web analytics

Pladsmangel og hussalg

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi i lang tid har følt en voldsom pladsmangel og derfor har talt om hussalg.

Efter flere års spekulation, hvor rette tid og sted er overvejet. Så har vi endelig taget en beslutning omkring et hussalg.

Vi sætter til salg senest den 1. juni 2018, det føles simpelthen så dejligt, at have taget den endelige beslutning.

Grunden til skæringsdatoen først er til juni, er at vi har noget vedligehold, som vi rigtig gerne vil have lavet.

Allerede tilbage i oktober 2016 havde vi en ejendomsmægler ude og vurdere vores hus. Samtidig fik vi en rigtig god vejledning i, hvad der ville være godt at lave – og hvad der ville være bedre en køber selv kunne gøre.

Derfor er det faktisk ret nemt og ligetil, at komme i gang med det vi vil.

Vi er forberedte på, at salget kan tage tid, der kan nemlig være tendens til en ret sløv omsætningshastighed på hussalget i vores område.

Det er vi forberedte på, hovedsagen er, at der endelig kommer handling på en af de drømme vi har for vores familie.

Så det er med sommerfugle i maven, vi i denne tid snakker om, hvad vi ønsker vores næste hus skal indeholde af muligheder.

kærligst Rikke ♥

vil du læse flere af mine indlæg

Søndag med solskin og en duft af forår

En virkelig skøn søndag med solskin og duft af forår i luften, vinterferiens sidste dag.

Hvor har det været en skøn søndag, det gjorde det kun bedre at der var forår i luften, selvom det faktisk var koldt.

Den startede med en rolig kop kaffe i sofaen. Det er virkelig en total god start på dagen.

Mens børnene langsomt vågnede, brugte Michael og jeg lidt tid, på at snakke sommerferie. Jeg glæder mig virkelig allerede til den ferie.

Forventningens glæde skal man ikke kimse af ♥

Vi spiste sen morgenmad, og nød den sidste langsomme morgen i denne omgang.

Jeppe og Ida var de første der fik vintertøjet på og kunne nyde solens stråler, men inden længe fulgte vi andre efter.

Hvor var det skønt.

Vi fik ryddet lidt op i vinterhaven. En krukke som var frostsprængt blev tømt og fjernet. Der blev fejet og fjernet nogle træstubbe, som har ventet på en motorsav i virkelig lang tid.

Vi nød en let frokost og en kop kaffe på terrassen, det var simpelthen så skønt.

Jeg fik i den grad lyst til at gå i gang med forårsarbejdet i haven, men det er vist lige tidligt nok, specielt weekendens kolde vejrudsigt taget i betragtning.

Det afholder mig nu ikke fra, meget snart at gå i gang med at forspire latyrus i rigelige mængder. Så haven næsten kommer til at flyde over af dem til sommer.

Indtil latyrus frøene kommer i potter nøjes jeg med at nyde vintergækker og erantis. Mon ikke krokus også snart begynder at titte frem, med deres dejlige farver!

Lige nu vælter vintergækkerne op af jorden sammen med de små skønne erantis. Hvert år betages jeg af det mirakel, at så små fine blomster, kan klare de barske vejrskift der kan være, her sidst på vinteren.

Selvom det dufter af forår.

Inden eftermiddagen var helt forbi, nåede Jeppe, Ida og jeg en tur i den lokale skov, som mere er en lund. Et par omgange gemme i lunden er nemlig et kæmpe hit, og må indrømme at jeg også klukker af grin, over hvordan de får sig gemt bag træstammer eller klemmer sig helt flade i skovbunden ♥

Jeg håber, du og dine har nydt weekenden og er klar til at tage hul på hverdagen, efter vinterferieugen.

Kærligst Rikke ♥

Vinterferien i 2018

Tirsdag eftermiddag startede vinterferien for mit vedkommende.

Ferie er jo altid ret så kærkommen, og det var denne vinterferie i 2018 også. Må indrømme jeg har talt ned i et par uger.

Nedtællingen og forventningens glæde er en stor del af ferie, i hvert fald her i huset. Det betyder ikke, at hverdag ikke er afholdt. Det betyder bare, at vi alle glæder os til, i en periode at gøre noget andet end hverdagen.

Denne vinterferie har indtil nu, budt mest på sofatid, host og snotnæse. I bedste forstand er jeg virkelig ramt af en sejlivet forkølelse. Det var altså ikke lige det jeg havde regnet med, at ferien skulle bruges på.

