web analytics

At tro på noget

Det med at tro på noget fylder mere og mere i mig…

Jeg er døbt og konfirmeret. Så jeg er vel kristen?

Det med konfirmationen var ikke noget vi talte om i mit barndomshjem, det blev bare sådan. Det er vist den typiske konfirmand ala 1992 😉

Som konfirmand tænkte jeg ikke voldsomt meget over det med kristendommen og det at tro på noget, der er større end noget andet.

Ikke længe efter konfirmationen, oplevede jeg for første gang alvorlig livstruende sygdom i den nærmeste familie.

Det ændrede for første gang mit synspunkt på det, at tro.

Troen blev udfordret ret mange gange som teenager og op igennem 20’erne.

Dengang tænkte jeg ikke på det som tro, for jeg var skræmt fra vid og sans, og turde knap nok forestille mig, hvad det ville gøre ved mig og resten af min familie, hvis sygdommene og døden vandt.

Nu hvor jeg er sidst i 30’erne, har jeg fundet mere ro i det, med at tro på noget.

For det giver faktisk ro, på en sær afklaret måde.

Jeg har affundet mig med, at der er ting jeg ikke kan ændre på.

At livet ikke er uden afsavn og smerte, men at det er helt i orden. Jeg behøver ikke at fixe det, for alt er på en eller anden skør måde, lige som det skal være.

Om det jeg tror på kaldes kristendom, buddhisme eller noget der er alternativt, det ved jeg ærlig talt ikke.

Men jeg tror på noget og dét er det vigtige.

Måske er det meget naturlige tanker at gøre sig i 30’erne. Hvor det bliver mere og mere tydeligt, at kroppen ikke holder evigt.

Jeg ved det ikke, men tro fylder mere og mere i mig, og det er faktisk ret dejligt.

Hvordan har du det med tro?

Kærligst Rikke

 

vil du læse flere af mine indlæg

Tilbageblik på året der gik på den store scene

2016

et alvorligt år!

 

December og julen er ikke bare hjerternes fest, det er også tilbageblik på det år, der næsten er gået.

Helt ærligt sidder jeg her og tænker, at 2016 har været den ene forfærdelige nyhedsoverskrift efter den anden.

Der har været begivenheder, som har været så onde, at de går ud over min forstand, hvordan kan ondskab komme så vidt?

Begivenheder som rammer med sorg og forundring over hvordan ondskab kan komme så vidt. Som gør mig bange for, hvad det er en for en verden mine børn skal vokse op i.

2016 har været en lavine af hjerteskærende begivenheder, blandt andet i Nice og Berlin.

Flygtningestrømme, fly der faldt ned, et Amerikansk valg, der ærlig talt gav anledning til en del forundring, da valgresultatet stod klart.

Store personligheder som Anker Jørgensen, Hanne Bech Hansen, Prince, Dawid Bowie og også George Michael, har vi taget endegyldigt afsked med.

Heldigvis har der været gode nyhedsoverskrifter ind i mellem alt det triste.

Desværre er det bare ikke dem jeg husker, lige nu og her.

Jeg håber, af hele mit hjerte at næstekærligheden vil blomstre i 2017.

Så unge piger kan gå hjem fra fest trygt og godt og ikke ende i en sø og først blive fundet 6 måneder efter, med en hel nation som tilskuere til en tragisk og alt for tidlig slutning på en ung piges liv.

Kunne det ikke være dejligt, hvis lande og samfund kunne blomstre i sammenhold i stedet for at fastholde had og ondskab.

Mit tilbageblik på verdens begivenheder nærmer sig sin afslutning – 2016 var heldigvis meget mere end terror, Emilie Meng og ufred.

Jeg håber mit fokus på det rådne, får dig til at gøre en positiv og kærlig indsats  der hvor du lever og færdes.

Et lille korn vokser og spreder sig…. <3

 

 

Jeg hader at lave fejl, ikke af perfektioniske årsager, men fordi det er spild af tid

ur

Forleden dag på arbejdet havde jeg lavet en fejl! Det sker altså jævnligt – selvfølgelig.

Lige denne her fejl, er bare pisse irriterende (undskyld mit sprog) denne fejl er nemlig sådan en, som bare er torske dum. En der burde være undgået.

Sådan en fejl, der er virkelig irriterende, fordi det bare er spild af tid. Både for dem der har haft besværet med at “opdage” fejlen, og for mig, som nu skal rette den op.

