web analytics

børnekiks #3

Midt i den sædvanlige godnathistorie afbrød Malthe mig, fordi han skulle på toilettet. På vej ud fra værelset vender han sig rundt og siger trøstende til mig “Mor du kan bare øve dig i mens jeg lige tisser” 😀

I Malthe’s ene læsebog er der en opskrift på en såkaldt bjørnegrød. Han var meget opsat på vi skulle lave grøden, så det gør vi. Grøden er almindelig havregrød tilsat æblestykker og rosiner. I opskriften står, at man skal bruge 12 rosiner, da vi har doblet op 3 gange, tager jeg bare en lille håndfuld og putter i. Malthe udbryder meget skuffet “ih altså mor, hvorfor kan du ikke bare gøre det der står”

Jeppe havde en klassekammerat med hjem fra skolen, i mens jeg forbereder mad til de sultne drenge. Ser jeg en edderkop, da jeg ikke er tosset med edderkopper spørger jeg drengene om en af dem vil tage den. Til det spørgsmål siger kammeraten i mens han hurtigt trækker sig om bag Jeppe “det dur ikke for jeg er allergisk” ;-D

vil du læse flere af mine indlæg

drengefødselsdag – 2 forskellige måder og aldre

Som i sikkert husker har jeg 2 drenge, som begge fylder år i sommerferien, det kan i læse mere om her og her, hvis i har lyst 😉

Ud over at fejre dem i ferien for familien, så holder vi 2 x børnefødselsdage i august/september, når vi er kommet godt i gang med hverdagen efter sommerferien.

Også i år.

Mine forventninger var hvad jeg vil kalde store, for det var jo henholdsvis en 0. klasse (både drenge og piger) og 2. klasses drenge, der skulle komme. Så der skulle arrangeres en skattejagt der gav gas i år, selvfølgelig tilrettet hver aldersgruppe.

Så farmor (vores faste fødselsdagshjælper) og jeg digtede en vild historie om, hvordan Michael havde været på indkøb til slikposerne, men at han så var blevet overfaldet af en ulækker røver, der havde taget posen med al slikket. Så børnene var nødt til at hjælpe med at opklare forbrydelsen, da Michael var blevet så bange for røveren, at han havde skidt i bukserne (børnene var ødelagte af grin) havde han ikke nået at se røveren, men det heldige var, at røveren havde tabt en sko og en rød kuglepen.

I drømmer ikke om hvor meget 0. klasse kunne få ud af en sko og en rød kuglepen. De mente bestemt, at det måtte være en gammel mand, eller måske en dame for det var jo en rød kuglepen – der blev prøvet sko og snakket om størrelse og deres fantasi kom virkelig på rundtur.

Ved 1. post var flugtruten lavet af hinkeruder (uden hinkesten) og børnene hoppede sig lystigt igennem. Da de var ved at være færdige med at hoppe, syntes vi, der lød skyderi ved den lokale skole, så af sted mod skolen, for at se om det var vores røver politiet skød efter.

Post 2. var dåsekast, for at de kunne øve sig i at skyde efter røveren. Igen levede de sig helt ind i historien, og gjorde det virkelig underholdende for os (og dem selv) 🙂

Ved post 3. skulle de prøve hvordan det havde været for Michael at være blind. Så vi legede et par omgange blindebuk. Igen var de helt med på legen og snakkede løs om røveren.

