Lidt om alt og ingenting

Alt og ingenting giver et stort felt af ord og emner. Sådan føles denne lørdag. Fuld af alt og ingenting.

Havde det været en lørdag inden Michael’s kræft, var jeg med god sandsynlighed stået tidligt op og var kørt til Ribe, for at give behandlinger.

Jeg var kommet hjem omkring 15 tiden og Michael havde haft kaffe og en mad klar til mig. Han ville fortælle mig om, hvad han havde lavet i haven og vi ville sidde og nyde lørdagen. Børnene ville være godt i gang med deres egne syslerier eller kammerater. Tøsepigen ville være sammen med Michael og jeg, og det ville være skønt.

Vi ville lave en god aftensmad sammen og måske se en film, inden vi listede i seng ved 23 tiden.

Sådan var det overhovedet ikke i dag.

Skæv morgen

Jeg vågnede omkring kl. 9.00 ved, at Michael skubbede blidt til mig, fordi han manglede smertestillende.

Han får dem normalt omkring kl 6.45, så jeg kan godt forstå han var presset. Han har selv for længe siden mistet overblikket over hvilke piller han skal have hvornår. Så jeg styrer alle piller. Normalt kan jeg se på hans panderynker hvornår han har brug for smertestillende. Det er jo selvsagt lidt bøvlet når man sover.

Det hele startede lidt skævt, og sådan fortsatte det faktisk i nogle timer. Michael var irriteret og jeg var træt og noget jeg ikke kunne definere.

Sådan godt gammeldags træt og det udefinerlige som suste rundt i kroppen på mig.

Jeg prøvede at læse lidt, det koksede for mig. Jeg lavede kaffe og sætte mig op i sengen til Michael, for at være hos ham, mens jeg drak en kop, af den friskbryggede kaffe.

Det koksede også

Startede vaskemaskinen, fandt lidt morgenmad frem og satte mig ned og drak et krus kaffe mere ved køkkenbordet.

Intet hjalp.

Jeg var rastløs, træt og …..!

Besked på telefonsvaren

Alt i mens jeg tumlede rundt i min lille bobbel af udefinerlige ting, og jeg sms’ede med 2 kvinder, jeg er heldig med, at have i mit liv. Indtalte en veninde, at hun ikke kommer i morgen alligevel.

Fordi hendes familie og hende selv har ondt i halsen.

Det ramte mig lige i hovedet, som en kold spand vand. Tårerne strintede ud af øjnene på mig og dét som var så udefinerligt, blot 2 minutter inden, viste sig at være den reneste sorg.

Jeg havde glædet mig til at se hende, det havde vi alle. Der er intet andet at gøre, end at aflyse, vi kan ikke risikere noget i forhold til Michael, som afsluttede 1. kemokur i går.

En kemokur som SKAL virke – og nr. 2 som starter om mindre end 14 dage, skal på ingen måde udskydes, fordi han rammes af en infektion.

Vi må ses en anden gang, og det kommer vi selvfølgelig til, Men lige der, var det bare så sorgfuldt, at måtte aflyse endnu en aftale. 

Sorgen og jeg

For tiden er sorgen og jeg trofaste følgesvende, ikke fordi jeg ønsker det, eller nyder sorgen.

Tværtimod.

Jeg prøver at rumme sorgen over Michael’s kræft, over drømme som skal om-drømmes og de drømme, som aldrig bliver til noget. 

Sorgen sidder i min mave, og den trykker hvis jeg holder den inde. Den overmander mig de mærkeligste steder, den advarer ikke, skyller bare gennem min krop, som var den en ødelæggende tsunami.

Sådan føles sorgen.

Ødelæggende.

Tårerne pisker ud af øjnene på mig, mens maven rumler rundt og kroppen gør sig lille. Næsten som ville den skjule sig for tsunami sorgen. Men man kan ikke skjule sig for sorg. Man kan ikke undslippe den og man skal ikke undslippe den. Man må igennem den, rumme den og være med den, selv når den gør allermest ondt.

Jeg vil så gerne fikse min sorg. Lige så gerne, som jeg vil fikse Michael, børnene og vores pårørende.Alt skal være godt – og alle skal have det godt. Sådan er virkeligheden bare sjældent.

Jeg arbejder på, at slippe behovet for at fikse. Det kommer til at tage lidt tid.

Oprydning

I vores hus er et rum, som plager mig og har gjort det længe. 

Det er rummet hvor jeg giver behandlinger. Lokalet i Ribe blev tømt i alt hast, og alle ting derfra sat ind i det rum. Strygetøj og alverdens andre ting har fundet vej til det rum, i flere måneder.

Det rum indeholder så meget af min livsnerve og det piner mig, at jeg ikke kan bruge det til at samle kræfter i.

Jeg måtte have Michael’s hjælp til at komme i gang. Så han sad på en stol og sagde, hvad det ville være smart at tage. 

En ting af gangen.

Egentlig var det jo ganske komisk, at den syge, måtte hjælpe den raske med at komme i gang og overskue. Men sådan var virkeligheden lige der. Jeg tror faktisk at det gav Michael en følelse af, at han også kan hjælpe mig. Det er jeg glad for, at give ham med på vejen.

Sådan gik de første 20 minutter, Michael pegede på en ting og jeg fik gjort det der skulle gøres med den. Så var jeg i gang, endelig.

Det bliver godt

Det var godt, men også fuld af megen sorg. Så jeg måtte have både græde- og kaffepauser undervejs. Fik også skiftet sengetøj og støvsuget undervejs, for at komme lidt væk fra processen og give mig selv lidt plads.

Efter flere timers indsats var jeg tilfreds og har en god plan klar til i morgen, eller en anden dag! Der er ting som skal sættes til salg, ting som skal flyttes lidt rundt med andre ting i huset og ting som står helt perfekt.

Jeg tror det bliver godt.

Også inde i mig, tror jeg det bliver godt.

Men jeg ved godt, at det kan tage tid, og vi skal meget igennem endnu. Måske vil det her følge mig og os, resten af vores tid. Faktisk tror jeg ikke at det kun er måske, denne tid vil sætte spor i os alle. Jeg tror den helt sikkert vil sætte spor i os. 

Både på godt og ondt.

For der er også gode ting i alt det her. 

Der er øjeblikke, som er så intense, at de fylder mig med dybt følt lykke.

Jeg tror ikke de øjeblikke kunne være der, hvis ikke sorgen fik sin plads. Eller vreden, for den kender jeg også.

Denne lørdag

Der er nogle dage, hvor vi som familie er i synk med hinanden. Er langsomme sammen eller hvad vi nu kan være sammen.

I dag har ikke været sådan en dag. Vi har været 5 forskellige steder og det har vi hver især formået at rumme. Der har været besøg og i nat sover en af kammeraterne ved vores ældste søn.

Det er lige som det skal være.

Der har været plads til at kunne græde, grine, larme, være stille. Kort sagt alt og ingenting.

Jeg savner de gamle lørdage inden kræften. Men denne lørdag har også været god. På sin helt egen alt og ingenting måde.

 

 

One Reply to “Lidt om alt og ingenting”

  1. Pingback: Blid dag - Rosetid

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.