Total spild af tid!

Det er måske lidt overvældende sådan at lave et helt blogindlæg om en fejl, som jo altså på ingen måde er kæmpe stor.

Men for mig, et vigtigt indlæg, for den personlige udvikling jeg gennemgår, bliver lige pludselig meget målbar.

Sandheden er nemlig at for 15 år siden, ville sådan en fejl have gjort mig søvnløs, rød i kinderne og meget undskyldende overfor de implicerede.

Det med at kunne sige undskyld, er virkelig en vigtig ting for mig. Så det gør jeg stadig, men ikke selvudslettende. Længere. Mere en tilkendegivelse af, at jeg har spildt andres tid og beklager.

De røde plamager på kinder og hals er der ikke længere, og heller ikke den virkelig stressende reaktion plamagerne frembragte i kroppen.

Egentlig er det i mens jeg skriver dette indlæg, at det sådan virkelig går op for mig, at det der frustrerer mig mest, er at jeg er blevet fejlinformeret. Desværre selvom jeg havde samlet den nødvendige viden.

Sikke et spild af tid!

I hvert fald ud fra det aspekt, at jeg ikke har tid til at løse de samme opgaver 2 gange på arbejdet. Det er der vist ingen som har!

Hvis jeg ser det ud fra det synspunkt, at den “forvandling” jeg er i fuld gang med og har været i gang med på forskellige stadier i mange år, pludselig blev virkelig målbar og tydelig, ja så er det jo helt perfekt og faktisk ret fedt med den fejl.

Den synsvinkel holder jeg fast i 🙂

 

Tanker om forandring, ønske om udvikling og flere læsere

blog

Jeg føler igen, at jeg skylder jer en forklaring! Jer der trofast kommer forbi bloggen, tusind tak for jeres trofasthed i øvrigt. Det gør mig så glad i stikker hovedet ind forbi 🙂

I ved det og jeg ved det – der har været stille hen over efteråret.

Jeg har været udfordret!

Har set nye sider af mig selv, måske er de egentlig ikke nye, jeg er bare bevidst. Er ret ekstrovert, normalt set henter jeg min energi i ydre faktorer og samværet med andre.

Ikke lige dette efterår 🙂

Har overraskende nok måtte erkende, at det var tid at trække lidt ind i mig selv. Lige der, midt i den følelse, har jeg følt mig virkelig nøgen, og haft meget svært ved at blogge. For jeg har ikke følt, jeg kunne skrive om det der fyldte mine tanker. Dels fordi man ikke kan skrive ordende før de er der, men også fordi det lige pludselig ville blive meget privat (for privat?!)

Året 2016 og alle dens udfordringer (både selvforskyldte og helt pludseligt opståede) har virkelig givet mig en mavepuster.

Men ikke kun i negativ forstand, den taknemmelighed jeg taler om i dette indlæg er også kommet mere og mere ind i mit liv. Det er virkelig en fantastisk ting.

Bloggen her går jeg også og har en del uforløste tanker omkring, og Dorte fra bloggen Familiefletninger har på sin egen helt uforskyldte måde, været med til at sætte tankerne i gang. Med sit indlæg her, hvor Dorte sætter ord på, hvad hun synes min blog handler om.

Det var nemlig ikke mit udgangspunkt 😀

Ikke desto mindre, har jeg virkelig stor lyst til at gå meget mere ud af den vej, som Dorte har åbnet mine øjne for, og som jeg jo i virkeligheden har blogget om, når alt kommer til alt.

Med andre ord, så er der virkelig mange tanker om en helt anden skabelon til Rosetid.

Der sker også så meget i blogland for tiden, store bloggere kaster sig ud i at leve af deres blog, andre slår sig sammen i huse og laver fællesskaber. Andre igen holder (desværre) pauser. Jeg står midt i mellem, vil vildt gerne blogge, elsker at skrive, og elsker blogverdenen.

Men måske vil jeg noget mere, være stor, komme ud til flere. (shit nu sagde jeg det højt!)

Dét behov overraskede mig lidt under min blog selvransagning, for jeg startede jo med “bare” at ville udgive noget, overvinde frygten ved det. Nu er jeg så her, med ønsket om at vokse!

Den drøm skal vist lige sluges, for en blog bliver jo ikke stor uden at være synlig og uden daglige indlæg. Uden arbejde og dermed timer.

