2. juni og efteråret kom med maske

Så blev det den 2. juni og vi vågnede op til EFTERÅR – havens vækster basker rundt i vinden, regnen slår mod ruden og det der burde være sanddal vejr, er så langt fra som det næsten kan komme (med mindre vi selvfølgelig begynder at inkludere sne, men det nægter jeg!)

Må indrømme, det er lidt en nedturs dag, ikke bare på grund af vejret, også fordi vi igen er ramt af forkølelse. Når jeg siger igen, er det egentlig også helt forkert. Egentlig har tøsepigen været konstant forkølet siden engang i januar. Selvfølgelig med gode dage ind i mellem.

I går var den helt galt, det startede som almindelig irritation over snot, men i løbet af dagen udviklede det sig mere og mere til at blive decideret vejrtrækningsbesvær. Så jeg brugte et par timer på at køre til Esbjerg, vente ved lægevagten, vente på apoteket og køre hjem igen. Det var oppe at vende i hovedet på mig flere gange, at det havde været mere praktisk, at bo tættere på en by med en lægevagt (der er konstant åbent) og ikke mindst et døgnapotek. Som i så mange udkantsområder er det sådan, at hvis man tager til vagtlægen i den by der ligger tættest på, og så skal have medicin, skal man alligevel ud at køre en længere tur. Så kan man næsten lige så godt starte med at tage den lange tur. Nå, men ud over, at det igen blev mere attraktivt at bo lidt tættere på alting, så endte det ud med, at vi kom hjem med en maske til den lille tøsepige, fordi det åbenbart er astmatisk bronkitis.

Sikke et helvede, tøsepigen udvikler sig fra en mild fnisende pige til et skrigende, slående og sparkende monster, bare hun ser masken. Hvordan pokker det lykkes for andre forældre, at få deres børn til rent faktisk at ville have masken på, trække vejret i den og samtidig tælle hvor mange gange de gør det, kan jeg slet ikke begribe – men jeg har dagen foran mig, og ret mange gange til at øve mig både i at holde, trykke og tælle på en og samme gang.

Så jeg tager gerne i mod råd, hvis en eller anden lige har et virkelig godt trick.

2 Replies to “2. juni og efteråret kom med maske”

  1. Er det den speciel-maske til børn I har fået? Der er noget med, at man kan få den, så den ligner et tøjdyr. Jeg er ikke så meget inde i det, men min venindes søn fik også maske en overgang og de havde også store problemer med det.
    En anden ting du kan overveje, er at få hende tjekket hos en øre-næse-hals læge. Konstant forkølelse kan også være tegn på polypper. Min ældste fik sine fjernet da han var 10 mdr. Lægen sagde at de var på størrelse med en voksen mands! Det kurerede konstant forkølelsen.
    Kh. Birgitte

    1. Det er en maske til børn, med bamser på, men ikke så den ligner et tøjdyr. Det med polypper havde jeg slet ikke tænkt på. Tak fordi du nævner det 🙂 KH Rikke

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.