web analytics

En iværksætterdrøm blev til virkelighed

Jeg har ikke blogget meget på Rosetid, tiden er simpelthen løbet af med mig.

Normalt ville jeg lave en siden sidst opdatering og på den måde opdatere jer med stort og småt.

Det dur ikke denne gang. Det jeg vil dele er nemlig så stort, at jeg bliver nødt til at bruge et helt indlæg.

Jeg har skrevet om det flere gange herinde. Nemlig min helt store drøm, om at få min egen klinik, hvor jeg på sigt kan leve af min kostvejledning.

Maj måned var vild, jeg blev nemlig færdig med min BodyBliss uddannelse. En uddannelse som har været en skøn og personligt udviklende uddannelse. Jeg har virkelig lært meget om mig selv.

Men det som det her indlæg skal handle om, er at jeg også blev den lykkelige ejer af et klinik lokale ♠

Det gør mig så glad, stolt og forventningsfuld, at jeg næsten ikke kan sidde stille mens jeg skriver dette indlæg.

Lokalet er beliggende i Skærbæk Kursus og Fritidscenter.

Maj måned var en stor blanding af at blive færdig med uddannelsen, indrette lokalet og ikke mindst finde ud af, hvordan lokalet skulle blive det jeg gerne ville have det til at blive.

For den begrænsede pose penge jeg havde til rådighed.

Ikke bare sådan rent fysisk med de ting jeg indrettede med, men hvordan jeg fik selve forretningsidéen formidlet ud i rummet.

Man kan vist godt sige, at jeg har tænkt på min lille business hvert eneste minut. Selv i søvne arbejdede jeg med enten indretning, blogindlæg eller PR.

For selvom drømmen har været der i flere år. Så skete alting meget hurtigt.

Jeg har taget virkelig mange beslutninger, samtidig med, at jeg også har skulle give mine kunder en ordentlig oplevelse.

Specielt PR arbejdet kræver altså virkelig at jeg holder tungen lige i munden. Det er sjovt, udfordrende, svært, frustrerende

Men ved i hvad?

Det er også helt fantastisk.

Foruden at sælge kostvejledning og BodyBliss behandlinger sælger jeg også de lækre håndlavede og økologiske spaprodukter fra Vølve.

Produkterne passer perfekt ind i min business ydermere elsker jeg selv idéen bag Vølve og de skønne produkter.

Billederne er taget netop til PR og jeg elsker at man tydeligt kan se, at jeg befinder mig som en fisk i vandet ♥

Kærligst Rikke

vil du læse flere af mine indlæg

Hvordan jeg skaber struktur og rykker idéer fra tanke til virkelighed

For noget tid siden blev jeg spurgt i kommentarfeltet hvordan jeg skaber struktur over mine idéer og bringer dem fra tanke til handling. Derfor har jeg forfattet dette indlæg.

Struktur er absolut ikke min største styrke, men heller ikke det modsatte.

Er vel i en eller anden form for gråzone.

Mine idéer, uanset om det handler om familien, huset, haven eller Hverdagsbalance er alle sammen skrevet ned, dels i min bullet journal og dels i min telefon.

Telefonen bruger jeg når jeg er ude at gå, eller på anden måde væk fra min bullet journal, og rammes af en genial idé.

Har erfaret, at det er super godt at skrive idéerne ned. Når de så står der sort på hvidt. Kan der ske flere ting med dem.

  • nogle udvikles
  • andre streges
  • helt andre står bare og venter på rette tid og sted
  • nogle effektueres med det samme

Måden jeg får struktur på selve den enkelte idé er en udvikling, som indbefatter mange ting.

Den sidste tid har jeg faktisk aftalt med mig selv, at jeg lige skal sove på idéen 2 nætter inden jeg sætter i gang.

Det er nemlig sket mere end 1 gang, at jeg har handlet lige hurtigt nok, også ikke har været helt strategisk (nok) eller simpelthen sat noget i gang, hvor hjertet ikke var med.

Jeg får selvfølgelig gode erfaringer ud af den slags handlinger, men det med lige at trække vejret og sove på tingene, er generelt noget jeg øver mig på.

Noget andet jeg gør uden undtagelse, hvis idéen overlever min egen godkendelse, så sparrer jeg med Michael. Hos ham kan det både ende med godkendt eller kasseret stemplet.

Så tænktes der igen og udvikles. Jeg søger viden både ny viden om emnet, eller bliver mere detaljeret i den viden jeg allerede har tilegnet mig.

Dernæst kan idéen ryge til næste sparringsrunde, det er ikke altid den samme person, men 1 jeg stoler dybt på, som jeg ved er ærlig og som både kan lytte, stille intelligente spørgsmål, så jeg kommer til at se idéen fra en anden vinkel, og på den måde kan vende tilbage til at sove på den, samle ny information igen, og derefter en ny runde sparring med Michael.

