Corona ramt Danmark – dag 5 som hjemsendt

Fredag den 20. marts og den 5. dag som hjemsendt.

Mit sidste blogindlæg var frustreret!

En følelse, mange rundt om i det danske land, helt sikkert kan genkende fra sig selv.

Måske er frustrationen blandet med en følelse af frygt.

Jeg forstår det virkelig godt.

Min helt egen tilgang til frygten er, at jeg har ladet den fylde så meget i mit liv, at jeg vælger at springe over denne gang.

Det lyder måske urealistisk nemt, men det er faktisk nemt.

Jeg har spekuleret over, om det er fordi jeg netop har arbejdet intenst på, at være i frygten det sidste års tid, under min uddannelse.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange min krop har reageret helt vildt på den gamle indestængte og undertrykte frygt i mit indre, når jeg har lagt på briksen.

Der har været dage, hvor jeg havde lyst til at glemme alt om, at rense ud i det hjørne af mig selv. Fordi det sår virkede for dybt og alt for sårbart. Alligevel fortsatte jeg.

Måske, er det fordi jeg virkelig har set min egen eksistentielle frygt så meget i øjnene, at jeg ikke nærmer mig de frygttilstande, der ellers kunne indtage min krop og sind.

Hold nu op det føles rart.

Status på første uge som hjemsendt

Ugen har faktisk været ganske fin. Jeg indrømmer blankt at det har krævet ressourcer, at navigere i den nye hverdag, uden hverdagenes kendte struktur. Vi voksne har skullet passe vores job som hjemsendte lønmodtagere, alt i mens børnene på hver sin måde havde brug for os.

Jeg toppede så lige med at gå i seng med influenza.

I dag føler jeg mig heldigvis nogenlunde frisk igen, så jeg satser på at de sidste ømme led fortager sig i løbet af weekenden. Sammen med snotnæsen, hvis jeg er heldig.

Forventningerne var måske urealistiske

Jeg indrømmer, at mine forventninger til hele den her hjemsendelses periode, var en anelse urealistiske.

Helt ærligt så tænkte jeg at jeg sagtens kunne passe mit job hjemmefra, uden de store udfordringer. Samtidig med at børnene sad sammen med mig rundt om spisebordet og lavede deres skolearbejde.

Jeg havde også planer om, lige at få gjort lidt forårsrent og sorteret i diverse skuffer og skabe.

Da det gik op for mig at solen også skulle komme til at skinne, toppede jeg lige den indre to-do liste med havearbejde.

Da jeg lå i sengen og var godt frustreret over min feberramte krop og hovedpinen, som i den grad gjorde mig ynkelig. Gik det op for mig, at den her hjemsendelse først ville komme til at fungere, når jeg sænkede niveauet og var cool med, at jeg sænkede tempoet lidt.

Så det gør jeg.

Der har virkelig været gode stunder i hjemsendelsens første uge. Vi har alle gået ture sammen, været på legepladsen og i skoven. I dag har vi spist de første madder i haven, mens fuglene pippede.

Trampolinen er blevet samlet og de første 10.000 hop er hoppet. Selv den snart 13 årige, vovede sig ud i dagslyset og hoppede løs.

Oven på sådanne stunder er det svært at være frustreret. Det tager jeg med mig ind i weekenden og næste uge. Måske bliver det noget nemmere at være hjemsendt, efter min holdningsændring.

Jeg håber, at du er okay og ved godt mod.

PS: når jeg blogger, lytter jeg som regel til musik via Youtube. I dag kom denne skønne sang frem på forslagslisten. Måske har du lyst til at lytte med.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.