Post 4. gjaldt det om at lave en kamp sang, for at holde kampgejsten oppe. Deres resultat blev “1-2-3 i 0. klasse kan vi en masse”

Så kom post 5 hvor de igen skulle prøve, hvordan det var at være blind, her skulle de lave blindesmagning. Vi havde valgt: rå kartoffel, salt, rosiner, gulerødder, sukker, mandler – kun fantasien sætter grænser. Det sjove var, at alle børn var friske på at smage, jeg synes de var helt vildt seje 🙂

Post 6, handlede om, at vi skulle samle alle ledetråde op og finde frem til røveren. De fik 3 valgmuligheder og skulle så tegne hvem de troede røveren var. Resultatet blev nogle virkelig fine tegninger af røveren, som i vores tilfælde viste sig at være Farmor 😉

Undervejs havde vi indlagt historier om, at røveren havde et blåt tørklæde på, midt i skattejagten, kom Farmor så med skoene på og et blåt tørklæde. Belønningen for at hjælpe med at finde frem til røveren og alt slikket var et engangsbæger med popcorn. For farmor skulle lige lave slikposerne klar, så de kunne få dem med hjem når de blev hentet.

Da de var inviterede til at komme klokken 10, havde vi bestemt, at de skulle have pølser og brød til frokost med saftevand (den med mindst sukker!!!!) og bagefter chokoladekage. De spiste helt vildt og jeg mener virkelig helt vildt, så man bliver åbenbart sulten af, at jagte sådan en slikrøver 😀

Til 2. klasse var skattejagten hævet i sværhedsniveau, desværre kunne drengene slet ikke samle sig om det. Så vi valgte at aflyse skattejagten og gik i stedet på fodboldbanen og gav den gas. Farmor rykkede ud med babu lyd når en af drengene var kommet til skade, til stor underholdning for os alle. Michael og jeg deltog i kampen på hver sit hold og det tror jeg faktisk de syntes var ganske underholdende. De morede sig i hvert fald herligt 🙂

Så (min) skuffelse over skattejagten der gik i vasken, endte faktisk med at blive reddet af en simpel og helt igennem spontan fodboldkamp 🙂 Nogen gange overraskes man altså af børn – heldigvis 😉

De store børn, som var inviterede fra klokken 14-17, fik boller med pålægsschokolade og marmelade. Efter fodboldkampen fik de saml selv lagkager. De havde følgende fyld at vælge i mellem, kagecreme, marmelade, bananer, flødeskum og krymmel til at pynte med.

Drengene syntes det var vældigt sjovt, at samle deres små lagkager og fik lavet nogle fine lagkager.

 

en fejring, og et tilbageblik på den 7. august 2009

I fredags fejrede vi, at Jeppe blev 6 år. Han var spændt helt ned i maven i flere dage, på den der måde, som lyser helt op i øjnene. Jeg elsker altså den glæde og spænding som børn har op til fødselsdage.

Det var bestemt en dejlig dag, solen skinnede og vejret viste sig fra sin allerbedste side, præcis som den fredag han blev født for 6 år siden. Det var også en dejlig dag. Som dog slet ikke udviklede sig som vi havde forudset 🙂 hvornår gør dage egentlig dét i en børnefamilie? For os sker det sjældent.

Dengang for 6 år siden skulle Michael på kursus i Fredericia, en god times kørsel herfra. Jeg skulle til en skanning på sygehuset i Esbjerg, fordi jeg var gået 14 dage over tid, og de skulle tjekke om der kom nok føde igennem navlestrengen. Jeg kørte mod Esbjerg tidligt  i selskab med min søster, som aldrig havde oplevet en skanning og gerne ville med, nu Michael ikke kunne deltage. Skanningen forløb stille og roligt, der var fin gennemstrømning i navlestrengen så de holdt sig til planen om, at jeg skulle sættes i gang næste dag klokken 8.00. (du kan læse om min 4. fødsel her, hvor jeg blev sat i gang)

Min søster og jeg kører efter skanningen på besøg ved vores kusine og hendes datter, de 2 tøser har nemlig en aftale. Jeg nød hyggesnak i kusinens have et par timer og vendte så bilen mod syd igen. Selvom jeg havde ret meget rumlen i maven, af sult ? Ville  jeg lige få tanket bilen, købt bleer og få spist og hvilet lidt, inden Malthe skulle hentes i dagplejen (Selv 6 år efter morer min svigermor sig stadig over, at bleerne ikke var købt og jeg tullede rundt og tankede bil, med rumlen i maven, som bare var sult) 😀

