Langsomt

Alt jeg gør er langsomt. Det er både helt vildt provokerende og virkelig rart. Men det bringer mig også ind i en følelse af noget rigtig trist.

Corona hjemsendte børn

Hvordan vi klarer corona hjemsendelsen af vores børn. Ved godt at lærerne gør deres job, men tøsepigen i 1. klasse har selvfølgelig brug for hjælp. Det sætter mere på mit program, som jeg i forvejen har svært ved at rumme, fordi jeg er så langsom de her dage.

Jeg ved godt, at når jeg siger vi, så er der ikke ander end mig, til at få tingene til at lykkes. Michael er ked af det, frustreret og undskyldende. Men han har nok at gøre med kræften.

Falder jeg sammen

Selvom jeg virkelig prøver at glide med langsomheden uden modstand, så provokerer den mig også. For falder jeg sammen nu? Det kan jeg virkelig ikke, når jeg er den eneste voksne i huset.

Jeg har hovedet fuld af tanker og samtidig er der ikke en eneste tanke. For skal virkelig tænke helt sindsygt lang tid for at danne sætninger, som ikke er volapyk.

Når jeg er vant til at være en hurtig taler, er det dybt frustrerende at opleve der ikke er ord, at danne sætninger med. Ting jeg før gjorde i et snuptag, tager noget der ligner evigheder, fordi jeg er så langsom i alt hvad jeg gør.

I tirsdags skulle Michael have startet en ny omgang kemo. Men han var for syg og måtte rykke tiden til i morgen. Nu sidder jeg og håber alt hvad jeg kan, at han bliver rask nok til at få den kemo.

Jeg ved, han bliver mere syg igen når han får den, og jeg ved, at det at han er så syg, er med til at gøre mig langsom.

Måske skal jeg affinde mig med, at jeg lige nu er langsom? Selvom 24 timers langsomhed er absolut upassende i forhold til den aktuelle situation.

Måske er graden af Micael’s sygdomstegn et direkte spejlbillede på, hvor langsom jeg er?

Tænker på om tiden kan stoppes, men først spoles tilbage, så vi lige kan nyde hinanden lidt ekstra, inden vi fortsætter krampen mod kræften.

Hvor ville jeg ønske han kunne holde om mig med raske arme.

Julen

Julen, hvad stiller man op med sådan en, når Michael er mere i sengen og på toilettet. End sammen med os.

Jeg prøver at mærke efter, men sandheden er, at det lige nu er for svært. Jeg må snakke med psykologen om det, voksenhjælp bliver nødvendigt.

Vi har fortjent en helt fantastisk jul, og jeg skal udstikke rammerne. Jeg ved bare ikke om det er rammer jeg har lyst til at udstikke. Fordi de med stor sandsynlighed kommer til at stinke af kræft og være meget langt fra de julerammer vi har skabt sammen som familie.

Efterreflektion

Sidder her og tænker om jeg har ondt af mig selv, ondt af børnene og ondt af Michael. Det har jeg faktisk ikke. Kræft er en lorte sygdom som rammer så mange mennesker både som syg eller pårørende.

Der er ingen tvivl om jeg er landet i et hul, hvor det kræver styrke, både at være, men også at rejse sig op efter. Men jeg ved at hullet er okay at være i.

Hullet og langsomheden er ikke en endegyldig tilstand, det er her bare lige nu. Jeg tror faktisk, det er meget godt, og forhindrer mig i at kollapse. For det har været nogle hårde måneder. Derfor prøver jeg også alt hvad jeg kan at give langsomheden plads, at acceptere der ikke er mange ord til at føre samtaler.

Det er jo meget heldigt, for de sidste 2 dage har Michael ikke kunnet tale, har bare brummet eller givet et næsten usynligt nik, hvis jeg spurgte, om han havde ondt eller ville have lidt at drikke.

Hvor er det godt, at i dag er en ny dag 🙂

Jeg ønsker dig en magisk 9. december.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.