web analytics

En tirsdag med kolde fødder helt bogstaveligt!

Det er næsten 14 dage siden jeg har fået postet et indlæg, og jeg har vild dårlig samvittighed 😀

Både overfor jer der følger med herinde, men også overfor mig selv. Over jeg ikke har valgt at tage en lille stund eller to til bloggen.

Derfor gør jeg det nu.

Jeg håber i alle sammen er kommet godt ind i Maj og har nydt solen de dage den har været fremme.

Det har jeg – og familien.

Børnene har fået friske let lysebrune kinder. Jeg har indtaget den nærmest obligatoriske “Rudolf-sommer-tud” efter en fantastisk solrig søndag på Rømø.

Må indrømme, at Rømø efterhånden er stedet jeg tyr til, når jeg skal have ro og tømme hovedet for tanker.

I søndags fik jeg resten af familien med, dog undtaget Malthe som havde en legeaftale. Det var meningen vi bare lige skulle gå en tur på stranden, den tur varede en hel dag.

Nu er det så allerede tirsdag! en tirsdag jeg kørte på arbejde med sandaler. Må indrømme det var lidt koldt i morges med 5,5 grader på termometeret – og alt for optimistisk.

Mine fødder trænger bare helt vildt til at komme ud af de lukkede sko.

Faktisk kunne Michael orientere mig om, at der nu er under 2 måneder til vores sommerferie begynder.

Den information undrede mig lidt, for føler mig slet ikke klar til sommerferie, mon ikke det hænger sammen med det kolde forår og manglen på solens stråler?

Sommerferien skal jeg nu nok blive klar til 😉

Det var alt for mig lige nu.

Rigtig god tirsdag aften derude – jeg håber i alle har det godt, er en “lille” smule bagud med de blogs jeg følger. Men kommer snart forbi 🙂

Kærligst Rikke

 

 

vil du læse flere af mine indlæg

Regnfuld start på weekenden

Weekenden er skudt i gang, og det er en regnfuld start den har taget.

For at være helt ærlig trænger jeg håbløst til at se solens stråler i et par sammenhængende dage.

Ifølge DMI kan jeg vist godt glemme alt om det.

Så er det da godt at jeg kan lune mig lidt ved tanken om de helt fantastiske dage jeg har haft i denne uge. Det kan du læse om her og her hvis du har lyst.

Weekenden tror jeg også bliver ret fantastisk, “udsigten” er nemlig langt bedre end DMI’s 😉

Men inden weekenden for alvor sætter ind, vil jeg nyde en kop dejlig varm kaffe, med Michael, børnene og svigermor, som netop er landet i indkørslen.

Rigtig god fredag

Kærligst Rikke

Stille fridag

Jeg holder en stille fridag.

Da børnene var afleveret i skole og børnehave, tog jeg en stille kop kaffe, og nød at snakke med Michael.

Bare os to.

Kalenderen blev opdateret, lidt vasketøj hængt op også tog jeg den bærbare PC under armen og gik i seng.

Nu sidder jeg og lytter til fuglenes sang gennem det åbne vindue, Michael der arbejder på hjemmekontoret og intet andet.

Ind i mellem drejer jeg hovedet og ser ud af vinduet. Jeg mødes af blå himmel, en blomstrende Rhododendron hvor bierne summer lystigt fra blomst til blomst, trods nattens frost ikke helt har sluppet sit tag i dagen.

Det er i sandhed en stille onsdag formiddag.

Senere på dagen, er der aftaler i kalenderen og har også en plan om, at være hausfrau og få noget rengøring overstået.

Men for nu er der altså dømt fred og ro ♥

Jeg håber din dag må være fyldt med lige det du har brug for.

kærligst Rikke

I ugens løb #9

Det er på tide med følgetonen I ugens løb, Påsken har flyttet lidt rundt på de vante rutiner, men her kommer den altså, lettere forsinket.

I ugens løb…..

har jeg virkelig nydt de ikke planlagte dage til at være spontan og gøre lige præcis det, der var lyst til.

har jeg spist vildt dejligt og velsmagende mad.

har fridagene virkelig gjort godt for alle mand og damer i husstanden. Selvom hverdagen er god, så er ferie altså fantastisk ♥

har jeg undret mig over, at April’s vejr er så underfundigt, kunne det virkelig passe. Tog Google til hjælp, og det kan passe, April’s vejr kan man ganske enkelt ikke regne med.

har jeg elsket at starte dagen langsomt med at trække gardinet op i soveværelset og åbne vinduet. Hoppe tilbage i sengen og nyde at kigge ud mens fuglene sang og vi vågnede langsomt.

Rigtig god uge – jeg håber du og dine kære har nydt Påsken ♥

Kærligst Rikke

 

Påsken synger sit sidste vers

Påsken synger sit sidste vers, med en flot himmel og en klar sol. Min familie laver hver deres små sysler og nyder det sidste af Påskeferien.

