larmende og munter

For nogle år siden, var min mand og jeg til fest, dengang havde vi kun Malthe, som var lige knap 1 år gammel.

På et tidspunkt, talte jeg med en anden gæst, i mens vi begge varmede mad til vores børn. Samtalen udviklede sig sådan, at vi kom til at grine – åbenbart (for) højt! For vi bliver afbrudt i vores samtale og grin, af en 3. gæst, der spørger, om vi vil dæmpe os lidt! For hans datter er ikke vant til høje lyde 😀 Må indrømme, at jeg  undrer mig en hel del. Griner de så aldrig i det hjem? eller slår græs? eller…?

Det står stadig hen i det uvisse for mig, hvordan man kan leve uden at larme! Jeg vil gerne tilstå, at vores naboer, sikkert ikke er i tvivl om, når vi er glade eller sure. For vi larmer – vi taler højt, gestikulerer (det er dog lydlyst, medmindre der smækkes døre) og hæver stemmen, når vi er ivrige (og det er vi ofte) Indrømmet, vi burde måske finde et sted på landet, hvor vi kan larme i fred 😉 og naboerne ikke bliver nødt til at køre i sommerhus, for at kunne høre fuglene synge.

Vi tænker jo ikke, at vi larmer meget. Men jeg kan da sagtens tænke, om andre, at det er utroligt, de kan holde samme toneleje, både når de er henrykte, vrede eller bare helt almindelige. Så andre kan selvfølgelig også undres over vores høje udbrud.

Alt det kom jeg til at tænke på i dag, da jeg skulle støvsuge og tøsepigen, udbryder i et højt og vedvarende vræl. Indtil støvsugeren var slukket og sat på plads i skabet. Da jeg skulle mose hendes øllebrød med stavblenderen, var det samme vedvarende og absolut høje vræl. Jeg kom faktisk til at fnise lidt, for det første jeg tænkte var “åh nej, hun kan ikke TÅLE høje lyde” 😀

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.