web analytics

Er kollaps det samme som den velkendte stress?

æble, efterår, sensommer

Har spurgt mig selv om jeg mon har lidt stress symptomer igen? Jeg tænker nej, selvom mit hoved kollapser en smule og jeg glemmer underlige ting. Som jeg normalt ville huske.

Jeg tror alle tidligere stress ramte ind i mellem bliver ramt af frygten for, om stressen er tilbage. Det gør jeg i hvert fald, også selvom jeg føler mig fri for stress symptomer. Samtidig med jeg lever et liv i harmoni, med den energi jeg har og de ting jeg foretager mig. Føler jeg mig normalt ret sikker på, at jeg ikke rammes af stress igen.

Alligevel sidder jeg her og er lidt skræmt.

Har glemt ting, som jeg virkelig burde have husket, og som jeg er lidt målløs over jeg kunne glemme. Faktisk er jeg helt enormt ked af det, fordi min glemsomhed påvirker andre mennesker direkte.

Det synes jeg virkelig ikke er ordentlighed, og det forsøger jeg altså virkelig at være.

Ordentlig!

Ikke bare overfor mine medmennesker, men bestemt også overfor mig selv.

Jeg prøver, at lytte til min krop, fange de signaler den sender mig, så jeg hele tiden kan handle med omtanke for, hvordan jeg har det og det sted jeg befinder mig. Det lyder måske som om jeg hele tiden sidder og roder rundt i navlen og bare venter på at mærke symptomer.

Sådan er det på ingen måde.

Jeg lever en dejlig hverdag i harmoni og med virkelig stor livsglæde. Selvfølgelig er nogle dage knap så harmoniske, og jeg bliver træt helt ind i knoglerne lige som alle andre mødre/lønmodtagere/deltidsselvstændige kvinder gør. Jeg prøver på ingen måde, at skåne mig selv for livet.

Der er dage hvor jeg er træt og råber, der er også dage hvor jeg græder, som f.eks i dag. Forskellen fra tidligere og til nu er, at jeg i dag godt kan vise andre mine tårer, og tillader andre at trøste og tage i mod hjælp. Det var virkelig meget svært for år tilbage.

Jeg ville selv alt.

Så havde jeg kontrol.

Styr på det.

Det var bare en skam, jeg ingen livsglæde eller passion havde.

Med andre ord, måtte det gå galt.

Før og efter stress

Dengang kunne jeg heller ikke svare på hvordan jeg havde det. Nu ved jeg præcis hvordan jeg har det, og jeg er ikke bange for at sige det højt. Hvis jeg føler mig brugt, tyndslidt eller har andre af de gamle forbudte symptome, så siger jeg det. For mig er den erkendelse af mig selv, måske en af de allervigtigste redskaber til at holde mig selv fit for fight til hverdagen.

I virkeligheden er der mange små forandringer som har haft så stor betydning for mig.

At tage en dag ud af kalenderen der bare handler om mig, ikke om at gøre ting eller være sammen med mennesker.

For selvom jeg er ekstrovert, så har stressen forandret mig, jeg henter stadig mest energi i samværet med andre, men jeg nyder også mit eget selskab. Der var en årrække, mens stressen byggede sig op, hvor jeg næsten kunne gå i panik over at være selv.

Jeg kunne jo risikere at komme til at kede mig, og måske endda komme til at mærke hvor min krop gjorde ondt, og ikke mindst hvor min sjæl gjorde ondt.

Et liv på godt og ondt

For selvom jeg snakker om det her harmoniske liv, så gør livet til tider ondt i mens vi lever det. Mennesker sårer os, vores børn har udfordringer der gør så ondt i hjertet, at vi næsten bliver åndeløse, mennesker vi holder af, bliver syge og dør, bekymringer om forurening og alt det andet der fylder i vores tanker og bevidsthed.

Det er helt ærligt okay, at sjælen og sindet gør ondt, og bare har brug for lidt kærlighed og opmærksomhed.

At man i det mindste indrømmer når livet gør ondt, græder lidt og indrømmer når noget er svært at stå i gennem.

Det føler jeg gør en forskel i mit liv.

I bund og grund udvikler vi os måske allermest når det gør ondt og vi er pressede?

Jeg ved det ikke, og det behøver jeg heller ikke et stort fælles svar på.

Til slut vil jeg bare ønske dig en rigtig god weekend og alt det bedste til dig.

kærligst, Rikke

 

 

 

 

 

 

2 thoughts on “Er kollaps det samme som den velkendte stress?

  1. Jeg tror, de fleste af os, som har ligget i fosterstilling som voksen med stress, oplever en svingende hukommelse. Det var i hvert fald, hvad alle i sundhedsvæsenet havde så travl med at fortælle mig. Intet bliver som før – fik jeg at vide – men også, at det jo nødvendigvis ikke er så skidt.
    Man bliver, som du også skriver, meget klogere på én selv, men man oplever også alt mere intens, netop fordi man (ofte) bliver bedre til at føle.
    Men derfor er det jo stadig træls, når hukommelsen svigter – og det går ud over andre…

    1. Nej det er nemlig ikke nødvendigvis skidt, at intet nogensinde bliver som før. Hvor er det dejligt at læse i din kommentar, at du ved hvad jeg mener mit indlæg. Tak for din kommentar, og pøj pøj med din videre færd som tidligere stress-ramt.
      Kærligst Rikke

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.