Den blå himmel og den klare sol har ikke været det, vi har oplevet mest af i Påsken.

Til gengæld har den været lige dele af familiebesøg og tøffetid.

Hvor har vi dog nydt det. Intet mindre ♥

Det er desværre ikke blevet til så meget blogtid, der er heller ikke kommet de lovede billeder på Instagram eller små opdateringer på Facebook. Det skyldes ganske enkelt noget meget klodset.

Drengene havde en lille fejde om et eller andet ubetydeligt, som jeg ville stoppe, så jeg rækker armen ud for at skille de 2 kamphaner. Jeppe får sig i samme sekund viklet ud af sin storbrors tag i ham og løber væk…

Det er der jo absolut intet unaturligt eller klodset i – desværre løb han direkte ind i min hånd, og min tommelfinger sagde et vildt højt knæk, som løb hen over hele hånden.

Det gjorde jævnt sagt forfærdeligt ondt.

Derefter indtog en sort farve min håndflade og mine fingre og hånden var i den grad ubrugelig.

Nu går det bedre, heldigvis, i morgen venter jo en dag på kontoret.

I dag gør vi klar til at starte hverdagslivet op i morgen. Mon ikke det er tilfældet for ret mange i dag.

Kærligst Rikke

Sikke en dejlig dag det er i dag

Mandag med babybesøg og et dejligt gensyn…

De læsere der følger med, ved at min vielsesring har været væk i omkring 14 dage.

Det har i den grad udfordret mig, for selv om jeg tager den af, når jeg skal sove, så er jeg altså en smule overtroisk i forhold til at forlade matriklen uden vielsesringen placeret på fingeren.

I morges fandt jeg den ♥

Det var ærlig talt mere en tilfældighed end en fuldtræffer.

Vi skulle have besøg af vores barnepige igennem mange år. Som nu selv er blevet mor til en lille Malthe – vores Malthe er selvsagt meget stolt over at have fået en navnebror.

Men altså jeg var lidt bagud i forhold til de hjemmebagte boller, gulvene der lige skulle have en tur af en støvsuger og et bord der skulle dækkes…

Skulle også lige have børstet tænder, og det var da tandbørsten skulle til ladning, jeg så ringen.

Den sprang mig nærmest lige i øjnene, og nu kan jeg slet ikke forstå, jeg ikke har set den før….!

For lige at komme tilbage til babyfremvisningen, så var den lille Malthe baby simpelthen så nuttet. Faktisk undrer det mig, at der ikke allerede er udstedt et tsunami varsel for Vadehavsområdet, med de kraftige rystelser mine æggestokke lavede.

Ud over Malthe babyen var skøn, så var det også virkelig rart at snakke med moderen, som har været en del af vores familie som barnepige i mange år. Selvom vi følger hinanden på Facebook, så er det altså dejligt at se og snakke med hinanden.

Så nu skal resten af eftermiddagen gå med lidt vasketøj, lidt bloglæsning, tøffetid med familien og i aften får jeg besøg af veninde.

Denne mandag er ganske enkelt helt perfekt.

Kærligst Rikke

 

 

I ugens løb #8

Denne 1. uge af april har været intens, kontrastfyldt og dejlig.

I ugens løb har jeg…..

Har jeg fejret yngste skud på stammen, som blev 3 år tirsdag. I dyb forundring over, at de 3 år er gået så hurtigt, når jeg tænker tilbage på graviditeten der føltes uendelig. Du kan læse om fødslen her

Har jeg følt mig så taknemmelig over de fantastiske mennesker der er i mit liv.

Har jeg nydt en kort arbejdsuge med kun 3 arbejdsdage. Det har betydet at jeg har haft virkelig travlt på arbejdet, til gengæld har jeg nydt rolig tid med børnene.

Har jeg savnet manden, i mens han var på kursus i Rungsted på Forsikringsakademiet. Netop i dag kan vi faktisk fejre, at vi har været sammen i 11 år, det har vi dog ikke gjort. Du kan læse mere om vores kærlighed her

Havde ikke lavet madplan til denne uge, og det har igen vist sig at være en dårlig idé. For der opstår altså en form for kaos og dårlige løsninger og ikke mindst dyrere indkøb, fordi det simpelthen er impuls baseret.

Håber din uge har været fuld af gode timer

Kærligst Rikke

 

 

 

Klar-parat-start

Påskeferien er skudt i gang og jeg glæder mig helt vildt til at holde fri i 11 dage.

Selvom hverdagen fungerer godt, så er der nu noget specielt over ferier ♥

Jeg vil selvfølgelig blogge i løbet af ferien, du kan også finde mig på Instagram (rikke_rosetid og på Facebook. Se link i højre side.

Lige nu sidder jeg og multitasker med frokost, blogindlæg og nogle aftensmads idéer, inden børnene skal hentes lige om lidt.