Så med det ønske lander jeg igen et sted hvor min tid skal prioriteres – og drømmene skal prioriteres.

Jeg ved, at mange andre bloggere (hvis ikke alle bloggere?) fra tid til anden tænker de helt samme tanker, og hver enkelt får placeret det at blogge på deres helt eget sted – hvor det passer dem. Sådan bliver det også for mig 🙂

Lige om lidt, men tænker lige lidt videre 😉

 

Lige her og lige nu

Solnedgang

 

November er i gang! Lige en lille service information hvis du skulle være i tvivl 😉

Sidst jeg bloggede, handlede det om efterårsferie og feriesysler. Helt ærligt var efterårsferien længe undervejs, men helt enormt hurtigt var den brugt og hverdagen var i gang.

Sådan nogle dage med ferie gør altså bare underværker.

Nu hvor November er i gang og 2016 begynder at rinde ud, kan jeg ikke lade være med at tænke på hvor taknemmelig, jeg er for det hele.

Også de dage hvor ungerne skændes, vasketøjskurven er uoverskuelig, mailen på arbejdet er noget nær håbløs, man er vildt sent på den, fordi snooze funktionen lokkede… !

Selv på de dage, har jeg faktisk en glad og taknemmelig fornemmelse i kroppen. Følelsen kommer et sted dybt inde fra, men det er ikke en jeg har kendt i længe.

I hvert fald kun glimtvis – og det er jo også meget godt! Glimtvis synes jeg ikke man skal kimse af.

Jeg er ikke hellig, vågner stadig om mandagen og ville ønske at alle mine drømme var opfyldt. Lige nu og lige her. Ved nærmere eftertanke, kan jeg godt lide kampen – scoringen om du vil.

Følelsen af sejr, når noget man har kæmpet for lykkes. Måske kan man først se det for alvor efter en rum tid, men det gør ikke sejrsbrølet mindre. Tværtimod – men ind i mellem kan det nu godt være opslidende. Sådan hele tiden at være på vej til et sted, som jeg ikke altid kender slut placeringen på.

Alene det med ikke at kende slutplaceringen eller resultatet kan i den grad være anstrengende. Faktisk har jeg været virkelig udfordret af netop dén trang, til altid at vide hvor jeg “ender”…

Hvem gør egentlig det?

Ting har det med at forandre sig. Også drømme som man ellers troede var færdig støbte, ser lige pludselig helt anderledes ud. Det bliver man nødt til at være åben overfor.

Det har jeg forsøgt at være, ret godt hjulpet på vej af Michael, som heldigvis ved, hvornår det er på tide at puffe mig ud over kanten. Blandt andet når jeg hænger mig i detaljer som i princippet kan være ligegyldige, men som i mit hoved skal være på plads.

Dette blogindlæg er vist en stor gang tankerod om taknemmelighed, at udfordre sig selv, prioritere og have mod til at kaste sig ud i det frie fald.

 

Hverdag med tid til det hele – hvordan?

De fleste mødre jeg kender, bliver til tider opslugt af tanken om, at hverdagen må kunne være nemmere. For det er nemt at blive opslugt af et enormt tidspres og et hamsterhjul der bare kører derud af. Mens tiden går og børnene bliver større og får mindre og mindre brug for at have en mor (og far) lige ved hånden, hele tiden.

Hvordan man løser det er jo op til den enkelte familie, der er mange løsninger; rengøringshjælp, deltidsjob, barnepiger eller bedstemødre der giver en hånd med i pressede situationer.

Lige så mange familier der findes, lige så mange løsninger findes der. Men fakta er, at det er en lidt ulige kamp for at få det hele til at gå op i en højere enhed. Der er nemlig mange enheder der skal nå sammen. De økonomiske forpligtelser til bolig, bil og børn. Karriemål, forbrugsmønstre, som kan være særdeles svære at ændre.

Der er også den detalje der hedder karriere og med det følger efteruddannelse, dygtiggørelse både inden for karriefeltet, men måske også inden for ting som man gør i sin fritid.

Så er der de sociale behov både ens egne men også børnenes, sport, motion, arrangementer i daginstitutioner, skole og på arbejdet.

Alt sammen ting der gør, at kalenderen for børn og voksne er presset. Et gammelt mundheld siger jo, at ledighed er roden til at ondt, det er der sikkert noget om, men jeg tror nu også, at vi alle sammen har godt af, at have tid til overs hvor man kan kede sig lidt. Hvor der ikke nødvendigvis er pligter der skal gøres, motion der skal dyrkes eller andet der står i kalenderen.