Da jeg sidder og får frokost omkring kl. 12.30, begynder jeg at mærke lidt snurren i maven, men tænker ikke videre over det, da det ikke gør ondt eller er ubehageligt. Det fortsætter dog og udvikler sig til plukkeveer, men ikke nogen af betydning. Så jeg tuller lidt rundt. Min mor ringede og jeg fortalte om plukkeveerne, hun mente jeg lige skulle tjekke med fødegangen. Jeg syntes ærlig talt hun var langt ude. Så skrev en lidt hånlig sms til Michael, som gav min mor ret og gik lettere i panik over at befinde sig en times kørsel fra hjemmet. Jeg var stadig rolig. Men vælger alligevel at ringe til fødeafdelingen, som siger det lyder til, at jeg skal til at tage tid på hvor ofte de plukkeveer kommer. Det gør jeg så – og her bliver jeg overrasket, for de kommer altså med ret jævnlige mellemrum, men de føltes bare slet ikke som veer. Får fat i fødegangen, som siger, at jeg ikke skal vente for længe med at komme !!!!!! Grinte lidt og var vældig kæk overfor jordemoderen, havde jo altså født 2 gange tidligere og det her, var langt fra sådan veerne havde føltes. Alligevel siger hun “jeg skriver dig op til at komme, 3. gang kan snyde, vent nu ikke for længe” Ovenpå den samtale sender jeg en sms til Michael, om fødegangens besked, men at han altså ikke behøver at køre endnu. Han kan lige så godt få kurset overstået, så han ikke skal af sted igen. Får også givet min mor besked om, at det kan være hun skal være standby til at hente Malthe i dagplejen. Måske…!

I mens tager jeg tid på de der plukkeveer og løser sudoko 🙂 da der er 7 minutter imellem dem, sender jeg en sms til Michael, at han hellere må køre. Han er dog allerede kørt og er virkelig nervøs for ikke at nå det. Får ringet til mor, at hun hellere bare må hente Malthe, og får givet dagplejen besked. Tænker så, at jeg hellere må dutte i et bad, og Michael finder mig i badet, og her er der nu under 5 minutter i mellem veerne, men de gør stadig ikke mere ondt end jeg sagtens kan “glemme” dem ved ordentlig vejrtrækning. Da Michael med panisk stemme siger, at nu skal jeg fandeme komme ud og få tøj på, så vi kan komme til fødegangen. Synes jeg, han overreager og har faktisk mest mine tanker på, at jeg ikke selv henter Malthe, det havde jeg jo lovet ham.

Vi kommer i bilen mod Esbjerg og ud gennem Ribe, da vandet går og nærmest sprøjter ud. Det sætter gang i veerne og nu er jeg klar over, at jeg sikkert føder inden midnat! (klokken var omkring 14.30) Turen til Esbjerg, er rent ud sagt forfærdelig og det eneste jeg husker er alle de forlygter, som kommer i mod os, og at trafikken er tæt og håbløs, at komme hurtigt igennem. Ved den gamle Falck station i Esbjerg, må jeg til at gispe for ikke at presse! Da vi kommer til sygehuset lige omkring kl 15 – stiller jeg mig op af disken hvor man melder sin ankomst og siger “kan vi ikke godt springe over undersøgelsesrummet” jordemoderen griner og siger “vi har en fødestue klar, de venter på dig 🙂 nå tænkte jeg, stadig lettere rystet over, at de har SÅ travlt.

På fødestuen informerer jeg dem om, at der ikke er grund til at klippe mit tøj op, for de 2 andre børn har siddet fast og jeg har haft presseveer i over 1 time. Så de må pænt hjælpe mig med at tage bukserne af – ret meget mere snak var der ikke tid til, for 20 minutter efter vi ankom til sygehuset, kommer Jeppe til verden.

