Endetarmskræft – diagnosen og tiden op til

I onsdag fik min mand konstateret endetarmskræft. Jeg vil bruge Rosetid til at skrive mig igennem forløbet. Det bliver selvfølgelig mine oplevelser og min historie om, at være hustru til en kræftramt. Vi har dog valgt at være helt åbne overfor hvad vi står i, da vi tror, det gør hverdagen meget nemmere for os alle.

Jeg hørte kun ordet kræft, inden min hals sagde mærkelige lyde, som kom fra det dybeste sted i mig. Lydende blev overtaget af hulk. Jeg sad i bilen og var klar over, at jeg skulle holde ind til siden.

Vores allerværste frygt blev til virkelighed, da det ikke var en harmløs hæmoride, men en knude lige ved endetarmsåbningen.

Jeg er simpelthen så glad for, at Michael gik til lægen ret hurtigt. En læge har forsigtigt skønnet, at knuden har været der ca. 6 måneder. Det er virkelig skræmmende at tænke på, at imens vi har levet livet, så har kræften stille og roligt formeret sig i hans krop

Tiden op til

I slutningen af april får Michael hård mave og kan ikke komme af med afføringen, det går der nogle uger med. Hvor han forsøger med movicol, det har ikke den store effekt på tømningen af maven. Men starter diarré som i skrivende stund stadig er en del af tilstanden.

Michael har før haft hæmorider og sammenholdt med, at hans ellers vedholdende træning i motionscentret er stoppet på grund af corona, og afløst af meget stillesiddende arbejde (også på grund af corona nedlukningen) ja så henvender han sig til lægen og får stikpiller til hæmoriderne. Det føltes fuldstændig som da han havde hæmorider.

Efterhånden er det juni måned. Have idéerne spirer og Michael trænger til at røre sig, så han knokler. Der bliver malet hegn, kørt jord og granit. I et tempo så man næsten får åndenød af det.

Michael er træt, og han oplever blod i afføringen. Samtidig med, at han mærker “hæmoriden” i bagdelen. Han døjer stadig med diarré og til måltiderne, er han ikke drevet af den store sult

Vi ser frem til sommerferien. Vi snakker om, at vi trænger til at hvile ud, og det bliver rart, vi kan tage dagene som de kommer.

Sidst i juni/starten af juli går han til læge og bliver henvist til en kikkertundersøgelse af tarmene. Der er ventetid på undersøgelsen og det betyder, at han skal undersøges onsdag den 18. august. Men der er ingen panik, hverken i os eller lægen.

Da vi kommer til august, kører det okay. Han er irriteret over maven og den underlige afføring og rytmen sætter dagsorden i hans liv. Men føler sig ikke syg. Dog har han smerter i lænden og ned i benene, som nogle dage er slemme.

14 dages tid inden undersøgelsen, er han oppe på 10-15 toiletbesøg om dagen, der er hyppigere blod i afføringen og han begynder at blive skræmt.

Jeg venter mens Michael bliver MR skannet på Vejle sygehus.

Set i bakspejlet

Når jeg sidder her og skriver det, og tænker tilbage, virker alarmklokkerne mere røde, end de virkede da vi var midt i det. Det hænger selvfølgelig sammen med at vi nu ved der var noget galt og fordi vi tror at der er en årsagssammenhæng med alle symptomerne.

Da vi var i det, så vi alle symptomerne som enkeltstående tilfælde, og tilfældige sammenfald. På nuværende tidspunkt ved vi ikke om diarréen, den hårde afføring, smerterne i lænden og benene hænger sammen med kræften.

Undersøgelsen

Jeg var ikke med til undersøgelsen, han mente ikke der var grund til jeg tog med. Så jeg måtte modstridende acceptere hans beslutning. Det kommer ikke til at ske igen!

Han siger, at det var godt for ham, at få beskeden selv. Så han var den der skulle fortælle mig det. Jeg ville ønske at jeg havde været hos ham. Men jeg forstår godt hans behov for at skåne mig. Ligesom han forstår mit behov, for at være hos ham i alt det svære.

Fakta og det videre forløb

Jeg måtte ind på Kræftens bekæmpelses hjemmeside for at læse fakta om endetarmskræft. Helt ærligt, var jeg ikke klar over, der fandtes noget som hedder endetarmskræft. Så det var faktisk rigtig rart med fakta. Men også skræmmende.

Ellers har vi på nuværende tidspunkt ikke meget fakta. Vi kender ikke behandlingsplan, fremtidsudsigter, tidsplan, eller noget som helst.

I morgen skal vi have svar på alle de prøver der er taget, samt have at vide, hvad der skal ske.

Det bliver rart at få sat i gang, for jeg har det stramt med at vide, at min mand har kræft siddende i kroppen og at vi lige nu, ikke gør noget som helst, for at bekæmpe det.

Chokket i kroppen

Jeg håber, at lægesamtalerne i morgen også udløser en mere rolig tilstand i kroppen. For min krop er stadig ramt af chokket. Har f.eks. frosset siden onsdag. Jeg kan pakke mig ind i tæpper og lag på lag tøj. Men det fjerner ikke den kulde, som har indtaget kroppen, helt ind i knoglerne.

Når noget slemt sker, er min forhistorie at jeg trøstespiser. Denne gang føler jeg ingen sult eller appetit. Jeg spiser lidt fordi jeg skal. Men kvalmen har stadig overtaget. Sammen med en konstant mavepine.

Jeg prøver at få gjort en masse, så tingene bliver nemmere. Hentet smertestillende til Michael på apoteket, få givet skolen besked ift børnene, sat gang i diverse ting som en kræftdiagnose udløser. Får også lavet ting som jeg egentlig har skulle gøre i flere uger. F.eks at få en tid ved dyrlægen til sundhedstjek af Popcorn.

Det er selvfølgelig en flugt fra alt det (kræften) som jeg ikke kan gøre en skid ved.

Nætterne er slemme. Jeg sover let som en fjer og vågner enten fordi jeg har drømt om Michael og sygdommen eller helt af mig selv. Så ligger jeg der i mørket og føler mig udhvilet og uendeligt træt på samme tid.

Når børnene er sendt afsted i skole om morgenen, falder jeg sammen. Små rutinemæssige opgaver som at tage tøj på, virker voldsomt udfordrende og dagenes program føles næsten som et overgreb, ikke bare på mig, også min mand.

Jeg mærker, det hjælper mig at skrive. Fordi jeg bliver nødt til at skabe ro i hovedet til at samle tankerne om at skrive. Tak fordi du har læst med.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.