web analytics

Valgkampen

Om 2 dage er valgkampen endelig slut, jeg er ved at have fået nok, af voksne mennesker der skændes om, hvem der vil gøre det bedst at være dansker.

Lygtepælene trænger også til at falde tilbage i deres vante neutrale klæder.

De sidste par dage er jeg alligevel blevet positivt overrasket.

Forleden så jeg der var et arrangement hvor man kunne spise med en politikker. Konceptet gik ud på, at man skulle rotere mellem hver ret, så man fik en ny politikker og et bordfuld nye spørgere til bords. Det er da genialt – og helt anderledes end det vi kender.

I går rykkede TV2 så. De havde nemlig lavet et program, hvor deltagerne IKKE var politikkere, men husejere, ledere, håndværkere, ledige/sygemeldte, pensionister, lærere, 1 gangs vælgere. Måske så du det? Det gav et tydeligt billede af, at politik ikke bare er et valg mellem et parti, men at man har flere partier i sig, alt efter hvad der bliver spurgt om, og hvilket emne man skal forholde sig til.

Jeg synes, det var helt genialt program, og ønsker mig virkelig langt flere af den slags, i stedet for alle de efterhånden deprimerende mudderkast der er mellem kandidaterne! For mig flytter mudderkastene fokus fra politikken til den person der står der og kaster, og det synes jeg egentlig er synd. For de kæmper jo alle for deres sag.

 

vil du læse flere af mine indlæg

at mærke efter

2015 har efterhånden udviklet sig til at blive en ret stor rejse ud i, at mærker efter.

At mærke mig selv hver dag, være klar over hvordan jeg har det fysisk og i sindet.

Det virker jo som en simpel øvelse; det at mærke efter og i det hele taget være bevidst om sig selv, men jeg har virkelig taget en udfordring der rykker.

Jeg er hamrende dårlig til at mærke efter. Jo presset og i yder situationerne kan jeg godt fornemme, hvilken retning jeg bevæger mig i. Men til hverdag når hamsterhjulet spinder af sted og benene har travlt med at følge med hjulets omdrejninger, så er det altså en øvelse, der kræver lidt koncentration.

Så ud over, at jeg har lånt en kæmpe stak bøger på biblioteket, som jeg har en ret god fornemmelse af kan guide mig på rejsen, har jeg også lånt en meditations cd.

Allerede under min graviditet tænkte jeg ind i mellem på, at meditation kunne være dejligt, at tage tid til i hverdagen. Men fik det ikke gjort, nu er øjeblikket det rette.

Jeg tror meditation og jeg bliver gode følgesvende for det giver godt nok en dejlig sjælefred og ro. Netop noget der gør, at det bliver nemmere at hoppe af hamsterhjulet og få mærket efter.

Har du prøvet at meditere eller gør du andre ting for at komme i kontakt med dig selv og skabe sjælefred?

Tordenvejr og solstrejf

Har indtaget sofaen, med benene oppe. Solen skinner ind af stuens vinduer og egentlig generer dens stråler mine øjne, men længslen efter de små solstrejf er større, så jeg misser gerne med øjnene.

Dagen har været god, selvom tøsepigen igen er plaget af snotnæse, hoste og periodisk feber, har vi alligevel hygget os. Leget og puttet, bagt gulerodsboller, som virkelig blev helt igennem skønne, hygget ekstra meget om aftensmaden, som bestod af små pandekager med majs, gulerod, persille og gul peber. Hjemmelavede fiskestænger lavet af torsk og hjemmerørt remoulade. Det var lækkert.

 Dagen har også budt på torden og spandevis af regn, rigtig stearinlys vejr.

Nu er her helt ro, bortset fra vaskemaskinens snurren; tøsepigen har tjekket ind i drømmeland og drengene følger snart. Madpakkerne er smurt, her er ryddet op efter dagens strabadser. Aftenshowet kører i baggrunden.