Min mave er fuld af sommerfugle, for manden kommer hjem fra Sjælland efter kursus. Han kørte onsdag morgen, og jeg savner at putte mig ind i hans arme. Savner også at være 2 på børne- og husfronten, men mest af alt savner jeg ham, min mand og min bedste ven.

Rigtig god fredag derude.

Kærligst Rikke

 

 

Iagttagelser af hverdagen – suttestop!

Mine iagttagelser og erfaringer med suttestop, i nat blev jeg mindet om at lytte til min mor intuition.

Denne uge har været overtegnet i kalenderen i flere uger.

I går kørte manden til Sjælland meget tidligt og kommer først hjem i morgen først på aftenen.

Det betyder selvsagt at børnene og huset er overladt til undertegnede. Sammen med den fyldte kalender giver det nok at se til, så jeg er virkelig taknemmelig for at jeg allerede i januar, var så forudsigende at tage en omsorgsdag i dag.

I nat gik det fra at være forudsigende til at være en virkelig genistreg.  Jeg har nemlig brugt det meste af 4 timer på, at lede efter en sut, prøve at sove og trøste den virkelig utrøstelige 3-årige, der manglede sutten noget så forfærdeligt.

Sutten var væk, trods flere forsøg og kig under sengen, var den pist væk. Da vi kun har 1 tilbage (fordi et suttestop nærmer sig) var der ikke andet for, end at trøste.

Da der var gået flere timer med at græde, trøste, blunde i 10 min, græde, trøste, blunde …. ville tøsepigen i sin egen seng, og på vej til denne fandt jeg sutten.

Flere meter fra sengen.

Præcist hvordan sutten er endt dér aner jeg ikke, og jeg har ikke fantasi til at forestille mig det.

Men gensynsglæden var stor, for os begge.

Så stor at jeg er kommet til at tænke på om det virkelig er smart at sætte ind med et suttestop lige nu.

I nat var tøsepigen alt andet end klar til at undvære sutten. Jeg ved skam godt at tandlæger fraråder suttebrug og det tager jeg selvfølgelig til efterretning.

Men 1 måned efter børnehave opstart, hvor hverdagen stadig byder på rigtig mange nye ting, er et suttestop måske ikke det bedste…

Nattens oplevelser fik mig til lige at revurdere tidshorisonten på det uundgåelige suttestop.

Faktisk kom jeg til at tænke tilbage på, da jeg var førstegangsmor og ældste sønnen skulle stoppe med sutten. Jeg var jo kun lige knapt i midten af 20érne, så jeg kæmpede en kamp med at følge min egen moderintuition og alle de gode råd andre havde, som jo ikke altid harmonerede med hinanden.

Jeg søgte råd ved min mor om suttestoppet og hun svarede “jeg kender ingen der er konfirmerede med en sut i munden”

Det landede ligesom suttestoppet på et ret naturligt sted 😀

Opklarende kan jeg informere om, at ældste sønnen ikke blev konfirmeret med en sut i munden og suttestoppet gik rimeligt smertefrit (efter hvad jeg husker) desuden er der intet galt med tandstillingen.

Læringen fra dengang holder jeg fast i.

Frugt til fejring i børnehaven

Sjov frugt ugle med i børnehaven til fejring af 3 års fødselsdag

Som jeg skrev om i mit indlæg her så fejrede vi i går tøsepigens 3 års fødselsdag.

Jeg skrev også lidt om traditionerne omkring fejring af børnene i børnehaven.

Traditioner jeg synes fungerer rigtig godt, både for børn, forældre og børnehave.

Hvis jeg skal sætte en finger på noget, så synes jeg, at det er en stor skam for børnene, at der ikke længere er råd til at børnehaven tager til fødselsdag hjemme hos børnene.

Min store søn som hastigt nærmer sig de 18 år, havde børnehaven med hjemme, og det var altså en virkelig god oplevelse.

Jeg husker også selv hvordan min egen børnehave kom hjem og fejrede mig.

Det er altså noget ganske specielt.

Kan dog sagtens forstå at nogen måske mener, at det er langt det nemmeste, at aflevere et fad frugt i børnehaven, og det synspunkt respekterer jeg selvfølgelig.

Men nok snak om kommunal økonomi og drift af en børnehave.

For at finde frem til noget sjov og nemt frugt, vi kunne have med i børnehaven til fødselsdagsfejringen, havde jeg igen søgt inspiration på Pinterest. Et genialt sted til billed inspiration.

Præcis som til dagplejeafslutningen gik jeg efter noget festligt. Så det blev en super sød (og nem) frugt ugle.

Frugtuglen er formet af brombær og vindruer. Øjne er en halv kiwi, næse og fødder er appelsin og vingerne er æble.

Ida syntes den var noget så sød, så det kunne jo ikke passe bedre.

Hvordan fejres jeres børns fødselsdag i dagpleje, børnehave og skole?

kærligst Rikke