Faktisk ved jeg ikke om det var ham eller mig der var mest rystet over den hurtige fødsel. Men det var voldsomt og blev en helt anden fødsel, end jeg havde prøvet de andre gange, stadig god, men alt for hurtig.

Så klokken 19.30 triller vi hjem mod Ribe, et barn rigere og lykkelige for, at han endelig kom ud til os. Måske også lidt i chok over, at dagen tog den drejning 🙂

 

En slem forskrækkelse

Forleden fik vi os en slem forskrækkelse. Måske husker i dette indlæg, hvor jeg skriver om, at jeg ikke bruger cykelhjelm. Men samtidig holder strengt på, at børnene bruger hjelm hver eneste gang de sætter sig op på en cykel (hep for dobbeltmoral) 😀

Drengene legede med 2 kammerater forleden og de var cyklet på legepladsen, som så mange gange tidligere. Denne gang kom Jeppe dog løbende hjem og råbte allerede i indkørslen, at jeg skulle skynde mig at komme, der var sket en ulykke.

Allerede dér hoppede mit hjerte op i halsen.

I mens jeg skyndte mig at få sko og cykelhjelm på tøsepigen og selv hoppede i et par sko, spurgte jeg Jeppe ud i forhold til ulykken.

Malthe var styrtet ned af kælkebakken :’-( og blødte på hagen, han græd også en hel del og ville have mig…

Mit hjerte stoppede næsten med at slå.

Da jeg cyklede væltede tankerne op i hovedet på mig, ville der være meget blod (jeg er bestemt ikke god til skader hvor blodet vælter ud) hvor slemt var det, og lignende tankemylder væltede op. Heldigvis har vi ikke mere end et par minutter til legepladsen.

Det første syn der møder mig, inden jeg når helt frem, er børn der står og kigger ned på en i midten, pyha nyt tankemylder overtager det tidligere, dette er langt være. Da jeg når helt frem, siger de omkringstående børn, at Malthe væltede ned af kælkebakken på cykel.

Malthe kaster sig i armene på mig og græder, ikke hysterisk men stille, af smerte og chok. Han tager sig til hovedet og har en mindre flænge i ansigtet og flere skrammer, men han kan gå og ser ikke ud til at have brækket noget. Så langt så godt.

Vi begiver os hjem – og på vejen fortæller kammeraten, at Malthe ikke var besvimet, det mente han i hvert fald ikke, for de kunne høre han græd.

Der går det op for mig, at det er hovedet, der har fået de største slag, og jeg siger, at det var godt han havde cykelhjelm på. Meget stille bliver der svaret, at det havde han ikke. Kun 1 af de 4 børn havde taget hjelmen på… Men de viste godt, at det var dumt – NU viste de det.

Efter at have renset sår og været i bad, bliver det mere og mere tydeligt, at det virkelig er hovedet der har fået det største slag. På skadestuen bliver det desværre bekræftet, for der var en hjernerystelse, heldigvis ikke en slem en.

Men nok til at vi blev bange og lettede på en og samme gang.

Da cyklen blev tjekket efter for skader, bliver lettelsen meget større. Det kunne virkelig være gået meget mere galt.

Nu kommer han sig, har hovedpine og er meget ramt. Han ved nemlig godt, at der skete et par kiksere, man cykler jo ikke ned af en kælkebakke (og slet ikke den stejleste side!) og man husker cykelhjelm hver gang. Den moralske lærestreg er han (og broderen) lige så mærket af, som hovedpinen fra hjernerystelsen.

Så nu er det afgjort, jeg skal have mig en cykelhjem, for at være det gode eksempel.