Der bliver talt om døden! Om at acceptere døden og det intime i at dele den sidste tid sammen med de kæreste. Men også om, at acceptere og forstå andres valg, når livet bliver for svært at leve, og døden er den eneste udvej. Det er ikke lige det jeg tænkte mest på her i solens stråler, det med at dø – og ligefrem vælge døden. For at være helt ærlig er det faktisk temmelig angst provokerende.

Måske det kunne være interessant at se filmen “I dine hænder” som går i biografen fra den 21. maj!

Hvordan har du det med aktiv dødshjælp?

For god ordens skyld, vil jeg gerne slå fast, at der ikke er tale om et reklame indlæg.

 

Min egen lille ønskeliste

Stærkt inspireret af den bog jeg netop har læst og anmeldt her fik jeg lyst til at lave en lille ønskeliste til hvis jeg vandt i Lotto (det er nu i sig selv en umulighed, da jeg aldrig spiller) men derfor er ønskelisten nu alligevel sjov tankespind. Sikkert også fordi jeg gør rent og vasker de uendelige bunker af vasketøj 😉

Ønskelisten hvis jeg nu skulle vinde i Lotto

– betale gæld ud (okay virkelig fornuftigt ønske, men altså man er vel vestjyde)

– sende en kæmpe buket silkepæoner til de mennesker jeg holder af.

– købe et sommerhus. Sådan et lille hyggeligt et, som er tæt på naturen. Hvor man kan passe sig selv og bare hygge. Som vi lige så stille og roligt kunne gå og male og lave lidt om, så det ville blive helt perfekt i vores øjne.

– bestille et krydstogt til middelhavet.

Hvad kunne du tænke dig at gøre hvis du vandt en kæmpe sum i Lotto?

 

 

Kongelig fødselsdag

Den kongelig fødselsdag er her der og alle vegne, også midt i min rengøring og nu på Rosetid.

Til min mands store fortrydelse, er jeg royalist. Selvom han bestemt ikke er det, så ændrer det ikke på min “deltagelse” i de store royale begivenheder.

Jeg bliver altid helt vildt rørt (læs stor tuder) når mennesker viser deres inderste følelser overfor andre. Så da Frede stod der i kirken og ventede grædende på den kommende kronprinsesse, iført en drøm af en brudekjole, så græd jeg om kap med ham. For det ramte mig lige i hjertet, at han lige dér midt i eventyret, som er hans liv, græd af kærlighed til den kvinde han elsker. Jeg behøver vel ikke komme nærmere ind på, hvordan talen til hans brud gik lige i mine tårekanaler ? 😉

Min mand snakker om manglende nytteværdi af Kongehuset og millioner af kroner der kunne spares. De tanker har jeg slet ikke. For mig handler Kongehuset om eventyret med prinser og prinsesser, fine kjoler der fejer over gulvet, og hatte som ind i mellem letter fra hovedet, blomster buketter der er så prangende, at det næsten er for meget.

Skilsmisser og prinsegemalen der gerne vil have en anden titel, det ridser selvfølgelig lidt i eventyrets flotte silkeindpakning. Men det ødelægger ikke mit eventyr om Kongehuset. Har det en effekt, så er det snare det, at de elementer synliggør, at eventyret altså indeholder mennesker, der føler andet end storslået kærlighed, når de står i kirken og venter på deres livs tilkomne.

Præcis som dit og mit liv.

Dronningen 75 år, københavns rådhus

mennesker i Cyper Space og det at blogge

Jeg har blogget siden september 2014, og selvom det kræver tid og man tænker en del over bloggens udvikling, så synes jeg virkelig det giver helt vildt meget tilbage.

Der er selvfølgelig det med, at det rent faktisk er rart, at tage sig tid til at fordybe sig lidt, i nogle af alle de små og store ting, som sker i løbet af en dag. Det får ligesom glæden ved det hele, til at fæstne sig lidt dybere, på en eller anden måde.

