Endetarmskræft – måske spredning

Lægens alvorlige blik og ordene om, at der måske er spredning til leveren og en enkelt lymfe, gjorde mig døv. Jeg så på ham og over på sygeplejersken, som også var alvorlig. Jeg kunne ikke høre hvad han sagde, men se hans mund bevæge sig.

Jeg kiggede over på min mand, som så rolig ud. Forbavsende rolig, i forhold til den panik som spredte sig i mig.

Da jeg begynder, at genvinde min hørelse igen. Bliver der snakket om ny skanning, allerede dagen efter. Der bliver snakket om generel helbredstilstand. Opdateret medicinliste, stomi, operation og at det hele afhænger af, om der er noget i leveren.

Jeg havde lyst til at råbe “stop dog mand” og tag en ting af gangen med os. Giv os tid til at fordøje hvad du siger. Jeg kikkede igen på min mand, han så ud til at være helt med. Nikkede og spurgte – grinte endda ind i mellem. Jeg var egentlig ikke klar over, hvad det var som fik ham til at grine.

Det var selvfølgelig chokket over den spredning, som måske er der.

Vi reagerer forskelligt

Michael spurgte om vi skulle køre hjem og bestille en kiste. Lægen sagde nej, og det svar fik min mand til at se næsten munter ud.

Jeg syntes det var det dummeste spørgsmål, jeg nogensinde havde hørt. For selvfølgelig får Michael ikke brug for en kiste, hverken i dag eller i morgen. Men hvad med om 3 måneder?

Det kunne lægen jo ikke vide noget som helst om, og det var jo i virkeligheden dét Michael søgte svar på.

Da vi var færdige med lægen, gik vi ind i et andet rum med sygeplejersken, som udleverede et hav at informationsmateriale og fulgte op på, om børnenes skole ved besked og om vi har informeret arbejdsgivere og mennesker i vores liv. Samt en masse andet helt lav praktisk.

Alt det lav praktiske har vi ordnet.

Der blev taget en del blodprøver også kørte vi hjem.

Faktisk tog vi på café og spiste frokost. Det var rart at sidde der ved siden af hinanden og lade det hele synke lidt ind. Inden vi skulle hjem til børnene.

Sendt hjem fra skanning

Torsdag morgen kørte vi mod Vejle sygehus igen, denne gang for at Michael blive skannet. Så lægerne kan få et billede af, hvad der foregår i leveren og med lymfen.

Til netop denne skanning har blodsukkeret en afgørende betydning, er det for højt, lyser glykosen op på billederne og de er derfor ubrugelige. I forhold til at skaffe et overblik over den eventuelle spredning.

Da vi ikke havde fået oplyst grænseværdierne for sukkerindholdet og Michael skulle være fastende, ja så var blodsukkeret så højt, at der ikke kunne skannes. Så vi kørte hjem med en ny tid til om fredagen.

Michael var nervøs, da hans sukkersyge ofte har givet ham tilfælde af for lavt blodsukker, er det en prøvelse at skulle faste og samtidig holde blodsukkeret på et niveau, så han ikke bliver dårlig.

Han kan måle blodsukker niveauet i armen, og det skøjter op og ned på vej til Vejle. da vi har parkeret er det næsten som det skal være. Men da vi få minutter senere sætter os i venteværelset er det alt for højt igen.

Sikke en omgang.

Det hele ender med, at et par enormt søde sygeplejersker har utrolig stor forståelse for hvad der sker og giver ham lidt ekstra ventetid, for at få blodsukkeret ned på det rette niveau. De skyndte sig at sætte gang i skanningen, da der var et smuthul i blodsukkeret.

Da den var overstået, var vi næsten euforiske af glæde.

Vejle sygehus afd. B110 hvor skanningen foregik

Ventetiden forlænget

Nu venter vi så igen. Vi får svaret på tirsdag. Denne gang er det endnu mere angstprovokerende end sidst, for nu ved vi helt konkret, at der er fare for, der ikke kun er endetarskræften vi skal forholde os til, men også den mulige spredning.

Er der spredning til leveren, har vi behandlingsplanen sidst i næste uge.

Kræftens bekæmpelse

Torsdag ringede jeg til Kræftens Bekæmpelse. Jeg havde så mange spørgsmål som jeg var nødt til at forsøge at få et svar på. Den helt igennem søde kvinde som tog telefonen, hørte mig. Lod mig græde og hulke og havde alt den tid i verden, som jeg havde brug for. Hun kunne jo ikke give mig svaret, som jeg havde allermest brug for.

Nemlig at Michael overlever.

Men hun kunne fortælle, at er spredningen der, så er der stadig håb. Hun tøvede heller ikke med at fortælle, det skruede op for alvorligheden i diagnosen.

Hendes oprigtige svar gjorde godt. Selvom jeg ikke fik vished for noget som helst andet, end at jeg altid kan ringe til Kræftens Bekæmpelse for konkret og praktisk vejledning, men også til at få luft, hvis og når det hele bliver for meget.

Det nummer jeg ringede på er 80 30 10 30 – og er du i samme situation som jeg, må du virkelig ikke tøve med at ringe. Du bliver hørt.

Jeg fik helt konkrete råd til, hvordan vi selv kan tage styring i sygdomsforløbet. De råd tog jeg til mig, og det gav øjeblikkeligt tilfredsstilelse for både min mand og jeg.

En dag og en time af gangen

Vi tager en dag, og nogen gange en time af gangen. Vi forsøger at gøre det som føles bedst, og det virker. Det fjerner ikke tomheden, spørgsmålene eller uvisheden.

Men det får os til at fungere og rumme den frygtindgydende ventetid.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.