Med 2 dage tilbage må jeg vist acceptere, at der ikke bliver meget vinterferie sjov i år, men mere pleje af den her onde forkølelse.

Så ud over at se dækningen af Prins Henriks død, spille Sorteper og Uno med børnene, så er det godt nok begrænset hvad jeg har lavet.

Må indrømme jeg ikke har haft spor svært ved at acceptere, at vinterferien har været anderledes end vi havde tænkt den. Egentlig er jeg faktisk ret godt tilfreds med at det har været muligt at imødekomme kroppens behov døgnet rundt.

Så selvom jeg ind i mellem er blevet lammetæsket i Sorteper – føler jeg mig ikke spor som Sorteper.

Nu vil jeg stoppe og se X-Factor med resten af familien, undtagen tøsepigen, som er tjekket ind i drømmeland.

God fredag aften og weekend!

kærligst Rikke ♥

Fredelig formiddag med storm og regn inden eftermiddagens kunder der skal forkæles

Blæsende formiddag med regnen piskende på ruden med indendørs alene tid, inden eftermiddagens arbejde i min klinik.

Jeg nyder roen på denne efterårs onsdag med storm og regn, de eneste lyde mit øre fanger er lydende af efterår.

Duften af den kaffe som står ved siden af mig, blander sig med duften af røgelse.

Min krop er afslappet og rolig.

Det trænger den til, for jeg er halv forkølet, har helt ondt i halsen og føler mig egentlig en lille smule efterårsbrugt.

Vi kan vist godt blive enige om, at det er lige tidligt nok.

Så indtil klokken runder 14, skal jeg ikke andet end det jeg lige har lyst til.

Jeg har skrevet i min bullet journal.

Læst lidt.

Pakket tasken jeg skal have med i klinikken senere.

For at sige det rent ud, så kommer jeg i den grad ned i gear, og det føles så dejligt, at jeg respekterer mine behov.

At jeg mærker det er tid til ro og giver mig selv den omsorg, at skabe roen.

Selvrespekten i den erkendelse føles virkelig stærk og meget kærlig

Jeg ved, at roen jeg skaber i formiddag, gavner mig resten af dagen.

Så jeg kan give mine kunder lige præcis den rolige, kærlige og omsorgsfulde behandling de har købt.

Også når der skal læses lektier, har jeg overskuddet til at rumme børnene og deres individuelle behov efter en skoledag med mange indtryk.

At jeg mærker mig selv betyder en synergi effekt på de mennesker jeg færdes med.

Jeg håber, du tager dig tid til, at mærke dig selv, så du også kan mærke hvor stor effekt det har på dit liv og de mennesker du færdes med.

Kærligst Rikke ♥

 

 

 

Hvad har jeg lært i august

August er overstået, så det er tid til en lille opdatering af hvad jeg har lært i august!

For børnefamilier er august den helt store opstart måned, og det har den også været for os.

Man kan sige at vi for alvor har fået sat gang i hverdagen igen efter sommerferien.

Det er okay, for hverdag er også godt.

Oprydning i hverdagslivet

For mig personligt, har det virkelig været en måned med rigtig meget læring og oprydning.

Ikke oprydning i traditionel vis, men i det der ikke fungerer.

Kender I ikke godt den fornemmelse man har når noget ikke fungerer, og man godt ved, at man på et tidspunkt bliver nødt til at handle.

Hele 2017 har jeg virkelig været meget tro mod at gøre de ting jeg får velvære af, og ses med de mennesker der gør mig glad helt ned i maven.

Så fokus har været på netop det med at rydde ud i det der ikke fungerer i lang tid.

Helt konkret har det betydet, at jeg har været nødt til at finde et andet lokale til Hverdagsbalance.

Det lokale Hverdagsbalance holder til i nu, kan jeg desværre ikke få til at harmonere med den høreskade jeg har.

Desværre har det betydet, at jeg er kommet hjem med den ene hovedpine efter den anden, det har på ingen måde været rart.

Allerede da sommerferien blev skudt i gang, var jeg klar over, at jeg skulle tage en beslutning omkring hvad jeg ville.

Alligevel var det ret svært.

Følte mig virkelig som en kæmpemæssig fiasko, fordi jeg kunne fejlbedømme lokalet på den måde.

At jeg ikke lyttede til min mavefornemmelse, men tog det første der bød sig.

Selvfølgelig handlede jeg som jeg gjorde, fordi jeg virkelig brænder for min business og det jeg gør.

Men det havde været klogt at sove på det.

Der var ikke andet for, end at sætte i gang med at finde et andet lokale. Som ville harmonere med høreskaden.

