Bomuldshunden Anton

I september flyttede bomuldshunden Anton ind i vores familie. En virkelig glad hundehvalp, som vi alle knus elsker.
Hundehvalpen Anton

 

Michael’s kræftdiagnose fremskyndte købet af en hund. Vi havde i den grad bag for at skrue helt op for glæden i os alle. Efter ugers research og et mislykket besøg af en hundehvalp, fandt vi den helt rigtige.

Nemlig Anton. Pigehvalpen, som bumlede ind i vores hjerter og tog os med storm.

Kat og hund i samme hus

Eller faktisk var det ikke hele huset som blev lige begejstrede. Vores kat Popcorn  var ærlig talt noget fornærmet, og sendte os virkelig nogle skuffede blikke.

Anton var ellers mere end villig til at lære sin nye 4 benede makker at kende. Men Popcorn kunne sagtens stå for Antons charme 🙂

Heldigvis er vores hus sådan indrettet at vi sagtens kunne adskille kat og hund, så katten lige fik lidt tid til at acceptere det nye familiemedlem.

De første mange uger mødte Anton ikke andet end hvæs og et slag med en pote. Men stille og roligt begyndte de at nærme sig hinanden uden det blev voldsomt.

Nu har det udviklet sig til at de leger sammen. Det går vældig godt, så længe katten får lov at bestemme, ellers sider potterne løst og det ved Anton godt.

Meget arbejde

Jeg har aldrig haft hund før, det har Michael. Så han var helt klar over hvad han gik ind til, både på den ene og anden måde. Han meldte også klart ud, at hunden ville blive mit ansvar. I hvert fald så længe han er syg.

Da jeg accepterede det vilkår, anede jeg absolut ikke hvad jeg gik ind til. 

Det er benhårdt arbejde, at have en hundehvalp. Jeg synes godt, man kan sammenligne det lidt med at have en nyfødt baby. Det anede jeg virkelig ikke. En hundehvalp kræver meget opdragelse og meget “potte-træning”

Jeg indrømmer blankt, at jeg har grædt nogle udmattede tårer, når jeg igen skulle ud at tisse med den lille fis.

Men tårerne har været det hele værd. For al den glæde som den lille bandit spreder. Udelukkende ved at være til stede, det er det hele værd. Der er nemlig virkelig mange spilopper i hovedet på den. Hele tiden skal nye ting udforskes og leges med.

Anton er en ubetinget vildbasse. Men elsker også at putte sig ind til os, og det giver så meget trøst og ro, igen er det helt ubetinget kærlighed. Der bliver ikke forventet noget, den er bare glad og godt tilpas.

Tidspunktet

Måske var tidspunktet ikke det helt rigtige. På den anden side, har vi altså været mindst en voksen hjemme på adressen siden den 18. august. Så på den måde, er det jo en god start for sådan en lille hvalp.

Sygehuset rådede os kraftigt til at vente med at købe en hund. Vi havde snakke frem og tilbage, for vi kunne jo godt se deres pointer var gode nok.

Men jeg skar igennem og sådan blev det. Vi havde virkelig brug for noget, som kunne få os til at glemme alt om kræft.

Og det kan Anton.

Der har været et par dage, hvor jeg var klar til at kapitulere. De dage, hvor kræften har gjort mig udmattet og der var alt for mange ting og mennesker, at tage sig af. Der var Anton kvælende og fór meget. Men samtidig også et godt modstykke som kunne få mig til at tage en lille pause.

Jeg er med på, at vi selv har skruet op for pligt- volumen i det daglige, og vi er mere afhængige. Men jeg synes, det er gode pligter et dyr giver. 

Samtidig gør det noget godt for børnene at have dyr. Det glæder os at se på. 

Så på hver deres måde fuldender både katten og hunden vores familie.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.