Det lyder omfattende, det er det også nogen gange.

Andre gange tager det nærmest kun 1 time fra tanke til handling, i forhold til Hverdagsbalance har det selvfølgelig noget at gøre med den økonomiske risiko afvejet med den personlige gevinst.

Så alt i alt er det meget forskelligt hvordan jeg skaber strukturen i forhold til idé udvikling, men altid skriver jeg rigtig meget ned om de tanker jeg har. Nærmest en brainstorm og altid sover jeg på hver enkelt idé og sparrer med Michael og evt. en anden person, der kan belyse forskellige spørgsmål.

Det var lidt om hvordan jeg forholder mig til idéer, jeg håber det gav inspiration 🙂

Kærligst Rikke

lalleglad og nærmest lykkelig helt almindelig tirsdag

Med fare for at lyde lalleglad, så har det været en fantastisk tirsdag. Nærmest en lykkelig en, selvom den har været helt almindelig…

Det er sådan set ikke fordi der er sket noget ekstra ordinært, det har bare været en helt almindelig tirsdag.

En god morgen, på trods af det er den første efter ferien, en effektiv arbejdsdag, en dejlig eftermiddag med børnene, skøn aften med veninder og god mad, som sluttede med gåtur på stranden.

Dagen har været så skøn og efterladt mig lalleglad og så helt igennem godt tilpas og ikke mindst tilfreds med mit liv – virkelig en skøn følelse.

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg for bare få år siden ville have følt mig helt så lalleglad og taknemmelig over sådan en helt almindelig tirsdag.

Det gør jeg nu, både fordi jeg har sat mig for at nyde de små ting, og at gøre hver dag lidt speciel. Det gør en stor forskel og det forstærker det positive livssyn jeg har.

Kærligst Rikke

 

Jeg har en bekendelse

Jeg har en bekendelse, som det er på høje tid at lukke ud af skabet.

I et tidligere indlæg har jeg skrevet lidt om tro. Troen på Gud og kristendom er dog ikke min bekendelse.

Det der er min bekendelse er, at jeg er også tror på det alternative.

Hver eneste gang jeg har en mulighed for det, opsøger jeg clairvoyante, håndlæsere, får lagt tarotkort eller trækker selv englekort.

Som barn pløjede jeg altid horoskoperne igennem og som ung var jeg helt bevidst om, hvem jeg ville passe med af stjernetegn. Både når det gælder venner og en kæreste.

Jeg havde en veninde som jeg pendulerede med, så vi kunne se hvor mange børn vi skulle have.

På en eller anden måde har jeg altid været flov og følt mig forkert.

Måske fordi mine forældre på ingen måde, har anerkendt eller i det hele taget talt om den alternative verden.

Derfor har jeg kun meget sjældent fortalt til nogen som barn, ung og voksen hvad jeg i al hemmelighed interesser mig dybt for.

Sådan er det ikke helt længere…

Jeg er stolt af det jeg er. Stolt af det jeg har opnået og ikke mindst lært i mit liv ♥

Det alternative er en del af alle de erfaringer, og dermed en del af mig. Sådan er det bare.

Men turning point skete faktisk for ikke så længe siden.

En dag på kontoret sagde min kollega til mig “at jeg er sådan en alternativ en” ikke negativt klingende, tværtimod positivt anerkendende og meget accepterende.

Ikke desto mindre følte jeg mig taget med bukserne nede, gik til bekendelse, måske lidt nølende, men jeg nægtede ikke. Overraskende nok føltes det helt fantastisk at sige højt. Siden har det grebet om sig, og jeg har sagt det rigtig mange gange.

Jeg er ikke i tvivl om, at det alternative vil komme til at fylde mere i mit liv fremover, men hvor meget og hvordan ved jeg ikke.

Det må tiden vise.

Men når der er trykket udgiv til dette indlæg, så er der taget endnu et accepterende skridt af mig selv, og det føles fantastisk – at stå ved sig selv ♥

I virkeligheden er det én af de virkelig vigtige lektioner jeg har lært af stressen, at stå ved den jeg er, elske og anerkende det.

Påskeferien og de økonomiske konsekvenser ved at ændre arbejdslivet og prioritere anderledes

På denne mandag den 27. marts er nedtællingen sat i gang til påskeferien. For mit vedkommende ser den sådan ud:

arbejdsdage inden påskeferien: 6 stk. 🙂

madpakker der skal smøres inden påskeferien: 28 stk. !!! det er altså mange

antal morgener vækkeuret skal ringe inden påskeferien: 9 stk. 🙂

Jeg er bare så klar til påskeferien, selvom vi ikke skal ud at rejse i år, så er jeg sikker på, den bliver helt vildt dejlig.