Men hvordan finder man den der balance hvor alt synes at ramme et sted, hvor det hele går op i en højere enhed? Er det utopi at tro, at det kan lade sig gøre, skal målet måske være en dag i løbet af en uge, eller hvordan ? Helt ærligt, så ved jeg det ikke, men til stadighed er det nok den samtale jeg har flest gange med veninder, hvordan man får en mere balanceret hverdag, med tid til det man gerne vil.

kalender

 

Med kærlig hilsen til fremmede – også alligevel ikke helt fremmede

Jeg kender ingen personligt i Blogland, alligevel afslutter jeg altid en kommentar med KH Rikke eller Kærlig hilsen Rikke. Det er måske lidt overvældende.

På den anden side virkede det bare helt forkert for mig, bare at afslutte en kommentar med ingenting eller Rikke.

Selvom jeg ikke kender en eneste blogger for real, så er man altså med i temmelig mange oplevelser, tanker, følelser og begivenheder som læser af en blog.

Når jeg ikke har læst blogge eller selv blogget i nogle dage, opstår der et savn, både til at udtrykke mig via bloggen, fordybe mig i tanker, oplevelser eller idéer, men også det at læse med hvordan det går med jer andre, læse tanker, oplevelser og om jeres liv.

Derfor kan jeg ikke afslutte med andet end med “kærlig hilsen” for jeg sender virkelig kærlige hilsener når jeg skriver en kommentar. Måske er det så overvældende for modtageren hvis det er en ny blog jeg besøger, og vedkommende ikke “kender” min blog og jeg. Jeg ved det ikke, det betyder faktisk heller ikke det store for mig, for jeg vil absolut gerne sende kærlige tanker ud til folk, også selv om de føler sig overvældede af de store ord 🙂

I virkeligheden falder det jo i god tråd med navnet Rosetid, for det er jo ikke bare havens roser jeg synes er smukke, men bestemt også ros mellem mennesker, kendte som ukendte for en selv. Så jeg forsætter min kærlige hilsen i kommentarfeltet.

kærlig hilsen indlæg

er småt og hverdag spild af tid

For noget tid siden, havnede jeg tilfældigt, på en for mig ukendt blog, det var via en kommentar på en blog, som førte mig videre til den næste og næste og … Pludselig var jeg der.

Desværre kan jeg ikke huske hvad bloggen hed, men det indlæg jeg læste har siden givet stof til eftertanke mange gange.

Essensen af indlægget var, at bloggeren var i færd med, at rydde op på sin blog, og fremad rettet havde bestemt, at hendes blog kun skal indeholde indlæg, som er dybe og dermed ikke spild af tid for læseren. Så indlæg om de små ting i hverdagen ville altså ikke få en plads på dén blog længere.

Først tænkte jeg, at det var dog en fremragende idé, en blog kun med dybe indlæg. Lige en blog for mig (så det er altså ret frustrerende på mere end en måde, at jeg ikke kan huske hvad bloggen hedder, eller hvordan jeg fandt vej dertil)

Men så kom tankerne, om de blogge hvor jeg selv holder af at læse med, også selv om det bare er små bitte indlæg om en hverdagsoplevelse,  måske er der slet ikke ord bare billeder, eller noget helt andet, som ikke er dybt, men ikke desto mindre lige præcis den virkelighed som bloggeren står midt i. For mig er det ikke spild af tid, det er vedkommende. Det kan godt være at sådanne indlæg ikke sætter gang i store tanker, men de tager alligevel en plads hos mig som læser det, fordi det viser hele bloggeren. For mig er de ikke spild af tid, men i høj grad med til at vise et mere nuanceret billede af mennesket bag bloggen.

Er helt med på, det selvfølgelig handler om at selektere informationsstrømmen vi hver dag står midt i og på en eller anden måde meget nemt kan blive opslugt af. Valget er vores eget! Vil jeg bruge en time på Face book fremfor, at være nærværende for mine børn eller jeg selv?

Tilbage til de dybe og eftertænksomme blogindlæg. Jeg indrømmer da blankt, at jeg suger netop de indlæg til mig, fordi de kan være med til at sætte gang i nogle tanker og en udvikling, som jeg synes er spændende. Meninger og måder at leve på som ligger lidt fra den måde man selv lever på finder jeg spændende.

