1 måned til jul

Så er der 1 måned til juleaften – er det ikke bare vildt?

Ved denne tid om 1 måned, har vi spist. Er i fuld gang med at pakke gaver ud, efter at have danset om træet og sunget de obligatoriske sange. I mens børnenes strålende og forventningsfulde ansigter betragtes 🙂

Jeg glæder mig. Glæder mig til samværet med Michael, børnene og mine svigerforældre. Det bliver dejligt, at tempoet kommer ned i gear, den højtidelige stemning og selvfølgelig julemaden.

Det er tøsepigens første jul, og hun er jo nærmest ligeglad, bare vi alle sammen er der. Alligevel, så vil hendes øjne også fæstne sig ved juletræet, lysene og hun vil kunne fornemme stemningen. Drengene glæder sig til at se hvad hun siger til juleaften – hun siger næppe andet end “da da da” og “ba ba ba” men det er nok for dem. Jeg tænker, at de sikkert beriger hende med endnu flere kys og kram end normalt, i dagens anledning.

Men inden vi når så langt, skal december’s nedtælling sættes i gang. Drengene er ved, at gå ud af deres gode skind, i ren og skær spænding. Så der tælles ned til 1. december. Der er julefrokoster, arrangementer i børnehave og skole, småkagebagning, historielæsning om nisser, Pyrus i TV, julegaveindkøb og konfekt der skal laves. Alt sammen, er det med til at skabe en indholdsrig december, så jeg glæder mig – nærmest lige så meget som drengene.

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.