Arbejdsglæde er vigtigt

Fraværet fra arbejdet i juleferien, fik mig til at tænke over hvordan, det ser ud med min arbejdsglæde.

Mit arbejdsliv består af 2 dele. Mit deltids job som kontorassistent og driften af min egen virksomhed. Et af stederne halter det voldsomt med at mærke arbejdsglæde. Det går mig virkelig på.

Det kan måske virke lidt vildt, både at være deltids lønmodtager- og selvstændig, med tanke på min stress historie. Min drøm er også helt klart, at jeg på et tidspunkt skal være fuldtidsselvstændig. Når rette tid og sted kommer.

Indtil da, har jeg lovet mig selv, at arbejdsglæde er en stor og vigtig del af jobbet som lønmodtager.

Hvis jeg skal forholde mig til, hvad det handler om, det med den manglende arbejdsglæde, er arbejdspresset en væsentlig forklaring. Arbejdsmængden er støt stigende og har været det, i de 3 år jeg har haft jobbet.

Jeg er en person, som godt kan lide, at have en bunke opgaver foran mig. I virkeligheden trives jeg allerbedst med bunker.

Men de sidste måneder har bunken været alt for stor og voldsom. Det værste er, at jeg begynder at miste troen på, det bliver anderledes. Selvom jeg lige nu, er med til at virkelig sjovt projekt, hvor jeg bruger de kompetencer jeg allerhelst vil. Kan jeg godt mærke, at tiden er kommet, hvor jeg må gøre status over den del af mit arbejdsliv, som jeg ikke er tilfreds med.

Jeg indrømmer blankt, at jeg synes det er hamrende svært, for der er virkelig gode ting ved jobbet, som jeg nødig vil undvære. Samtidig ved jeg også, at det faktisk ikke er de ting der fungerer som skaber utilfredshed og i værste tilfælde stress.

Kompromis med arbejdsglæde

Det er de elementer i livet, hvor vi tager for store kompromisser – og ikke mærker efter, eller er tro mod det vi mærker. Stress er langt mere kompleks end det, det er jeg helt bevidst om.

Præcis det faktum, med at tage for store livs kompromisser skræmmer livet af mig. For jeg kan mærke langt ind i min sjæl, at det er høje tid, at handle på dét jeg mærker så tydeligt.

Lige nu har jeg ærlig talt ikke lyst til flere usikre elementer i mit liv, mens hussalget også skaber usikkerhed. Spørgsmålet er hvor længe jeg kan trække en beslutning.

Hvis jeg skal være tro mod mig selv.

Arbejdslivet på godt og ondt

Ind i mellem kan jeg godt tænke, at jeg er for blå øjet og har for høje krav til hamsterhjulet.

Helt ærligt, det er den pæne pige i mig, der ind i mellem stadig stjæler sig til taletid.

De krav jeg har om arbejdsglæde og udfordringer til mit arbejdsliv, er jeg i min gode ret til at have.

Sådan er det.

For mig betyder det med arbejdsglæde virkelig meget, for det er det. der er med til at give mig energi, til at være noget for de mennesker jeg elsker.

Der skal være plads til mandage i hamsterhjulet, men det er galt når hver dag føles som en mandag.

Er der mon mange mandage i dit arbejdsliv?

Kærligst, Rikke

2 Replies to “Arbejdsglæde er vigtigt”

  1. Ikke lige for tiden. Men der var det en meget lang periode, hvor jeg ikke var glad (nok) for arbejdet. Jeg blev ‘reddet’ af en overordnet, som fyrede min direktør. Det hjalp usigeligt meget. Pt. er jeg meget udfordret, men har også lært at ‘det er bare et arbejde’. Kh. Birgitte

    1. Jeg er helt enig, det er “bare” et arbejde, men på den anden side, bruger vi en del timer på arbejdet, så det bør som udgangspunkt påvirke os på en positiv måde. Ved ikke om du har set den reklame der kører for tiden? med en række eksempler på, hvordan man bliver når man ikke fungerer på jobbet. Den er ret tankevækkende og borer lige ind i maven. Håber du finder arbejdsglæden igen 🙂
      Kærlig hilsen Rikke

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.