Hverdagens Super Helte

I et hjem med 2 drenge og som mor til 3 drenge, hører jeg hver dag om super helte. Det er for så vidt fint, kan sagtens sætte mig ind i børnenes fascination af heltefigurer. Jeg har såmænd også mine helte, men de er på ingen måde super helte. I hvert fald ikke efter børnenes optik.

Mine super helte er i høj grad dødelige og helt almindelige, de bærer måske masker, men det er ikke den slags der kan tages af, det er mere den slags som “tages på” for at klare dagen eller situationer i løbet af dagen, som kan være en udfordring.

For mig er hverdagens super helte de mennesker, som er i stand til og TØR leve fuldt ud. Følger deres drømme, mærker hvem de er, hvor de er og tager stilling til, hvad der gør dem glade.

Er godt klar over, at mine børn (og alle andre børn) ville korse sig, hvis jeg delte de synspunkter med dem. For hvor er det heltemodige? Hvor sætter de livet på spil og redder verden? De redder måske ikke ligefrem verden. Men for mig at se, er de virkelig modige. At turde bryde ud af normen og gøre det man drømmer om, uden at se sig til tilbage med angst for hvad der kommer. Det synes jeg er sejt i et samfund, hvor alt skal gå mere og mere hurtigt og kravene til hinanden (og sig selv!) hele tiden bliver højere.

I forhold til det med børnenes tro på super helte, så tror min søn på 7 år indædt på, at det var Captain Amerika der var skyld i, at udfaldet af 2. Verdenskrig blev, som det blev. Han bliver direkte sur på mig, når jeg fortæller om de unge mænd som rent faktisk kæmpede i en rigtig krig. Kan mærke jeg bliver egentlig lidt stødt over min søns tro på, at 1 mand kunne udrette alt det, som så mange døde for.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.