 

 

Børnekiks #2

Igen har jeg samlet en lille samling med børnenes kiksere 😀

Drengene vil gerne høre musik, moderne musik, hvor mænd vrider deres ret nøgne hofter i takter, der næsten kan få en til at rødme. Jeg har såmænd intet i mod den slags musik, men forleden fik jeg nu en stor lyst til at indvie dem i Bryan Adams, så jeg overtog I-paden, efterfulgt af store klager, dem valgte jeg dog at ignorere, havde jo et mål om, at indvie dem i en god musik – uden hoftevrik! Jeg valgte sangen “Run to you” – inden sangen havde spillet i 10 sekunder udbrød Malthe “mor, det er jo sådan noget gammeldags musik, fra dengang du var lille”

Ida sidder ved mig, da Jeppe kommer ind i stuen. Hun kommer ned og kravler hen i mod ham. Jeg siger til hende “Ida, skal du hen til Jeppe og snakke?” hvortil Jeppe tørt udbryder “Mor, babyer taler altså ikke dansk”

Da Malthe og jeg sidst skulle på cykeltur spurgte han mig, om hvordan cykelhjelmene så ud, da jeg var barn. Hvortil jeg kunne svare, at cykelhjelme ikke blev brugt dengang. Han undrede sig, men spurgte så “var der heller ingen cykler” 😀

Da aftensmaden forleden er sat på bordet og børnene er kaldt sammen og vi sidder klar til at spise, da denne samtale udspiller sig

Malthe: Det der kan jeg ikke lide mor.

Mor: Malthe du bliver nødt til at smage, inden du ved om du ikke bryder dig om det.

Modvilligt går han med til at smage – og får en lille portion på sin tallerken.

Malthe: Mor jeg vil gerne have en portion mere

Mor: (svarer lidt triumferende) der kan du se, det var godt du fik smagt på det, jeg vidste du ville kunne lide det.

Malthe: nej mor, jeg spiser en portion mere for ikke at såre dine følelser.

 

Jeppe havde besøg af en legekammerat, da Tøsepigen vågner op fra eftermiddagsluren udbryder han.

S: Jeg viste slet ikke de fik tænder før de blev til mennesker.

 

Fødselsdag og lagkage

Tøsepigen har haft en dejlig fødselsdag i dag, hun har næppe forstået ret meget af al den ståhej. Men at dømme ud fra hendes lyde og fagter er jeg sikker på, at den første fødselsdag er accepteret 😉

Faktisk havde jeg kastet mig ud i et lagkageprojekt med Toblerone creme og hindbærcreme med hjemmelavede bunde, bagt med en blanding af mandelmel og almindelig mel. Det var en ren succes, så det var bestemt ikke sidste gang, jeg laver sådan en lagkage. Arbejdet med at lave den gik nemmere end jeg havde forventet og var ganske hyggeligt.

Total lækker lagkage med Tobleronecreme og hindbærcreme

Total lækker lagkage med Tobleronecreme og hindbærcreme

Havde også været forbi familiefletninger.dk  hvor jeg fandt opskriften på mandelhjerter, de var også en succes.

Mandelhjerter

Mandelhjerter

Efter en god dag med en kombination af godt selskab, glade børn, lækker påske- og fødselsdagsmad er vi klar til at gå i seng, glade og tilfredse 🙂

Håber også i har haft en dejlig dag i det pragtfulde vejr.

 

I dag for et år siden

I dag for et år siden var en mærkelig dag.

Vi vidste nemlig, at hvis jeg ikke havde født, sådan helt af mig selv, skulle vi møde på fødegangen i Esbjerg klokken 8.15 den 3. april!

Jeg fødte ikke af mig selv, selvom der var gode tegn på det den 2. april. Veerne kom og gik tog til og desværre af igen. En hel dag gik sådan.

Var helt vildt nervøs, for selvom jeg skulle føde mit 4. barn, havde jeg aldrig prøvet at blive sat i gang. Så spørgsmålene var mange – hvor længe ville det tage? Ville det gøre anderledes ondt? Ville kroppen være klar til fødslen, når den blev sat kunstigt i gang? Ville noget gå galt?

