This Blog will give regular Commentators DoFollow Status. Implemented from IT Blögg

5 Tanker

  • SVAR

    Jeg har ikke som sådan et særligt forhold til tro. Jeg holder meget af traditionerne omkring kirken, men kan vist ikke kalde mig selv andet og mere end kulturkristen. Min søster er troende og det har givet hende rigtig meget. Det er også først kommet i løbet af de sidste 5-10 års tid. Måske kommer det i takt med at man bliver ældre og mere reflekterende, eller måske er det noget der pirkes til når man oplever meget livsændrende oplevelser. Kram D

    • SVAR

      Tror du har helt ret i, at det også er oplevelserne man har i sit liv, der kan være med til at finde tro frem. Må indrømme jeg også altid har holdt af kirkens traditioner, og det fælleskab de skaber, både i sørgelige, glædelige og hverdags traditionerne.
      Kærlig hilsen Rikke

  • SVAR

    Jeg er kristen. Og jeg har efterhånden vænnet mig til både at fortælle det – og skulle forsvare det overfor andre. Jeg har det dog fint med andre er alt muligt andet eller flere varianter af kristen. Bare jeg ikke skal ‘påduttes’ det andre tror på. Det samme med kritik af min tro. Det har jeg det stramt med. Kh. Birgitte

    • SVAR

      Tak for din ærlighed omkring tro Birgitte. Det synes jeg er stort af dig. Kan godt forstå du har det stramt med at andre kritiserer det du tror på, i det hele taget synes jeg det er skævvridning, at alle har brug for at dele deres mening om andre. Forstår det faktisk ikke.
      Faktisk ville jeg rigtig gerne kunne være lige så konkret som dig, og sige jeg er kristen… Måske den skal modne den følelse.
      Kærlig hilsen Rikke

  • SVAR

    […] et tidligere indlæg har jeg skrevet lidt om tro. Troen på Gud og kristendom er dog ikke min […]