Hvad gør vi nu lille du

Huset er helt stille, Michael henter børnene i skole og dagpleje. Jeg sidder i sofaen og tænker med skærmen på knæene.

Klar til at skrive om alt det rod, jeg synes der foregår lige nu.

Sidste år var december perfekt, og alligevel ikke. Manglede jo lige det der deltidsjob (som jeg heldigvis fik) som kunne kombineres med at være mor, på den måde det virker for mig, og med de mange drømme jeg har.

Nu jeg har deltidsjobbet og drømmene opfyldes en for en.

Ud over det har jeg også den tid jeg gerne vil have til børnene, alligevel sidder jeg her og føler mig virkelig træt.

Og juleferien den trænger jeg forfærdeligt meget til.

Jeg prøver at gøre lidt status, også efter dette indlæg, og fordi jeg føler der er noget jeg har misset. Et eller andet jeg ikke har været opmærksom på i det store hverdags regnestykke, som Michael og jeg lavede sidste år.

Men hvad?

Det sjove er jo, at regnestykket går op.

En ting er teori noget andet praksis, og selvom hverdagen og arbejdslivet hænger sammen i det store billede. Har der været udfald hvor jeg har følt jeg har svigtet som mor.

For eksempel da jeg må melde afbud til en begivenhed i dagplejen, fordi jeg simpelthen ikke kan få fri og manden heller ikke. Så vores datter var ikke præsenteret med en forælder.

Det gjorde dybt og inderligt ondt i mit morhjerte.

Selvom jeg tager revanche på torsdag og deltager i et andet arrangement med tøsepigen.

Tilfælde af virkelig meget arbejde, skoldkopper og andet, hvor arbejdet ikke bliver gjort og dermed hober sig op.

Det er voldsomt frustrerende og det gør noget ved mig, som ikke føles rart.

Så hvad gør jeg nu?

Ud over at smøge ærmerne op, må jeg prioritere de arbejdsopgaver der skal nås inden jul.

Men der ligger også en opgave i at acceptere, at jeg har gjort det bedste jeg kunne – og trods alt vil jeg hellere være der for tøsepigen, når hun er syg med skoldkopper og opkast, end et julearrangement hvor hun jo hyggede sig, til trods for mit (vores) fravær.

Mit december niveau føler jeg er tilpas, men måske bliver det nedtonet en ekstra tand.

Måske den allerstørste opgave bliver at acceptere, at ting tager tid at få til at fungere i praksis og så være dybt taknemmelig for, hvor lang vej jeg egentlig er kommet uden ret mange sten på vejen.

 

 

3 Replies to “Hvad gør vi nu lille du”

  1. Man kan faktisk godt blive kvalt en lille smule selvom man har fået alle sine ønsker opfyldt. Fordi summen af det hele godt kan blive for meget en gang i mellem, selvom kabalen ser ud til at gå op. Selv siddet jeg lige i skrivende stund og er udmattet til bristepunktet over Lucia-optog i skøn forening med noget håndbold og en lang dag fyldt med møder. Glemte jeg at sige, at Mand glimrer ved sit fravær pga. julearrangementer på hans arbejde? Idag skipper vi al overflødig hygge og satser på ren og skær overlevelse. Ny dag i morgen….

    1. Ja præcis @skøreliv, det er lige hvad der sker jeg bliver kvalt en lille smule fordi summen af det hele er i overkanten, af hvad jeg kan rumme lige nu. Hold da op hvor er det dejligt du lige forstod det 🙂
      Du lyder ærlig talt også som om din dag ikke er smurt ind i fløde og karamel, heldigvis for den nye dag i morgen. Og tak fordi du forstod, jeg hepper på tidligt i seng, så den ny dag kan komme i en fart 😉
      Kh Rikke

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.