Derfor var det ikke mange timers søvn jeg havde fået, da jeg med en kæmpe klump i halsen og Michael i hånden meldte mig på fødegangen den torsdag morgen.

Vi blev budt velkommen, af en virkelig sød og imødekommende jordemoder studerende, der tog sig tid til at fortælle hvordan forløbet (sikkert) ville blive. Selv om jeg havde mest lyst til at løbe skrigene væk (i hval tempo med bækkenløsning ;-)) og bare vente på, at tingene skete helt af sig selv. Var der ingen vej ud, vi måtte i gang – også var det bare at vente på, der ville komme veer og selvfølgelig en skøn baby <3

I mens hyggede vi. Vi havde jo en fin stue og var forberedt på at timerne ville blive lange og ikke mindst mange. Vi gik ture, holdt i hånd, grinede og snakkede om hvordan det hele mon ville gå.

Ved 17 tiden begyndte veerne, det var nogle små arrige sataner (beklager mit sprog), slet ikke som dem jeg kender fra de andre fødsler. Efter flere timer på den måde, blev jeg undersøgt, men intet var sket. INTET! Jeg var ærlig talt lidt rystet, havde jo dagen inden troet, at fødslen var ved at gå i gang af sig selv og efter flere timer med veer var der INTET sket.

Fik et par timers urolig søvn, vågnede, kunne ikke sove for veerne længere, eller hvile imellem dem. Var på toilet og mødte nattevagten, som nussede lidt om mig. Gav et par Panodil, en varmepude og lidt massage. Michael snork sov på den lille briks og fattede intet af, hvad der var i gang. Det kom dog. For ved 3 tiden kom jeg på fødestuen og efter et forløb derinde som virkede helt håbløst langt kom tøsepigen endelig til verden fredag morgen den 4.4.2014 klokken 5.04

Et stort fnis over igangsættelsen og fødslen var godt overstået

Et stort fnis over igangsættelsen og fødslen var godt overstået

Et helt fantastisk år er gået og nu dufter huset af hjemmebagte småkager, de hjemmebagte lagkagebunde venter på at blive lagt sammen. Brødrene glæder sig til at give deres gaver, som er valgt med stor omhu. Michael og jeg, vi går lidt rundt om os selv, må næsten nippe os selv i armen over det første år allerede er gået, og alting er gået så legene let 🙂

Fødselaren snork sover, og aner ikke at i morgen er anderledes 🙂

Ulven kommer

Ting bliver til tider væk, jeg tror det sker i alle familier – eller jeg HÅBER der sker for andre end os, læs eventuelt indlægget http://rosetid.dk/forbandede-noegler/ .

For nogle uger siden, lige der hvor både tøsepigen og jeg var allermest ramt af feber, snotnæse og hængemule over den trælse tilstand, manglede mit dankort pludselig. Panikken ramte efter jeg havde ledt de mest oplagte steder. Faktisk var der kun ét at gøre. Nemlig at spørge den yngste del af brødrene Olsen, om han havde taget kortet.

Han har nemlig i en periode været inde i kragefasen, hvis du ikke kender den, går den ud på, at rage de ting til sig, som ser spændende ud, såsom mobiltelefoner, elektroniske kodedimser, indkøbssedler og andet godt. Tingene er nøjsomt blevet gemt på værelset, til stor irritation for vi andre.

Han indrømmede, at han været i min taske, det var han næsten nødt til, for andre effekter fra min taske blev fundet på værelset 😉 Men kortet, nej det havde han ikke taget. Vi ledte og skrabte – men intet dankort!

Kom i tanke om, at han havde været på legepladsen, måske kortet havde været med i lommen og var blevet tabt. Kontoen blev tjekket, heldigvis ingen forkerte posteringer (PYH) så fik jeg ringet til Nets og spærret kortet.