Det gik forbavsende let.

Efter 14 dages søgen havde jeg fundet et nyt lokale. Som jeg glæder mig til at flytte ind i 1. oktober.

Mor, lønmodtager og iværksætter

Selv om jeg gør et stort nummer ud af, at brænde for de ting jeg fylder i mit liv, så er balancen nogen gange svær.

For det er være mor, iværksætter og have et deltidsjob kræver jo at man er særdeles struktureret.

Og kan sige nej.

Det sidste krævede hjælp at se, og den hjælp kom helt uventet fra min svigermor, der stillede mig det simple spørgsmål om jeg havde det godt.

Nej!

Det havde jeg ikke.

Heldigvis lyttede hun tålmodigt til mine frustrationer, vreden og gråden der blandede sig med alle ordene.

Egentlig kendte jeg godt svarene i mig selv, men det åbnede alligevel for noget andet, at det kom ud.

Og hvor var det dejligt, at hun gav mig den omsorg.

Normalt er det nemlig altid mig, der spørger andre om de er okay, og lader folk snakke mens jeg selv lytter.

Jeg havde monster dårlig samvittighed over at tage kunder lørdag formiddag, fordi jeg følte jeg svigtede mine børn.

Måske også min egen forventning om, hvad rollen som mor indebærer.

September måned

Jeg tager hul på september måned med en helt anden ro i maven end da august startede.

Der er stadig et par ting, der skal ryddes op i, for at hverdagslivet fungerer helt optimalt. Men det er sat i gang og jeg tror på, at også det fører noget godt med sig.

Oprydningen har været krævende. Det har været nødvendigt, at kigge meget ind i mig selv og refleksion for mig selv, har taget meget tid.

Jeg tror det har været en rigtig god investering.

God september til dig kære læser
Kærligst Rikke ♥

 

 

 

Når hjertet glemmer at slå

Når hjertet glemmer at slå, og frygten for at miste sit livs kærlighed lammer alle celler i kroppen.

Som jeg har skrevet om flere gange hen over sommeren, så har min mand ikke haft det for godt de sidste måneder.

Egentlig er det lidt af en underdrivelse, men mit positive syn på verden, har også farvet hans dårlig domme.

Måske for at skåne mig selv lidt.

For helt ærligt, så har jeg været bange, når mørket og natten faldt på.

Nu har vi endelig fået en afklaring på det hele.

I flere dage tænkte vi, det var sukkersygen der spillede ham et pus. Det var det ikke.

Uventet hjertescanning 

Lægen konstaterede alt for lavt blodtryk, så det blev behandlet og vi ventede på effekten.

Det skete ikke, i hvert fald kun i ringe grad.

Da lægen tjekkede op på blodtrykket, endte han med at henvise til et hjertescan.

Det gik heldigvis lynhurtig.

Scanningen afslørede, at forkammeret havde tendens til at sove, når manden har hvilepuls.

Jeg slog straks over i de gamle frygt tanker, for hvis forkammeret glemmer at gøre, hvad det skal gøre, når der er hvilepuls, kan han så dø om natten!

Det var nogle lange nætter jeg gik i gennem, mens han sov trygt, og jeg vågede ved bare den mindste forandring i vejrtrækningen.

Siden er der foretaget en anden undersøgelse, hvor hjertefrekvensen blev målt i 2 døgn.

I fredags kom svaret, og der stod det sort på hvidt, at hjertet glemmer at slå i op til 3 sekunder ad gangen.

Så er han vel hjertepatient?

Da manden ikke besvimer eller har andre gener (længere) skal der ikke gøres yderligere.

Ud over flere undersøgelser til efteråret, hvilket fortæller mig, at lægerne er på forkant med situationen.

Det er jeg tryg ved, også fordi jeg kan se og mærke at manden har det meget bedre end for bare 1 måned siden.

Samtidig kan jeg konstatere, at én ting er logik og en helt anden ting er frygt for, hvis vi ikke skal blive gamle sammen.

Der findes jo ikke en garanti for netop det, men alligevel var og er det altså blevet en selvfølge i mit hoved.

Efterhånden har jeg sunket det hele og faktisk affundet mig med, at alt er lige som det skal være.

Måske er det min voksende tro.

Måske er det min næsten usårlige positive tilgang til modstand.

Jeg ved det ikke, men jeg vælger trygt, at overlade mig til livet og leve hver eneste dag, uden fortrydelse og med en masse kærlighed.

Det kan vel ikke gå helt galt med kærlighed som vejviser?

