web analytics

kriser

Når kriser rammer os, reagerer vi forskelligt. Der er vel ikke en reaktion der er mere rigtig, fremfor en anden. Om man pudser et stuegulv, gør rent, løber eller lave marmelade. Er handlingerne vel udtryk for, at man føler sig magtesløs! Og man føler, at handling gør det nemmere, at tackle krisen!

Måske, skal vi ikke være så bange for frygten, det at være på dybt vand. Måske skal man turde sige højt “Jeg er bange” For hvad er der galt i at sige det højt? Ingen kan fjerne frygten, men måske bliver frygten mere spiselig, af at blive delt! Personligt tror jeg ikke, at man skal være så bange for, at sige til sine nærmeste, når man har brug for dem. Brug for støtte og brug for en skulder, først at græde lidt ud ved, siden at grine med.

Handler det ikke om, at stå sammen med de mennesker man holder af? at turde indvie de nærmeste i, når man har brug for dem?

Kommer man i det hele taget ikke længst med kærlighed og nærhed til de mennesker man omgås og holder af?

 

vil du læse flere af mine indlæg

Emma Gad

Jeg har fået mig en hæslig vane!

Er faktisk helt flov over at indrømme det. Men jeg er virkelig blevet en sløs med tid.

Normalt kommer jeg altid til tiden, bliver jeg 5 minutter forsinket, ringer jeg og meddeler det, der hvor jeg har aftalen. Det mener jeg ærlig talt er almindelig pli.

Men Emma Gad har på en eller anden måde sluppet sit tag i mig. For jeg halser afsted, konsekvent 5-10 minutter forsinket, glemmer pusletaske, kørekort, telefon, babyalarm – og må så vende bilen, tilbage og hente de glemte effekter, på den igen, endnu mere forsinket. Nogen gange bliver jeg næsten helt lettet over, at jeg har husket at få tøsepigen med.

Kan ikke helt finde ud af, om det er den pæne pige, der er ved at slippe sit robuste tag i mig, eller om det er det faktum, at jeg ikke går med ur, når jeg har barsel. Hvis vi er ude i, at det er den pæne piges afsked med mig, der er skylden i det her tidssjusk, så må jeg vist have lavet en aftale om, at bevare delelementer af hende den pæne pige. For en sløs med tid, det vil jeg altså ikke være.

uventet side

I morges oplevede jeg en helt ny side, af min ellers meget lidt pædagogiske mand.

Jeppe havde en mindre krise over strømperne, som åbenbart ikke kunne komme på. Den mindre strømpe krise frembagte særdeles høje lyde ud af mindste sønnens mund. I en sådan grad at man havde mest lyst til at råbe “Hold dog mund” – men nej, min mand var totalt cool og behersket sagde han “EN TO – RO”

Den kommentar frembragte et spontant latterbrøl fra mig, hvilket fik Jeppe til at stoppe med de høje strømpe krise lyde. Så det var hvad man kan kalde en win win situation. Der blev ro, men samtidig fik vi et morgengrin, det er altid dejligt, at starte dagen med.

Børnene er i øvrigt henrygte over, at de kun skal sove en gang mere, før efterårsferien starter. Helt ærligt, så glæder jeg mig også til at komme lidt ned i efterårsgear, og nyde deres samvær.

toiletmøde

Når man har været gift i 8. år og man har fået 3 børn sammen. Er det sådan, at det rent faktisk godt kan være lidt vanskeligt, at finde et tidspunkt, hvor det er muligt at få lidt voksen- alene-tale-tid sammen.

Det løste min mand og jeg i dag, på fornemeste vis. Min mand sad på toilettet og ordnede hvad han nu skulle ordne, jeg sad på kanten af badekarret. Vinduet var naturligvis åbent, og på visse tidspunkter var mine øjne lukkede 😀

Ja, det var alternativt, og helt sikkert ikke optimalt, men vi fik talt om det vi skulle. Dermed kunne vi begge komme videre i dagens program. Som forældre lærer man virkelig, at være effektiv og udnytte tiden ned i mindste sekund.