Selvom vi ynder at bruge påsken på en kør-selv-ferie, så bliver det ikke sådan i år. Selvom vi ellers godt kunne trænge til at komme lidt væk hjemmefra, så hænger det ikke sammen økonomisk.

2017 har været et latterligt dyrt år indtil videre.

Når man sadler om i forhold til arbejdsliv og timerne man bruger på arbejde, så kommer der altså bare mindre ind på lønkontoen.

Den økonomiske faktor er absolut den ting der tager længst tid at tilpasse.

Men selvom vi ind i mellem udfordres på vores tålmodighed i den retning, og det kan være svært at vænne sig til de nye forhold. Så er vi begge fortrøstningsfulde.

Penge er rare at have, men de gør os ikke lykkeligere.

Det har mere tid derimod gjort.

Nu vi er ved den med tid, så bliver jeg altså lige nødt til at runde sommertiden.

Jeg ved ikke med jer, men hele dagen har jeg været træt og været helt forkert tidsindstillet. Det hænger ikke særligt godt sammen med, at jeg faktisk synes sommertiden er den der føles rigtigst.

Det er bare så latterligt svært at omstille sig.

Men det er heldigvis bedre i morgen 😉

Lige for at runde økonomien og påskeferien af, så tager vi en påskeferie med familiebesøg, lidt tøffetid og forhåbentlig en masse dejlig udetid, hvor vi kan begynde at gøre haven lidt forårsklar og få lidt liv på terrassen.

Jeg glæder mig 🙂

Kærligst Rikke

Et opgør med det korrekte

Det er ingen hemmelig, at jeg i flere år har arbejdet intenst på, at sige farvel til den pæne pige i mig.

For at gøre plads til en kvinde der lytter til sine drømme og tør forfølge dem.

Opgøret med den pæne pige, bliver nemmere og nemmere. Men i de sidste uger har jeg virkelig været udfordret, mere end i lang tid faktisk.

For 14 dage siden fik jeg en fantastisk mulighed.

En mulighed, der set i bakspejlet, er så oplagt, at det nærmest er helt fjollet jeg ikke har handlet, før i dag.

Skal jeg være helt ærlig er jeg blevet udfordret på mit mod.

Sådan virkelig udfordret helt i grundvolden. Tanker om fiasko og succes har rumsteret rundt i hovedet på mig.

For at sige det helt ærligt har jeg været rystende bange.

I går var jeg sammen med en flok fantastiske kvinder, som så helt måbende på mig, da jeg fortalte dem om muligheden.

En helt igennem modig og ærlig kvinde spurgte mig “hvad er du egentlig bange for?”

Spørgsmålet ramte lige i maven på mig, og de af jer der kender mig, ved at når nogen/noget rammer maven på mig, er der pletskud.

Fordi spørgsmålet og nærværet var så trygt, kunne jeg uden tøven svare frygten for fiasko.

Sandelig om ikke den fantastiske kvinde igen ramte plet med det næste spørgsmål “eller er det succes du er bange for?”

også det ramte plet i maven på mig.

For ved faktisk ikke hvad jeg er mest bange for – tanken om, at muligheden vil falde til jorden med et brag, eller at det vil blive alt jeg drømmer om, og måske endda mere til.

Dét kan altså virkelig udfordre den pæne pige, som foretrækker at gå den pæne og lige vej, uden de helt store fiaskoer og succeser.

Problemet er bare, at den pæne og lige vej, måske er ganske fin.

Men jeg vil mærke at jeg lever – måske kommer det til at gøre ondt, måske ikke.

Nu er jeg hoppet ud i det frie fald (igen) og jeg tror det bliver en fantastisk svævetur 🙂

Karbad og ro på en skøn fridag

Onsdag er jo min fridag, og jeg elsker den. De sidste mange uger har dagen været booket, med alle mulige aktiviteter, men ikke i dag.

Selvom den sidste tid har været helt fantastisk, så har det altså været krævende, i forhold til både følelser, udvikling og handling.

I mens toget kører med rekordfart, mærker jeg ikke trætheden, men lige pludselig kommer behovet for at putte mig og have helt ro omkring mig.

Det er ikke altid helt nemt, som mor i en familie med fart på hverdagen. Derfor prøver jeg virkelig at tage hensyn til mig selv.

For det er jo sådan jeg er.

I dag havde jeg for længe siden booket som “oasetid” i kalenderen. Det vil sige tid hvor det kun er mig det handler om.

En veninde siger, at mit hoved aldrig står på pause i forhold til udvikling og idéer; jeg er tilbøjelig til at give hende ret.

Så i dag har jeg ikke forholdt mig til “idé-snakken” i mit hoved – det lyder virkelig mærkeligt 😀 men det har været en fin udfordring for mig.

