En slem forskrækkelse

Forleden fik vi os en slem forskrækkelse. Måske husker i dette indlæg, hvor jeg skriver om, at jeg ikke bruger cykelhjelm. Men samtidig holder strengt på, at børnene bruger hjelm hver eneste gang de sætter sig op på en cykel (hep for dobbeltmoral) 😀

Drengene legede med 2 kammerater forleden og de var cyklet på legepladsen, som så mange gange tidligere. Denne gang kom Jeppe dog løbende hjem og råbte allerede i indkørslen, at jeg skulle skynde mig at komme, der var sket en ulykke.

Allerede dér hoppede mit hjerte op i halsen.

I mens jeg skyndte mig at få sko og cykelhjelm på tøsepigen og selv hoppede i et par sko, spurgte jeg Jeppe ud i forhold til ulykken.

Malthe var styrtet ned af kælkebakken :’-( og blødte på hagen, han græd også en hel del og ville have mig…

Mit hjerte stoppede næsten med at slå.

Da jeg cyklede væltede tankerne op i hovedet på mig, ville der være meget blod (jeg er bestemt ikke god til skader hvor blodet vælter ud) hvor slemt var det, og lignende tankemylder væltede op. Heldigvis har vi ikke mere end et par minutter til legepladsen.

Det første syn der møder mig, inden jeg når helt frem, er børn der står og kigger ned på en i midten, pyha nyt tankemylder overtager det tidligere, dette er langt være. Da jeg når helt frem, siger de omkringstående børn, at Malthe væltede ned af kælkebakken på cykel.

Malthe kaster sig i armene på mig og græder, ikke hysterisk men stille, af smerte og chok. Han tager sig til hovedet og har en mindre flænge i ansigtet og flere skrammer, men han kan gå og ser ikke ud til at have brækket noget. Så langt så godt.

Vi begiver os hjem – og på vejen fortæller kammeraten, at Malthe ikke var besvimet, det mente han i hvert fald ikke, for de kunne høre han græd.

Der går det op for mig, at det er hovedet, der har fået de største slag, og jeg siger, at det var godt han havde cykelhjelm på. Meget stille bliver der svaret, at det havde han ikke. Kun 1 af de 4 børn havde taget hjelmen på… Men de viste godt, at det var dumt – NU viste de det.

Efter at have renset sår og været i bad, bliver det mere og mere tydeligt, at det virkelig er hovedet der har fået det største slag. På skadestuen bliver det desværre bekræftet, for der var en hjernerystelse, heldigvis ikke en slem en.

Men nok til at vi blev bange og lettede på en og samme gang.

Da cyklen blev tjekket efter for skader, bliver lettelsen meget større. Det kunne virkelig være gået meget mere galt.

Nu kommer han sig, har hovedpine og er meget ramt. Han ved nemlig godt, at der skete et par kiksere, man cykler jo ikke ned af en kælkebakke (og slet ikke den stejleste side!) og man husker cykelhjelm hver gang. Den moralske lærestreg er han (og broderen) lige så mærket af, som hovedpinen fra hjernerystelsen.

Så nu er det afgjort, jeg skal have mig en cykelhjem, for at være det gode eksempel.

 

 

2 Replies to “En slem forskrækkelse”

    1. Han er heldigvis kommet sig forholdsvist hurtigt, det har været en stor lettelse oven på forskrækkelsen. Kh RIkke

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.