Hvis jeg nogensinde skal ansætte en M/K i en stilling, så vil mit valg falde på den i ansøger feltet der har flest børn – helst mere end 3. Pyt med barnets 1. og 2. sygedag, tandlægebesøg og hvad der ellers dukker op. For når forældre (endelig) er på arbejde, så præsteres der 😉

Selv om vi er voldsomt effektive, og hurtigt kan få truffet nogle beslutninger, så længes jeg efterhånden virkelig meget efter lidt alene tid med min elskede. Men jeg ved, at det er værd at vente på, så jeg venter tålmodigt.

når man er den eneste voksne tilstede

I nat har jeg rigtig fornøjet mig!

Var ærlig talt dødtræt, da vi gik i seng, så var egentlig klar til at sove. Men om aftenen udvider jeg min tekniske viden omkring blogging og diverse emner, som jeg gerne vil have på min blog. Det er et helt fantastisk tidspunkt at gøre det, for der er HELT ro, det plejer der ihvertfald at være…

Ved 23 tiden begyndte tøsepigen, at møfle rundt og hoste som en gammel mand, der mindst har røget i de sidste 50  år. I mens jeg forsøgte at få ro på hende, faldt min mand i søvn, tøsepigen kiggede undrende på ham – og det forstår man, med de høje snork han præsterede 😉

Omkring midnat begynder Jeppe at klage i søvne, han havde ondt i ørerne. Var inde ved ham 3 gange før han var vågen. Konstaterede, at jeg vist måtte sende manden i gæstesengen. Får ham vækket og henter samtidig Jeppe’s dyne og pude. Manden har taget sin dyne og pude under armen og er på vej til gæsteværelset. Jeppe og jeg følger med, for vi skal have gang i noget flydende panodil. Må dog hjælpe manden, som er gået helt i stå, står bare der og ser på gæstesengen, som er fuld af en LEGO leg drengene har haft gang i, stadig med dyne og pude under armen. Kunne godt fornemme, at jeg var den eneste voksne der var tilstede, så begyndte at fjerne LEGO fra sengen, Jeppe græder, men manden står bare der, stadig med dynen og puden under armen. Han manglede nærmest bare en bamse og sutteklud, for at være Michael 3 år 😀 det var herremorsomt, havde det ikke været fordi Jeppe var noget så ulykkelig og tøsepigen brølede i soveværelset, ja så havde jeg ud brudt et højt grin. Efter nogle minutter, er det som om min sovende mand fanger, at det vil gå lidt hurtigere med at få LEGO legen væk, hvis 4 hænder er i gang. Så dynen og puden bliver lagt, og han går langsomt i gang. Jeppe græder stadig og tøsepigen råber efterhånden noget højt, min kære mand opfatter intet, sanser bare med at få samlet LEGO op og få det lagt væk, at dømme ud fra hans ansigtstræk, krævede det meget koncentration 😀

Vi bliver færdige med vores LEGO mission, manden bliver puttet og jeg kan begive mig ud i køkkenet, få ro på Jeppe og givet ham panodil, det går lynhurtigt, nu manden er puttet. Så er der kun tøsepigen tilbage, som i den grad har fået hidset sig selv op. Da jeg er ved at have styr på hende råber Malthe “Mor, hvad er klokken”jeg svarer tilbage “Den er lidt over 1 om natten og du skal skynde dig at sove” “jamen mor, hvorfor larmer i alle sammen sådan, hvis det er nat?” 😀 “ja, det ville jeg faktisk også gerne vide Malthe”

Endelig da klokken var over 3, kunne den meget trætte voksne mor falde i søvn. MEGET TRÆT

Til min mands forsvar skal det siges, at han er en dejlig og betænksom mand, men at børnenes natteroderi aldrig har været en af hans spids kompetencer, og det står han helt ved. Men derfor kan man jo godt grine af ham, når han står der helt uskyldigt som et barn med dyne og pude under armen.

Faktisk, så vågnede jeg først lidt over kl. 8, manden havde taget tøsepigen med til Skærbæk, hvor Malthe går i skole.

