16 uger er lang tid med sorg

Der er gået 16 uger siden Michael døde. Det er lang tid. Der har været så mange facetter af sorgen og livet, på de 16 uger, at det virker helt urealistisk. At så meget forandring kan ske på 16 uger.

Faktisk kan jeg ikke forstå, hvordan jeg har bevæget mig gennem den alt fortærende sorg. Til det sted jeg er nu. For det er faktisk et godt sted. Bevares, jeg er stadig træt ind til benene og sorgfuld. Men tilliden til livet, taknemligheden og glæden fylder mere og mere. Jeg griner meget mere end jeg græder. Måske også fordi jeg vælger det – ikke for at flygte fra sorgen, men for at leve livet.

Oplevelsen af et minde

 

Jeg husker en dag efter konfirmation og begavelse var forbi. Hvor her var meget stille. 

Det var skræmmende, og adrenalinet pumpede i min krop. Det var håbløst at sidde stille. Så jeg fandt hele tiden på opgaver, luftede hunden i det uendelige eller fandt undskyldninger for at ringe til hvem som helst, som kunne fjerne mig fra alt det som gjorde ondt at mærke.

Jeg stod i køkkenet, og tømte opvaskemaskine. Pludselig og uden forvarsel kom et minde, om den raske Michael op i min bevidsthed. Det fik sorgen til at skylle igennem min krop som en tsunami. Jeg måtte støtte mig til køkkenbordet for ikke at falde sammen. Min krop rystede så meget af sorg, jeg ikke troede det ville stoppe.

Jeg mindes tydeligt, at jeg tænkte, jeg måtte flytte min bevidsthed til noget andet. For sorgen var for voldsom til, jeg kunne give den plads i min krop på det tidspunkt. Det til trods for, at jeg kun i et lille glimt tillod mig selv at mærke mindet. Jeg følte helt oprigtigt at sorgen var ved at flænse mig i stykker.

Det var helt vildt voldsomt.

Måske var det også der, jeg for alvor besluttede mig for, at vælge glæden og kærligheden, i resten af mine dage. På trods af sorgen, for jeg ved godt, at sorgen bliver og er en del af mig. For altid. Nogle dage på stor afstand andre dage på helt klods hold.

Jeg betaler gerne den pris for at have elsket.

Ventesorg

Inden Michael døde, talte psykologen ofte om, at jeg befandt mig i en tilstand af ventesorg. Jeg kan godt se tilbage på tiden, inden han døde, og se at det er en rigtig fin betegnelse for det som foregik i mig.

 

Da det stod på, var jeg i en konstant bevægelse af benægtelse og accept. Det var forfærdeligt, og det var i virkeligheden i mens ventesorgen stod på, at mine drømme og ønsker for fremtiden også døde. At acceptere begrebet ventesorg som en del af det jeg gik igennem, accepterede jeg også at døden ville komme. 

Det var svært og en evig indre kamp med det jeg kunne se og mærke skete lige for øjnene af mig, og det håb vi havde så meget brug for at fylde dagene med.

Parallel verden

I starten efter Michael var død, levede jeg i en parallel verden, hvor sorgen var den ene verden, alt der foregik udenfor vores hus den anden verden. Jeg fleksede frem og tilbage, var en del af begge verdener på skift, havde kalenderen fuld af aftaler for at holde mig selv i  gang. Det var godt for adrenalinet i min krop som havde det rigtig svært ved at være i ro.

 

Søvn blev hjulpet på vej af sovepiller og ind i mellem også en øl, hvis det var helt galt. Og det var det. Mange aftener og nætter.

Morgenerne var de værste, når jeg vågnede og havde glemt, at Michael ikke var der mere. Der kunne gå lidt tid før jeg huskede det, også startede sorgen forfra. Nu kan jeg vågne og faktisk nyde at ligge i sengen alene lørdag morgen. Bare lige for at nyde weekenden. Jeg savner ham at morgenhygge med. Men jeg ved godt, at han mangler når jeg vågner.

Jeg tager en dag af gangen, fylder den med en hverdag som børnene og jeg stille og roligt får skruet sammen, til at være noget vi kan trives med. Der er mange skridt som skal tages endnu. Men vi kan det her sammen og med de elsker lige ved siden af os – og bag os til at have vores ryg, på de svære dage.

 

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.