Sådan gik dagene og jeg bestilte et nyt dankort i banken, samme dag som det var gjort, var jeg ved lægen med tøsepigen, da jeg skal have hendes sygesikringsbevis i min taskepung, skimter jeg dankortet gemt i diverse sedler og bonner 😀 kors altså.

På vej hjem fra børnehaven fik yngstesønnen en undskyldning for al den skældud han havde fået, over et dankort han slet ikke har taget – og samtidig historien om ulven der kommer. Siden er det som om, kragefasen er gået i sig selv 😉

 

juleaften uden gaver

i går havde jeg det mest som en 5-årig, der venter på juleaften. Først ventede jeg på, at det var tid til jobsamtalen, senere ventede jeg på at få den alt afgørende opringning.

Men inden det, nåede jeg at brænde mig på morgenkaffen i mens jeg hektisk forsøgte at finde, først det helt rigtige tøj, så de helt rigtige sko. Der blev også bandet lidt over, jeg ikke havde nået at få en klipning – men mest af alt brugte jeg tid på at tømme maven. Nervøsiteten virkede nemlig bedre end en klyx (i ved den udtømning man får tilbudt inden en fødsel)  jo jo jeg hyggede mig rigtig 😉

Desværre fik jeg ikke jobbet, i går var jeg simpelthen så skuffet, for de mennesker brændte virkelig for deres job og for at gøre en forskel. Det ville jeg virkelig gerne have været en del af.

I dag er jeg oppe på hesten igen, må jo et eller andet sted være tilfreds med, at jeg har søgt 2 stillinger og været til 2 samtaler , den statisk er altså ret god. Ansættelsesstatistikken skal der så lige arbejdes lidt med 😀

I dag er brødrene Olsen og Michael gået på en dejlig lang påskeferie. Den yngste del af brd Olsen, havde sidste dag i børnehaven. Der var derfor afslutning med forældrekaffe, det var voldsomt hyggeligt. Må indrømme jeg fik en lille klump i halsen da vi skulle tage afsked, er trods alt kommet der dagligt siden april 2010.

Men nu skal vi bare nyde påsken, der vil selvfølgelig komme indlæg her på bloggen, men også billeder på Instagram @rikke_rosetid

Giraf fra børnehavens tema om Afrika

Giraf fra børnehavens tema om Afrika

den største kliche af dem alle

Min store, mindste dreng, er lige om lidt færdig med at gå i børnehave, han har 5 dage tilbage. Han glæder sig voldsomt, til at blive en af de store drenge der går i skole.

Jeg er sådan lidt la la ved tanken om, at hans børnehavetid allerede er færdig, synes ikke det er ret længe siden, vi afleverede ham i den store børnehaveverden. Med den lille taske på ryggen indeholdende madpakken og frugtposen. Ikke mindst de mange formaninger, husk nu at skifte strømper, hvis de bliver våde. Husk at vaske fingre, når du har været på toilettet og hvad man nu ellers mener er virkelig nødvendigt, at ens barn kan, når det skal klare sig selv i en verden med 120 andre børn og knap så mange voksne.

Klarede han det så, sidder jeg her og tænker! Ja det gjorde han, bevares han er faldet har slået knæene lidt. Vi har endda været forbi skadestuen et par gange. Men han overlevede, og det gjorde vi også, selvom det ikke altid føltes sådan, når de ringede og sagde, at han skulle forbi skadestuen og lappes sammen. Heldigvis, er han sprunget op på hesten igen og det har gjort, vi har været nødt til at springe med, ganske vist til tider halsende bagefter ham 😉

Den største kliche af dem alle er vel at tiden flyver afsted, og helt ærligt, det synes jeg den gør, alt for hurtigt. Selvom lige nu og her er noget der minder mig om Time of my life, så kildrer det helt i maven over, at tænke på, hvad der venter forude for den lille mand 🙂