December med magi

For mig er december måned lidt magisk. Det vil jeg gerne give videre til børnene, uden det ender i et plastik-forbrugs-helvede. For mig handler det mere om at give børnene et strejf af magi, med de små husnisser.

Barndomens december

Da jeg var barn havde mine søskende og jeg en julekalender med 24 små pakker. Jeg elskede at vågne 1. december, ikke bare for at åbne den første lille gave. Men også for at nyde synet af de 24 små overraskelser.

Det var virkelig december magi.

Mine børns december

Der har været lidt forskellige udgaver af december magien her hos os. Men der har i flere år været daglige eller næsten daglige breve fra husnissen Hans og lillesøster Mona. 

De 2 nisser er i den grad blevet en del af december magien hos os i december. 

Husnisserne kan have været med en lille gave i løbet af natten, som bringer stor morgenglæde. Men det er ingen selvfølge, det er også sket der er blevet afleveret en kartoffel.

husnisserne er flyttet ind
Hvert år bor husnisserne et nyt sted.

Det handler om magi

For mig handler det her ikke om at tro på julemanden eller husnisser for den sags skyld.

Det handler om noget så simpelt og alligevel virkelig svært for mange, nemlig at tro på magi.

Jeg elsker børnenes tro på, at alt kan lade sig gøre, den tro er noget af det mest fantastiske. Af samme grund øver jeg mig i at genfinde den barnetro, og på den måde tilføje mit voksenliv et strejf af magi.

For det kan vi vel alle have brug for, ung som gammel?

Uanset om du er til husnisser og magi, ønskes du en fantastisk december fuld af glæde og nærvær. Har du mon en særlig december tradition som tilføjer lidt ekstra december magi?

Kærligst, Rikke

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.