I min omgangskreds er der ikke andre bloggere, men et par stykker som læser blogs ind i mellem. Jeg har vist også fået omvendt et par til at følge med her på bloggen, og det er rart. Selvom i ikke skriver kommentarer, så bliver jeg altså lidt stolt over at i vil følge med 🙂 Stolthed er generelt hvad der summer gennem kroppen, når bloggen bliver besøgt og besøgstallet stiger stødt. Tak skal i have alle sammen, jeg er virkelig glad for, at i har lyst til at følge med.

Ind fra højre kommer det ret uventede aspekt for mig, nemlig de mennesker som man “møder” i blogland, de sætter et eller andet aftryk og når tidspres har gjort, at det har været lidt håbløst at få læst indlæg på de blogge jeg følger, er jeg altid lidt spændt på, om det nu går dem godt i livet og på bloggen.

Hvad har overrasket jer her i blogland?

 

Hverdagens Super Helte

I et hjem med 2 drenge og som mor til 3 drenge, hører jeg hver dag om super helte. Det er for så vidt fint, kan sagtens sætte mig ind i børnenes fascination af heltefigurer. Jeg har såmænd også mine helte, men de er på ingen måde super helte. I hvert fald ikke efter børnenes optik.

Mine super helte er i høj grad dødelige og helt almindelige, de bærer måske masker, men det er ikke den slags der kan tages af, det er mere den slags som “tages på” for at klare dagen eller situationer i løbet af dagen, som kan være en udfordring.

For mig er hverdagens super helte de mennesker, som er i stand til og TØR leve fuldt ud. Følger deres drømme, mærker hvem de er, hvor de er og tager stilling til, hvad der gør dem glade.

Er godt klar over, at mine børn (og alle andre børn) ville korse sig, hvis jeg delte de synspunkter med dem. For hvor er det heltemodige? Hvor sætter de livet på spil og redder verden? De redder måske ikke ligefrem verden. Men for mig at se, er de virkelig modige. At turde bryde ud af normen og gøre det man drømmer om, uden at se sig til tilbage med angst for hvad der kommer. Det synes jeg er sejt i et samfund, hvor alt skal gå mere og mere hurtigt og kravene til hinanden (og sig selv!) hele tiden bliver højere.

I forhold til det med børnenes tro på super helte, så tror min søn på 7 år indædt på, at det var Captain Amerika der var skyld i, at udfaldet af 2. Verdenskrig blev, som det blev. Han bliver direkte sur på mig, når jeg fortæller om de unge mænd som rent faktisk kæmpede i en rigtig krig. Kan mærke jeg bliver egentlig lidt stødt over min søns tro på, at 1 mand kunne udrette alt det, som så mange døde for.

Børn i en verden af i dag

Da jeg var barn, følte jeg verden var et sikkert sted at vokse op.  Måske er det børneøjnene som er blevet voksne, og måske er det fordi jeg er mor, at jeg er bekymret.

For bekymret er hvad jeg bliver, når jeg ser nyhederne i disse dage. Ikke bare for mine børn og mine kære, men for verden. Billederne er voldsomme, de minder egentlig mest om en halv dårlig action film, hvor man ikke magter at se slutningen. For hvem vinder? De gode eller de onde…!  Hvordan beskytter man sine børn fra den verden, kan man beskytte dem?

Til trods for sorgen kommer sammenholdet og trodsen alligevel frem, nationalismen vokser og en ny virkelighed starter lige så stille. Men er den nye virkelighed bedre end før…? Der er i hvertfald ikke nogen vej tilbage.

Tænker nogen gange, at nyhederne de sidste 5 minutter burde være med en god historie, et lille glimt af glæde. Kunne det ikke være dejligt?

For os som famile, betyder de sidste dages internationale begivenheder ikke ændringer, og så alligevel. For sætter man ikke lidt mere pris på hinanden og hverdagen, som faktisk er ret ok når det kommer til stykket.

Børnene har med stor sandsynlighed hørt brudstykker af de triste begivenheder, men de forstår heldigvis ikke, at det vil få konsekvenser. Præcis som det skete efter 11. september. Det vil blive deres verden og deres virkelighed.