Kærligst Rikke ♥

En virkelig stille weekend oven på en travl uge

Weekendens kalender har været stille, helt bevidst, for sidste uge har i lang tid været overtegnet.

Så derfor skrev jeg allerede for flere uger ind “Tøffe” i denne weekend.

Tøffe betyder, at vi kun laver det vi føler for. Her kan du læse om en anden tøffe weekend vi havde tilbage i januar 2016.

Lige præcis hvad den enkelte eller hele husstanden føler for, vides ikke med sikkerhed, og er heller ikke statisk.

Der kan tegnes, læses, gøres rent, køres en tur, lege med kammerater. Øvelsen handler udelukkende om, at man ikke laver andet end det der er lyst til.

Det er fantastisk 🙂

Mine aktiviteter i weekenden har været købmandsleg med tøsepigen, det er nemlig et kæmpe hit lige nu. Jeg skal pænt stå i kø, bede om de varer jeg vil købe, betale pænt.

Det kan vi fortsætte uendeligt.

Jeg har hørt lydbog, bundet skolebøger ind (indrømmet jeg havde glemt alt om den obligatoriske indbinding af bøger) fået ordnet noget papirarbejdet for min business, planlagt næste uge, drukket kaffe med naboerne.

Manden har også haft en streng uge, så den planlagte tøffe weekend kom også helt perfekt for ham.

Jeppe som har en ret vild forkølelse har også taget muligheden for at lave ingenting.

Malthe blev rastløs, lettere irriteret og mente at det var kedeligt! Så vi fik en lille fin snak om at tage ansvar for selv at gøre dagen sjov, rar eller noget andet. Snakken hjælp med at sætte gang i fantasien.

Tøsepigen har summet som en lille bi, fra købmandsbutikken til dukkerne og har hygget sig lige efter hensigten.

På hver vores måde har vi fundet vores helt eget tempo, og det er lige netop det tøffe også handler om.

Næste uge, bliver spændende og jeg er fuld af forventningens glæde over hvad den bringer. Faktisk kan jeg næsten ikke vente 🙂

Jeg håber du nyder weekenden og har gode udsigter for den kommende uge.
Kærligst Rikke ♥

Hverdagen og årets høst af hjemmedyrkede løg

Hverdagen er i den grad i gang igen, og manden har høstet de hjemmedyrkede løg.

Hverdagen er virkelig i gang, det kræver kalenderstyring og madplaner der spiller sammen med fritidsaktiviteter og alt det andet august indeholder.

Helt ærligt, så er det dejligt at hverdagen og de vante rutiner er skudt i gang.

Jeg elsker at holde ferie og komme ned i gear.

Men hverdagen er nu også ret skøn 🙂

Madplaner er virkelig en stor hjælp

Inden sommerferien var madplanerne i vores hjem ikke eksisterende, til stor frustration for både manden og jeg.

For det tager alt for lang tid, dagligt at finde på hvad aftensmaden skal bestå af samt at foretage indkøb på daglig basis.

Vi aftalte derfor at madplanen skulle i gang igen, når sommerferien var færdig.

Opgaven er sådan fordelt, at jeg er den praktiske der koordinerer hvilke aftaler med madplanen. Desuden laver jeg indkøbssedlen.

Manden køber så ind, og hvor er jeg lettet over den opgave er hos ham 😉

Det er nu 2. uge med madplan og helt ærligt, så virker det efter hensigten. Det er virkelig en fornøjelse.

Tænker også der er et økonomisk aspekt i det, for der er jo forskel på at foretage daglige indkøb, fremfor 1 stor ugentlig med supplering af mælk, brød, grønt og frugt i løbet af ugen.

Kalender koordinering af hensyn til stress erfaringer

Som jeg skrev om længere oppe, så fungerer hverdagen langt bedre, når jeg laver kalender koordinering.

Måske er det en direkte bivirkning af min stress. Har jeg ikke helt styr på en uge, så har jeg ikke samme overskud til at møde uforudsete aktiviteter i løbet af en uge.

Og de har det jo med at opstå.

Jeg har tidligere skrevet om det, men i den sammenhæng er min bullet journal et helt genialt redskab, som jeg ikke vil undvære.

Guld notesbog og bullet journal

Faktisk har jeg netop købt en ny i guld, den står virkelig godt til min fine notesbog med guld englevinger, som jeg har købt hos Shine Like a Star.