I stedet har jeg læst magasiner, jeg kan næsten ikke huske hvornår jeg sidst har læst et magasin. Men hvor jeg dog nød det.

Har også været i et henrivende dejlig varmt karbad. Vandet tilsatte jeg babyolie, så nu er min hud helt blød og lækker.

Efter karbadet smuttede jeg ind under min dyne, og nød roen i huset, lukkede øjnene og slappede helt af, dog uden at sove.

Det var så skønt.

Har simpelthen haft den dejligste oasedag, og har lovet mig selv, at jeg allerede nu, skal have booket min kalender med oasetid, frem til sommerferien.

Håber også du husker at gøre noget rart for dig selv <3

kærligst Rikke

 

Lørdag i hyggetøj og med morgenhår men ellers ret produktiv

Lørdag har jeg leget koordinator i forhold til, at få sendt børn og mand ud af døren til de aftaler ,der var i kalenderen for dem og endda fået overblik over de kommende uger i min bullet journal.

Jeg har intet haft i min kalender og derfor har jeg dasket rundt i hyggetøj og med morgenhår, og klaret koordinator jobbet, men ellers har jeg nu været ret produktiv.

Har ordnet husmoderens evige opgave med tøjvask, og min taknemmelighed for min elskede vaskemaskine er som altid høj. Tænk at skulle vaske alt tøj i hånden…

Desuden har jeg også fået lavet min forretningsplan til Hverdagsbalance, jeg har ikke hidtil haft brug for at have den på skrift, men det blev altså lige top aktuelt i løbet af lørdag formiddag.

Så selvom solen bestemt lokkede, var det faktisk dejligt, at sætte i gang med at skrive alle de tanker ned, jeg har om “hvad, hvordan, og ikke mindst hvorfor” der er brug for Hverdagsbalance.

Tingene går lidt hurtigt for tiden og modsat sidste gang det skete, bliver jeg ikke skræmt fra vid og sans denne gang. Tværtimod. Jeg har tænkt mig at tage hele turen denne gang og tage op og nedture som de kommer.

Det er så meget tid til at den drøm leves ud 🙂

Faktisk kan man sige, at det har været en ret skøn lørdag, og det håber jeg også du kan kategorisere din lørdag under.

kærligst Rikke

 

TAK fordi I læser med

 

Dette indlæg er til jer <3

Jeg bliver så stolt og glad når jeg ser, at læsertallet stiger uge for uge, i drømmer ikke om hvor meget det betyder for mig, at i bruger jeres tid på, at bevæge jer herind i mit univers.

Tak til dem der skriver en besked, jeg elsker at høre hvad I har på hjerte, og det er den vej jeg lærer Jer at kende, for det vil jeg nemlig gerne.

Tak til jer, der kommer igen den ene gang efter den anden, for lige at se hvordan det står til her i vores lille smørhul af udkantsdanmark.

Da jeg startede denne blog havde jeg ingen anelse om, hvilken vej den skulle bevæge sig. Vidste bare, at jeg havde brug for et åndehul.

Tak fordi I gør mit åndehul til et helt specielt sted at være.

kærligst

Rikke

En helt vild uge nærmer sig sin afslutning

stjerner

Jeg sidder i sofaen, med snotnæse og øm hals, og reflekterer over en vild uge der nærmer sig sin afslutning.

Men egentlig kunne jeg godt tage en dag eller 2 mere i denne skønne uge 45.

Da jeg skrev mit indlæg her, om udvikling af Rosetid og tanker om bloggens fremtid, tænkte jeg egentlig ikke, at der var forandring på vej med det samme.

Men det er ikke altid, der er langt fra tanke til handling, derfor er jeg blevet en del af blogger fællesskabet Bloggers by heart.

Det føles rigtig godt.

Tak i øvrigt for jeres kommentarer, det var virkelig dejligt, at i delte jeres tanker med mig, både om min blog, men bestemt også hvad i tænker om det at blogge.

Rosetid har også fået en side mere – siden Hverdagsbalance. Som er navnet på mit Kostvejleder firma, der er link til min hjemmeside og jeg skriver lidt om det med at være i gang som iværksætter.

I går var jeg på præsentation med mit firma 🙂 det var en iværksætter kontakt, fra dette kursus, som holdt åbningsreception. Det var simpelthen så hyggeligt, faktisk så hyggeligt, at jeg glemte alt om tid og sted og tiden løb helt fra mig 😉

Sådan kan det jo gå og jeg nåede heldigvis resten af dagens opgaver. Men kørte også hjem med det største smil på læberne.

Og nu er det søndag og jeg ligger her på sofaen, overmandet af snot og med hovedet fuld af en skøn uge.

Jeg håber virkelig, at din uge har været lige så skøn.