I dag har Jeppe så været hjemme, meget skidt. Men kun til det øjeblik, det gik op for ham, at det er i morgen han skal til fødselsdag ved en legekammerat fra børnehaven. Så nægtede han, at være syg, til trods for høj feber og øjne der hang tættere på hagen end panden. Han glæder sig for vildt til den fødselsdag og har talt ned hver morgen, den sidste uge hvor mange gange han nu skulle sove inden fødselsdagen.

Jeg håber virkelig han vågner og er frisk i morgen 🙂

 

Jeppe som IKKE er syg ;o)

Bryllupsdag

Min mand og jeg har bryllupsdag i dag, 8 år er gået, siden vi sagde ja til hinanden.

Det er helt vildt, at tænke på, at der allerede er gået 8 år. Men når man ser på antallet af børn, der er produceret og oplevelserne vi har haft, så hænger tiden godt nok sammen. Men tænker alligevel nogen gange HVOR GÅR DET BARE ALT FOR HURTIGT!

Er godt klar over, at tiden går hurtigere, når man har det godt, og vi kan så hermed konkludere, at vi har det fantastisk.

Faktisk er det sådan, at vi mødte hinanden den 9. april 2006, og blev gift den 29. september 2006. Vi havde så nået at købe hus, som vi overtog den 15. juni 2006.  Ja det var hurtigt! Men ingen af os fortryder det, vi gjorde lige præcis det vores mavefornemmelse fortalte os. I det rette tempo for os. Det er jo det der sker, når man har kysset et par frøer, man ved det bare instinktivt, når prinsen er der <3

Skal vi så fejre det? Næ, det skal vi ikke, vi spiste en dejlig middag i går. Men i dag, går det derudaf med en travl arbejdskalender for min mand og mindste sønnen skal have en legekammerat med hjem. Må indrømme jeg også er en slags træt, for tøsepigen har virkelig ikke haft det godt i nat. Feberen kom igen, og hun har hostet og hostet og næsen har løbet afsted.

Jeg håber, at hun snart et på toppen igen, vi savner det pludrende vandfald 😀

Forbandede yngel

Så er den weekend ved at være slut. Det var en weekend, der slet ikke blev som planlagt.

Lørdag vågnede jeg med særdeles ondt i halsen,  sammen med  en virkelig ond hovedpine, så jeg var ærlig talt ikke, den sjoveste at være sammen med.

Lørdag eftermiddag bliver Ida mere og mere irriteret og da det blev sengetid, var hun bare rigtig febervarm. Hun hostede og spruttede og oveni fik hun endda dårlig mave – jo mere slap hun blev, jo mere blødte fadderens hjerte, han kunne slet ikke holde ud, at hans lille tøsepige, hang med hovedet og ikke ville smile.

I dag vågnede hun med feber og var fortsat sløv, så hende og jeg har puttet igennem i dag. Det har været skønt, men det har også givet mig mulighed for at læse en bog færdig, jeg har været igang med et stykke tid. Den har været lidt streng at læse, fordi den er så trist, at jeg faktisk har fået helt ondt i maven, hvis jeg har læst for meget på en gang. Romanen er dog ikke bare trist, det er også en fortælling om sammenhold mellem søskende, at overleve en svær barndom og at finde sig selv som voksen. En bog der er rørende og giver stof til eftertanke.

Her til aften, er tøsepigen stadig ikke helt godt tilpas, men heldigvis har feberen sluppet sit tag. Det er dejligt 🙂

Imens tøsepigen og jeg plejede forkølelse og feber herhjemme. Tog manden brødrene Olesen med til Skærbæk Fritidscenter, de ville ned og se LEGO udstillingen. Det havde været meget imponerende med flotte LEGO udstillinger. Så tøsepigen og jeg skal helt sikkert med næste år.

forbandede nøgler

Kender i det, når nøgler, pung, pas og lignende pludselig er væk? og her snakker jeg som i helt og aldeles væk.

