Familiebog til børnetegninger, tørrede blomster og andet guld fra vores familieliv

Familiebog, scrapbog, notesbog, nisser, december
Vores husnisser skriver søde breve til os, og de havde sat et brev ind til os i notesbogen.

Det er første år med en familiebog, men ikke det sidste. I familiebogen skriver vi blandt andet om begivenheder, sjove ting der er blevet sagt, mærkedage, ferier, gemmer biografbilletter og skriver vores mening om filmen. Tørrede blomster som tøsepigen har plukket klistres i…

Groft sagt alle de små ting der skaber summen af vores familieliv.

Det er ingen hemmelighed at jeg elsker notesbøger, men denne notesbog er helt genial for os alle sammen. Børnene elsker at bladre den i gennem, og giver altid anledning til en god snak om det ene eller andet.

I familiebogen samler vi børnetegninger, oplevelser og alt det andet

Det var slet ikke mig, der fik den geniale idé til en familiebog. Men vores søde husnisser, der afleverede familiebogen, inden de rejste i sommerhi sidste december.

Siden har vi noteret stort og småt fra vores hverdagsliv.

Det betyder, at familiebogen er et stort miks af tegninger, indgangsbilletter, sjove ting, som børnene (og vi) får sagt eller gjort, tørrede blomster som tøsepigen har plukket.

Vi har også brainstormet i den, i forhold til attraktioner på ferien, nogle så vi, andre hoppede vi over. Men det var helt vildt smart, at vi alle viste hvor oplysningerne om Holland står.

I foråret købte vi en sprocket printer via den blå avis, det gør familiebogen endnu sjovere, for så kan vi lynhurtigt skrive et billede ud fra telefonen og klistre ind i familiebogen.

Det er i den grad med til at gøre familiebogen sjov og levende.

Helt ærligt så er det ikke fordi bogen er super skøn med en masse smuk skrift som det ses i Bullet Journals, for det er på ingen måde det æstetiske udtryk det handler om.

Det handler om at skabe sammenhold og samvær.

Men også i høj grad om at sætte pris på alle de gode og sjove oplevelser vi har sammen som familie.

Familiebogen var ved at være lidt slidt, så den er blevet pakket ind i bogbind.

Familiebogen fremmer kreativiteten og samværet

Tøsepigen elsker at være med til at klistre de tørrede blomster ind i bogen, så der er mange processer i samværet.

Blomsterne skal både plukkes, tørres og klistres i bogen.

Drengene har også skrevet om deres lejrture med skolen, selvfølgelig ikke lange stile. Men lige præcis de linjer de huskede allerbedst.

Det giver stor glæde at genlæse for barnet. For alt andet lige, er det en sejr, for barnet når de har klaret en lejrskole, som jo er en oplevelse der rykker lidt på deres komfortzone.

Tøsepigen tegner sig igennem oplevelserne i hendes verden, så alt lige fra børnehave eventyr, biller fra haven og sommerferien, er forenet i familiebogen af hende. Tegningerne er krydrede med hendes forsøg både med tal og bogstaver.

Det er bare fint. For hende er det absolut fedt, at hendes lille stemme også bliver hørt og taget alvorligt. Så hun bidrager i familiebogen med stor entusiasme.

Jeg synes virkelig at familiebogen er en glimrende scrapbog og en rigtig god ting for os alle sammen.

Selvfølgelig er der også ting som ikke bliver skrevet ned og dokumenteret. Det er lige som det skal være, det handler om at finde et leje hvor det er sjovt, kreativt og samler familien.

Håber du kan bruge vores idé i en model der passer lige til din familie.

kærligst, Rikke

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This Blog will give regular Commentators DoFollow Status. Implemented from IT Blögg

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.