Høst af de hjemavlede løg

Nu til noget helt andet end tidsstyring af hverdagen i en børnefamilie, selvom jeg har mange ting på hjerte om netop det emne 😉

de hjemavlede løg

 

Manden har høstet vores hjemavlede og helt økologiske løg, og hvilken dejlig høst.

Jeg elsker det simpelthen, for os giver det stor tilfredsstillelse at bruge de hjemavlede løg i madlavningen.

Rigtig god søndag
Kærligst Rikke ♥

weekenden er landet

                                        Vadehavet et virkelig rekreativt sted

Weekenden er landet, og her i vores smørhul er det med sofahygge og snolder.

Manden ser en actionfilm, som jeg egentlig også startede med at se, nu ser jeg den kun ud af øjenkrogen.

Der bliver skudt en hel del mere end jeg magter at forholde mig til. Da jeg også vægter min nattesøvn ret højt, er det med øjenkrogen et klogt valg 😉

Drengene fniser sammen på værelset. Jeg gruer en lille smule for, hvor sjovt det bliver at få dem i seng og op igen til skoletid i næste uge.

Den tid den sorg.

Fly Show i Stauning

I morgen står den på flyshow i Stauning med svigerforældrene, drengene glæder sig voldsomt.

Det gør manden også.

Der er noget med drenge og fly, og alderen har intet at sige i den sammenhæng.

Søndag er tøffedag

Jeg glæder mig til søndag som bliver en tøffedag.

Forestiller mig en rolig morgen; en kop kaffe i udestuen, mens huset vågner langsomt.

En stille dag, med lidt praktiske gøremål blandet med en bibliotekstur og en gåtur ved Vadehavet.

Næste uge bliver travl

Jeg håber virkelig weekenden bliver god og afslappet, for næste uge bliver travl.

Vi starter ud med en 8 års fødselsdag mandag.

Skolestart onsdag og manden der tager til Sjælland resten af ugen, også skal jeg have Hverdagsbalance startet ordentligt op efter ferien, mest med en masse papir arbejde, men det er nu slet ikke så tosset.

Der bliver nok at se til, heldigvis er det på den gode måde.

Ikke desto mindre planlægger jeg altid med tøffedage, ellers brænder vi sammen.

Det var lidt om min weekend og næste uge. Hvad har du af planer for weekenden og den kommende uge?

Uanset hvad du skal ønsker jeg dig en god weekend og uge

Kærligst Rikke ♥

Søndags regnvejr med oprydning, sortering og flytning af møbler

spindelvæv i regnvejr
Søndagens regnvejr er blevet brugt til oprydning, rengøring og flytning af møbler. Nu sidder jeg i sofaen og nyder dagens anstrengelser, som er faldet virkelig godt ud.

Det var helt dejligt at søndagen startede med regnvejr, vi skulle nemlig på loftet og finde en større seng til tøsepigen.

Alt andet lige er det altså noget rarere at gå på loftet, når det ikke er en 80 grader deroppe.

Selvom det altid er mig der går på loftet, endte vi begge deroppe i dag. Det udviklede sig til oprydning og sortering af de ting der stod deroppe.

Vi fandt både en lænestol til Malthe som han lige stod og manglede til værelset, en kurv jeg skal bruge i klinikken, en lampe, effekter der kan sælges og selvfølgelig sengen, det hele startede med.

Det er egentlig ikke fordi jeg synes vi roder eller samler specielt meget. Alligevel har der altså sneget sig ting op på loftet, som vi med garanti ikke får brug for igen.

Der er også min sommerhus kasse. En kasse jeg har samlet med ting, som er helt perfekte til det sommerhus jeg går og drømmer om at eje – når tiden er den rette. Så sommerhus kassen rører vi ikke ved.

Selvom vi fik ryddet op og sorteret på loftet, så blev vi ikke færdige. Men vi har besluttet at vi tager en dag til efteråret, når temperaturen er bedre deroppe.

Sengen til tøsepigen blev samlet, værelset gjort rent, møblerne blev flyttet rundt og placeret så der blev plads til sengen. Det blev simpelthen så fint derinde og tøsepigen var stolt over at hendes værelse nu passer til den store børnehave pige hun er.

Jeg har længe følt mig lidt irriteret over indretningen af vores stue i den del af rummet hvor vores sofaer er placeret. Der manglede på en eller anden måde hygge og intimitet.

Så vi flyttede rundt på møblerne, fik gjort rent og det er simpelthen blevet så godt.

I morgen glæder jeg mig til at få planter og billeder på plads, så det bliver den helt rigtige stemning.

Rigtig god aften til Jer – Kærligst Rikke ♥