Men ikke nødvendigvis noget jeg forventer hver gang jeg læser et indlæg.

Må jeg høre hvad du tænker? Hvorfor læser du blogge, hvorfor er du selv blogger og hvad forventer du når du læser et indlæg?

 

 

De største illusioner i hverdagen

Den sidste måneds tid, har det været helt tydeligt, at jeg i den grad har levet med alt for store krav til hverdagen, siden jeg begyndte at arbejde fra 1. januar.

Det er ikke et ukendt fænomen, at jeg (og måske jer også ??? 🙂 ) kan komme i tanke om, at sætte baren så højt at den næsten er umulig at komme over.

De daglige gonk jeg har givet mig selv i panden, har været emner som MOTION og at skrive et dagligt blogindlæg. Sund mad. Indsæt selv flere “latterlige” mål for jeg er ret sikker på, at i ved hvad jeg taler om.

Hvor fjollet er det lige?

Jeg mener, denne blog er MIT hyggehjørne i det vilde liv, det sted hvor jeg kan slappe af, få ro til at tænke og bare være… i går skrev jeg i en kommentar på en anden blog, at den er min kærlighedsgave til mig selv, det fik mig til at tænke. Hvorfor skulle det at blogge blive til en sur pligt? Det har faktisk nærmest givet mig skriveblokade. Der har såmænd ikke været mangel på emner. Har skrevet gud ved hvor mange halve indlæg i hovedet, mens jeg stod i badet, kørte på arbejde, ordnede vasketøj – men de kunne bare ikke komme ud af tastaturet. Det var blokeret for skrive lysten.

Sikke en skam.

Så er der den med motionen, det sunde mad, vægttabet, på de der hæslige 10 kg som efterhånden er blevet noget jeg jagter som en anden guldvasker. Come on, 10 kg skulle det gøre mig lykkeligere, mere perfekt eller hvad er det i virkeligheden jeg jagter?

Jeg må blive både jer og mig selv skyldig, for jeg ved det virkelig ikke.

Men nu hvor det er gået op for mig selv, at jeg jo ikke nødvendigvis, behøver at forpeste min hverdag med krav der er latterlige og ligegyldige? Så har jeg en svag idé om, at jeg lige pludselig både begynder at blogge og besøge Fitness World lidt hyppigere end de sidste måneder 😉

Men kun fordi jeg har lyst.

 

Et frustreret opstød om stillingsannoncer

Jeg vil tillade mig, at komme med et særdeles frustreret opstød over stillingsannoncer, der er opslåede proforma.

Ved godt at stillinger skal slås op – også selv om der i organisationen findes en M/K som er påtænkt stillingen. Det har nu altid provokeret mig en smule (som ansat) at  tiden på den måde skulle spildes. For der bruges jo immervæk administrationstid på at slå en stilling op, tage opkald fra interesserede ansøgere, kalde til samtale, give afslag, holde samtale und so weiter……

Her til morgen har jeg så prøvet, at være på den anden side af bordet. Ringede på en stilling, som jeg virkelig kunne mærke en stor interesse i at få. Men tabte faktisk mælet en smule, for efter min præsentation med navn og anledning til opkaldet, så ændrede stemmen i røret sig fra glad til opgivende (jeg var sikkert ikke den første der ringede) efter et dybt suk så ville han være ærlig og  “oplyse mig om, at stillingen krævede en der kendte stedet helt ud i de små kroge”….. Tænkte jeg lige så godt kunne spørge ham direkte om det ville være spild af tid at søge stillingen, da det lød til han havde en intern til at besætte den. Svaret lød “ja det vil det, men du ved jo hvordan det er, vi skal slå den op”

Ja, jeg ved hvordan det er, alligevel sidder jeg med en frustreret og sur følelse i kroppen, for ud over hvad det kræver i administration (spildt arbejde) så sidder der altså nogen i den anden ende, som læser stillingsopslaget og får et håb.

Et håb om, at dette kunne være stillingen, der fik dem ud af arbejdsløsheden. Bekymringerne. Spekulationerne.

Der skal spares så meget alle steder på vigtige områder som plejen af ældre og pædagogernes tid i børnehaverne – men nogen skulle måske sætte sig ned og lave en hurtig kalkulation af, hvor meget man kunne spare i administrationstid på at slå stillinger op, som reelt ikke er  ledige.

Mit bud er der kan findes gode penge! Rigtig gode penge.