Hyldest

Min mormor, var en dejlig kvinde. Altid en tryg base i min og mine søskendes barndom. Var man syg. Kom hun lige og tjekkede, hvordan det gik. Aldrig uden et hjemmebagt franskbrød, jordbær saft eller et par småkager. og altid fik man det lige lidt bedre når hun kom forbi, ja det hjalp faktisk allerede, når man hørte hendes stemme.

Det var ikke fordi, hun kastede rundt med store ord som “jeg elsker dig” eller krammede konstant. Alligevel vidste man det bare; hun elskede os betingelsesløst.  Hun havde altid tid til os, ikke noget med vasketøj, arbejde, indkøb og hvad mødre og fædre ellers har travlt med, det var hende og os. Ville gøre alt for at vi havde det godt. Og det gjorde hun, et helt liv  ofrede hun sig selv, for de mennesker hun elskede. Hendes børn, svigerbørn, børnebørn – og et enkelt oldebarn.

Aldrig forventede hun, at få noget igen, andet end at blive behandlet ordentligt og med respekt. Ikke en eneste gang så jeg hende sur eller tvær. Når jeg tænker tilbage, kan jeg desværre mindes et par gange hvor hun har været trist, hvis man har trukket den for langt, været urimelig krævende. Hun sagde det ikke, og dengang så jeg det ikke.

Min mormor sagde altid, at man ikke skal gå i seng med sin vrede. Det gør jeg nu sjældent, alligevel gør jeg ikke som min mormor. For hun tilgav, kom videre og vågnede op til en ny dejlig dag. Sagde fra på hendes egen rolige og kontrollerede måde. Inden jeg kommer dertil, kan jeg godt have råbt. Det får mig til at tænke, at min mormor skulle have råbt lidt mere, og jeg bør råbe lidt mindre. Så det arbejder jeg på, at ligne min mormor lidt mere. At elske, som hun gjorde.

Min mormor undte alle os hun elskede, det allerbedste, desværre var hun ikke for god til at unde sig selv noget godt. Hun købte meget sjældent en ny kjole til sig selv, eller gjorde noget der KUN gavnede hende. Havde hun levet i dag, ville jeg virkelig have forkælet hende, for alt det gode, hun har gjort for mig.

Det gør hun desværre ikke, så jeg må nøjes med, at være bevidst om, at unde mig selv noget godt fra tid til anden. Selv de små ting tæller. Men mest af alt, huske at være noget for dem jeg elsker.

Kære læser, husker du at unde dig selv noget godt? og vise dem du elsker, at du ikke kan undvære dem i dit liv, for det er dem, der er med til, at give det mening!