Velkommen marts, mine intentioner for måneden


Jeg byder marts måned velkommen med stor glæde. Det er den første forårsmåned og alting spirer og vokser.

Der hersker ingen tvivl om, at jeg synes foråret er fantastisk. Hvert år fascineres jeg af, hvordan alting vokser frem fra jorden. I år bliver ingen undtagelse.

Disse månedlige indlæg har fået mig til at blive ekstra opmærksom på årstiderne. Jeg fristes til at kalde det jordens cyklus, det kan selvfølgelig deles ud i mindre cyklusser.

Grunden til jeg skrive om det, er at jeg fordyber mig mere og mere i cyklusser. Ikke bare min egen som kvinde og menneske. Men også månens, dagens og årets cyklus.

På et tidspunkt skal jeg nørde lidt i cyklus viden.

Tilbage til emnet.

Mine intentioner for marts

Jeg gætter på, at min marts måned bliver god. Jeg har virkelig mange gode aftaler i kalenderen, både privat og i forhold til min klinik.

Det er også måneden hvor mit yngstebarn, afslutter børnehaven. Det vil sige at jeg så er færdig med at have børnehavebørn.

Helt ærligt, så ved jeg ikke hvordan det bliver. For jeg synes hun bliver virkelig hurtig stor nu. Hun har så mange fine betragtninger af hverdagen og livet, og hun elsker virkelig at lære og udvikle. Det er en fornøjelse at være en del af.

Inderst inde, kan jeg mærke vemod over, at jeg ikke har flere babyer – eller skal have det. Men på den anden side er spædbørns kapitlet et færdigt kapitel for mig.

Derfor giver jeg plads til følelsen af vemod når den kommer i mig, prøver at rumme den og lade den være. Uden at skulle forandre den.

Intentioner:

  • gåture både selv og med familien
  • lave forårskrukker
  • nyde en kop kaffe på terrassen
  • læse både højt og for mig selv
  • meditation
  • finde lykkekrukken frem

De gode marts aftaler

Ingen måned uden de gode aftaler. Det betyder så meget for mit overskud og min balance, at jeg ikke bare fylder dagene med pligter. Men også er opmærksom på, at få aftaler i kalenderen som gør mig godt.

Der er ikke mange måneder hvor jeg ikke har en kaffeaftale eller to, det har jeg også i marts. Desuden er der en kærestedag, som jeg selvfølgelig glæder mig helt fjollet til.

Tøsepigen skal lave gymnastikopvisning. Det er hendes første, så alle er spændte. Hele husstanden tager med til opvisning, selv husets teenager, af egen fri vilje, vel at mærke.

I klinikken bliver der travlt. I næste weekend er det store flyttedag. Pladsen er blevet for trang i det lokale jeg lejer i Ribe Sundhedscenter. Derfor har jeg lejet et nyt. Stadig i Ribe Sundhedscenter. Det bliver godt at få mere plads.

Desuden holder jeg et wellness arrangement sammen med zoneterapeut Mette Furbo. Det er jeg helt vildt spændt på, jeg håber, det bliver det første af mange arrangementer.

Sidst i marts skal jeg mødes med mit Totum hold, det bliver godt, at se holdet igen. For det er underligt at være så intenst sammen under en uddannelse, og så med ét, er det forbi.

Der er vist ingen tvivl om, at jeg har meget at glæde mig til, og over, i marts. Jeg ved, at jeg også dagligt vil finde virkelig stor glæde ved at være i naturen og se foråret vinde mere og mere frem.

Jeg håber, at du har aftaler som du kan gå og glæde dig over. Både mens du venter på aftalerne, når du har aftalerne og at mindet om aftalerne vil glæde dig.

God marts måned.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.