Hvor ønsker mit mor hjerte, at verden var mildere.

 

at leve i nuet

Jeg har tænkt lidt over det med at leve i nuet.

For sådan en “bekymringspige” som mig, er det godt nok lettere sagt end gjort. Men jeg arbejder med det, må indrømme der er plads til forbedringer 😀 Helt ærligt, nogen gange kan jeg bekymre mig om ting, der er flere måneder ude i fremtiden. Ting, som ofte udvikler sig til, slet ikke at være et problem – og dermed slet ikke alle mine bekymringer værdig.

Lyder det bekendt?

Jeg tror faktisk, at kvinder er værst til at bekymre sig, om ALT og ingenting. Man kan godt vælge, at se det med en vis portion humor, for det giver altså nogle grin ind i mellem. Børnene er specielt gode til at sætte min bekymring på plads, med en kommentar, så jeg står der med åben mund og polypper 😀

Det er jo fantastisk, at ens børn, kan minde én på, hvor herligt NUET er.

Noget, der næsten hænger ubetinget sammen med det at være kvinde, er dårlig samvittighed. Er det ikke rigtigt?

Kender i det her? Du vågner en morgen, og er syg. Med feber og den ondeste bihulebetændelse, alligevel kæmper du med dig selv. For hvis du lige tager en kop kaffe og et bad, kan du helt sikkert godt køre på arbejde. Da du står i badet ryster du af kulde og feberen, kaffen smager dig slet ikke, men du er ikke klar over, du bør sygemelde dig (stadig ikke ;-)) Det er først da din mand spørger dig, om du taler i febervildelse, du indser, at det er omsonst at tage afsted, og du sygemelder dig, dog stadig modstræbende. Men så kommer samvittigheden – den dårlige af slagsen. For hvad nu med arbejdet, hvordan skal de klare det uden dig… Du ringer til lægen og beder om nogle gå væk piller, helst dem der virker i løbet af 12 timer… starter vaskemaskinen og opvaskemaskinen og falder så i søvn og vågner først mange timer senere. Stadig ikke helt klar til at indrømme, at du er fint berettiget til en sygedag.

Der er jo en vis grad af komik over den slags situationer, men ser man bag det komiske, så synes jeg, at der er noget at arbejde med. For det er da at dunke sig selv unødigt. Både den dårlige samvittighed og den evige bekymring, er altså ikke følgesvende, der er værd at samle på i min optik.

Hvordan har du det med dårlig samvittighed ?

Mandø

 

 

 

 

Er du hr. direktør eller fru sej udstråling?

Jeg tillader mig, at stille det spørgsmål, fordi min mand og jeg fornylig, har haft denne samtale med gode venner. Blev egentlig mere nysgerrig på emnet, så vil spørge herinde 🙂

Betyder det mest for dig, når du møder et nyt menneske, om personen er akademiker og/eller har en flot erhvervsmæssig titel?

Eller er du ligeglad med jobtitler og ser på mennesket bag jobbet, på om i klikker og har det rart sammen?

Jeg starter selvfølgelig.

Egentlig synes jeg, det er lidt mere nuanceret end jeg stiller det op. For jeg har mødt flere mennesker, som har et virkelig godt job, og som er helt nede på jorden. De mennesker har jeg med det samme fattet sympati for.

Modsat har jeg også mødt mennesker, der har raget rundt oppe i skyerne, uden at have noget som helst, at have det i.  De mennesker, har jeg som person lidt svært ved at omgås.

Har stor respekt for dem, som har læst/arbejdet sig op til noget mere, eller noget andet.

Men de mennesker jeg holder allermest af, at være sammen med, er dem, som ikke gemmer sig bag ved en fin titel. Bare hviler i at være hvor de er, nyder nuet og kan se lidt humoristisk på det hele. Uanset hvilket tøj eller hvilken titel de har 😉

Hvad siger du?

vissen hortensia