Må indrømme, at det desværre sker en del for mig, og hvis jeg ligesom skal prøve at komme med en bortforklaring. Så må det være, at jeg selv er uden skyld! Det er simpelthen en genetisk fejl, som jeg har fra min far. Han er så bare i den alder, at han også kan tilføje briller til listen af ting, der har det med at forsvinde.

Til mit forsvar vil jeg sige, at det er ikke hver måned, der forsvinder ting. Nok mere 1 gang eller 2 i kvartalet.

Denne gang var det så en husnøgle! Faktisk er det sådan, at selv om det er mig, der forligger ting. Så er det ret ofte min mand, som bliver først opmærksom på de mangler. Hvor irriterende er det lige? Men husnøglen har jeg manglet før ham, det har jo givet mig et forspring. Så jeg har ledt og ledt. I tasker, bilen, tøjlommer og diverse skuffer. Men væk var den. Forleden begyndte Michael, så at tale om den manglende nøgle. Pis tænkte jeg, nu gik det lige så godt med at lede i skjul, og han skal fandeme ikke have fornøjelsen af endnu en ting der er forsvundet for mig. Min eneste kommentar var “Jeg er allerede på sagen”

Men hvad dukker så op i dag? HUSNØGLEN og den kvikke læser tænker straks, hvor var den så? og det skal jeg sige jer, den var sandelig i min mands jakkelomme 😉 er i klar over hvor fedt det er?

Nu er det jo mig der har mobberetten – ihvertfald lidt tid 😀

Har i øvrigt lavet en lille note til mig selv om, fremover at lede i hans lommer også 😀

husnøgler og bilnøgler

husnøgler og bilnøgler

At bryde grænser

Min mand og jeg kender et erfarent ægtepar, på over 70 år, som forleden blev ringet op af sygehuset. De skulle komme til samtale dagen efter klokken 14.

Den besked kan jo slå alle ud.

Ægteparret tog det nu i stiv arm, jo de var selvfølgelig bekymrede. For hvad ville den samtale bringe af forandringer i deres liv?…De talte mulighederne igennem. Men de lavede også en plan i bedste Egon Olsen stil, selvfølgelig med rigtig god hjælp fra Google. De havde åbenbart ikke tænkt sig, at overlade det med planen til lægen 😉

De kom selvfølgelig i god tid til samtalen og sætter sig i venteværelset. Som alle jo ved, emmer sådan et venteværelse af en trist og opgivende stemning. Det lod ægteparret sig nu ikke mærke af. De mødte jo op med en plan!

I løbet af kort tid i venteværelset var de igang med stoledans – ja du læste rigtig 😀  jeg skrev stoledans. De var jo nødt til at finde de 2 pladser, som gav dem mulighed for at følge med på tv-skærmen, de skulle også sidde så de kunne se lægen, men det gjaldt jo også om,at være placeret, så de kunne følge lidt med i de andre, der ventede.  Så de dansede rundt mellem stolene og nåede at skifte pladser hele 3 gange, inden de blev kaldt ind.  Gad vide, hvad de andre patienter har tænkt, om det lettere forvirrede, men erfarne ægtepar ?

Da de bliver kaldt ind, er de stadige rolige, det viser sig, at det ikke var helt godt, men heller ikke det værste, som parret har haft med i deres overvejelser. Så der bliver talt rent ud af posen. Parret er også tilfredse med lægens plan, som til forveksling ligner deres egen 😀

Da samtalen kommer ind på, hvornår de kan mødes igen og drøfte de næste tiltag, der skal sættes i gang, giver det lidt problemer for ægteparret. For fredag var ikke så god, torsdag heller ikke. Nej, de måtte hen til onsdag. Lægen spørger så lidt forundret, “jamen hvad laver I da?” til det svarer de overraskede “Vi er pensionister”

Jeg håber, at lægen og sygeplejersken har fået et godt grin, og kan leve længe på den oplevelse. For det er sikkert ikke hver dag, de møder et par, så positive og klar til at tage den kamp, livet udsætter dem for.

… og hvor jeg altså håber, der er et skjult kamera i det venteværelse.