Det burde være forbudt

Talte med en dame i dag, som sagde, det burde være forbudt, at forældre kan dø, så længe der er teenagere. Jeg er enig med hende. Min sorg er en ting. Den er voldsom, alt ødelæggende og bundløs. Men drengenes sorg. Den kan ikke beskrives.

Den føles som syle gennem min krop, når jeg ser smerten og håbløsheden i deres øjne.

Jeg ville ønske, jeg kunne befri dem fra sorgen med et trylleslag. I stedet er min fornemste opgave at få dem til at leve med sorgen, som en integreret del af deres liv. For den vil altid være der. På mærkedage, endnu større – end til daglig.

Selvom vejen er ukendt for mig, må jeg vise dem vejen i sorgen, og turde være i det som er. Selvom det også er skræmmende for mig.

En dag, når de er voksne nok, håber jeg de vil kunne se tilbage på denne tid, med stolthed og se hvor stærk en kraft vi er som familie. Selv om det lige nu gør for ondt på dem. Fordi de i samme øjeblik bliver nødt til at acceptere, at familien er skåret ned til 4 personer.

Der vil altid mangle en.

Dårlig samvittighed

Sorgen går også hånd i hånd med dårlig samvittighed.

Var jeg nok sammen med far! Hvorfor blev jeg også sur på ham! og flov over han havde det så dårligt! En dag håber jeg, at de tror på mig, når jeg siger, at de gjorde nok, og lige præcis det de kunne. Det var Michael klar over og den vished håber jeg, de planter i deres hjerte og bevidsthed.

De har nok at bære på, inde i dem. Tyngden af dårlig samvittighed, vil jeg så gerne tage fra dem. Men jeg kender den godt fra mig selv.

Der har været dage, hvor jeg har været så glad, jeg fik dårlig samvittighed.

Men hvad nytter det? Michael bliver hverken mere levende eller dør mere af, at jeg stopper mig selv i at leve.

Han er død. Lige præcis så død som den 4. maj efter sidste udånding. Lige præcis så død som han vil være om 10 år. Uanset hvad jeg gør, er han død i fysisk forstand.

Da Michael levede, gjorde han det hurtigt. Jeg har en tendens til at gøre det samme. Hans død giver ikke næring til at mit liv skal stoppe. Jeg vil have det bedste og største ud af hver dag.

Det er et krav jeg har.

Det vælger jeg,

og det ønsker jeg for mine børn.

At de giver den fuld gas både med sorgen og med kærlighed. Med oplevelserne, med stilletiden og med alt der i mellem.

Mest af alt håber jeg, at de har mod til at gribe de mennesker, som kommer med ubetinget kærlighed til dem. Elske dem, lade sig elske og elske livet.

Også når det er på trods.

Sorg bjerget forceres skridt for skridt

Jeg ville ønske, at vi var over de største bjerge som familie. Men sorg bjerget er enormt og nogle dage helt umuligt at forcere. Nogen dage kan jeg ikke engang forcere det. Der nøjes jeg med at stå for foden af bjerget og se op på det. Lade mig rive med, af smerten i, at vi hver eneste dag skal forsøge at leve uden Michael.

Heldigvis står der folk på hele bjergsiden, hjælper os, støtter vores ryg når vi er lige ved at tilte, græder med os, griner med os.

Elsker os.

Vi er ikke alene

Selv om vi er uden Michael.

Men det kræver, at vi retter blikket op ad og lader os elske og støtte. Selv om det er forbandet sårbart. På rigtig mange måder

Det er kun 16 uger siden jeg sad med Michael i hånden da han trak vejret sidste gang, og hele min verden blev rystet godt og grundigt. Præcis som de der sne landskaber man rystede som barn.

Jeg tror aldrig jeg bliver den gamle version af mig selv igen, selv ikke når sne vejret har lagt sig. Men måske er der blevet plads til at en ny Rikke vokser frem. En som tør livet på en helt anden måde end tidligere.

Gamle Rikke døde på mange måder med Michael. Jeg savner hende lige så meget som jeg savner ham. Jeg glæder mig også til at lære den nye Rikke at kende, for hun viser absolut sider af sig selv, som overrasker og imponerer 😉

Jeg kan ikke fjerne smerten fra mine børn, men jeg øver mig hver dag i at rumme dem og der hvor de er i deres sorg. Samtidig med, at jeg er smerteligt bevidst om, at min opgave også er slippe dem og sætte dem fri i livet. Så de kan leve deres liv på godt og ondt.

Men det burde seriøst være forbudt at en far eller mor kan dø fra teenagere.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.