Mareridt

Jeg vågnede tidligt i morges, fordi jeg havde et mareridt. 

Et virkelig skræmmende mareridt, hvor jeg kæmpede for mit liv. Jeg sparkede, slog, råbte og skreg efter hjælp. Alt i mens jeg blev kvalt af en virkelig stærk mand. Som gjorde det bedste han kunne for at dæmpe mig og presse livet ud af mig.

Er der noget at sige til, jeg vågnede op og var rædselsslagen?

Selvom jeg ikke husker alle detaljer, så har jeg en fornemmelse af, at hjælpen kom.

Men selv nu, hvor jeg har været vågen et par timer, sidder mareridtet i mig, fylder i min bevidsthed, men også i min krop. 

Det føles på ingen måde rart. 

Barndommens mareridt

Som barn havde jeg ofte mareridt, og altid det samme. Min morfar var med, og sammen kørte vi igennem en slagmark, hvor bomberne faldt os om ørerne. Jeg kørte bilen.

Jeg har altid undret mig over, hvorfor i alverden det i drømmen var mig, altså barnet som kørte bilen. 

Mareridtet med min morfar, har jeg haft nogle enkelte gange som voksen. Det er efterhånden længe siden nu. Jeg tror det handler om, at jeg har fået opklaret de elementer som var gemt i mareridtet.

De vågne mareridt

En ting, er de mareridt vi oplever i søvne, noget andet er de vågne mareridt.

Dér hvor vi er pressede om dagen.

Ærlig talt ved jeg ikke meget om drømme, og hvordan de hænger sammen med vores psyke. Men jeg oplever, at drømme er gode vejvisere og en god trøst, når livet viser sig fra sin sorgfulde side.

Jeg ved præcis hvor jeg er presset om dagen, og jeg ved, at tiden er inde til, at jeg snart må kæmpe med næb og klør, præcis som i mit sovende mareridt.

Første skridt er, at jeg får taget stilling. Sådan rigtig stilling.

Egentlig ved jeg ikke, hvorfor det netop nu, er så svært at tage stilling. Måske fordi jeg kan fejle? Og det er åbenbart virkelig udfordrende for mig, at fejle.

Netop som jeg skriver dette, rammes jeg af kuldegysninger på mine arme. For mig et vidende på, at min krop reagerer på hvad jeg skriver. Og at jeg rammer ret præcist ind i mine indre udfordringer.

Hvordan tackler jeg det vågne mareridt!

Da jeg satte mig bag skærmen var jeg ikke klar over, hvad dette indlæg helt ville komme til at indeholde af ord. Ej heller konklusionen.

I mens jeg har skrevet de ord, som jeg har kunne mærke trængte sig på. Er en konklusion stille kommet op til overfladen.

Jeg må begynde at tage små skridt for at komme ud af det vågne mareridt. Skridt for skridt arbejde for det jeg mærker trænger sig på inde i mig.

Afsluttende bemærkning

Med dette indlæg har jeg gjort alt det en blogger ikke skal gøre. Aldrig skrive uden en plan og aldrig skrive på følelserne, uden at være landet i dem.

Jeg gør det meget sjældent, for det bliver aldrig helt godt. Men i dag, gjorde jeg det. For at få ordene ud, men også for at vise min sårbarhed. For det er der jo virkelig meget af i dette indlæg.

Selvom jeg virkelig er et godt sted i mit liv, så er der emner, som udfordrer mig, og jeg bliver nødt til at gøre noget. De forsvinder ikke af sig selv, og jeg føler, at jeg har været tilskuer til emnerne længe nok.

Jeg tror, det er hvad mit mareridt handler om.

Mine emner handler ikke om hverken liv eller død, og er i den grad forkælede emner. Ikke desto mindre presser de på, vil tages seriøst og løses.

Måske fejler jeg – så må jeg trøstes, “børste mine knæ”, rejse mig op og leve videre.

Jeg tør godt at falde!

Måske…..

……Jeg må øve mig undervejs.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.