Glimt fra Pinseweekenden

Vores Pinseweekend har været en blandet en af slagsen, alligevel falder den ud med overvægt til den positive side.

Tøsepigen er igen (igen x 30!!!) plaget af forkølelse, hoste, lungeral, tynd mave, feber der kommer og går og en utilpashed, som gør hende lettere irriteret. Faktisk minder hun til tider om en 15 årig, der har fået et nej, som ikke passer ind i planerne. Det har naturligvis præget en del af pinsen. Vi har derfor satset på ro og hvile – egentlig virkede det som om, drengene var vældig tilfredse med den løsning.

Michael har fjernet gud ved hvor meget ukrudt, der efterhånden havde sneget sig ind mellem blomster og buske i haven. Vi har gået ture og cyklet som det mest vilde 🙂 Tøsepigen har været meget begejstret, for der har nemlig været både køer og heste, som hun højt har konverseret – dog uden de store svar 😉  I går hjalp manden en kammerat med at hente en “ny” veteran bilen til hans samling, og hjem kom en mand, som var fuld af drømme om at eje en gammel bobbel. Den drøm kan han nu sagtens få mig med på, uden de store overtalelsesrunder, men rette tid og sted.

panoramarute

Pinsen er også blevet brugt til lange snakke, lidt hjulpet på vej af en bog jeg er ved at læse om følelsesmæssig intelligens. Bogen er vældig interessant og kan mærke den fylder mig med god energi og (endnu) mod til at følge den ny vej, jeg ikke helt kender, men som alligevel former sig mere og mere, næsten som en sti der skabes i sand. Ind imellem bliver den hvisket ud af vinden og jeg må starte forfra – andre gange tegner mine (vores) fodspor dybe aftryk i sandet og den videre færden er legende let.

vejkant

Nå ja – glemte lige noget vigtigt, vi fik de første nye kartofler fra vores lokale kartoffel pusher og det var simpelthen, som at tage en mundfuld af himlen 🙂

2 Replies to “Glimt fra Pinseweekenden”

  1. Lyder som en dejlig pinse med tid både til det lette og det lidt dybere. Her har vi ligget totalt underdrejet, så ingen vilde ting at berette fra vores pinse:-). Kh D

    1. Håber virkelig i snart er ovenpå igen Dorte 🙂 Det har været en drøj omgang for jer. Kh Rikke

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.