min kæphest

Efterhånden tror jeg ikke, at nogen kan være i tvivl om, at en af min store kæpheste, hvis ikke den største, er at vi som familie er nede i et fornuftigt gear og lever så nærværende som muligt. Nærværende overfor hinanden, os selv og vores medmennesker.

Vi er helt klar over, at vi “melder os ud” af samfundsnormen, men det har vi det ganske fint med. Vi peger ikke fingre af hvordan andre familier indretter sig. Men i de sidste år, har vi kunne mærke en stigende lyst til at forme det familieliv der giver mening for os. Det har krævet, at vi har turde mærke efter hvad det egentlig var vi ville. Vi har haft lange snakke om hvad vi vil med hinanden og hvilke værdier vi gerne vil have, at børnene får med sig ud i livet. Efterhånden stod det klart for os, at det ikke hang sammen med den måde samfundet er skruet sammen på, og at vi ikke vil fortsætte ud af det spor, fordi vi føler os pressede af samfundsnormerne.

Med samfundsnormerne mener jeg, at børn SKAL gå til 2-3 eller 4 fritidsaktiviteter, der skal være legeaftaler hver uge, hvis ikke hver dag, børn og forældre skal gå i de nyeste og mest hippe mærker af tøj og sko. Værelserne og resten af hjemmet skal helst se ud, som om de er indrettede af en amerikansk indretningsarkitekt til flere dollars i timen, end jeg kan magte at forholde mig til.

Jeg indrømmer også, at det har været presserende nødvendigt flere gange hen over sommeren, at minde hinanden om, hvorfor det er, er vi synes det er så vigtigt med nærvær og ro.

Det helt store stikord som har holdt os kørende er ordet fantasi.

Vi oplevede i stigende grad, at børnenes fantasi blev ringere og ringere. Det er selvfølgelig på grund af tv og andre elektroniske spilledimser af den ene eller anden art.

Men måske også et symptom på, at børn konstant og evig og altid har en plan – et skema de skal følge. De ved at lige om lidt skal de til svømning, til næste time, til spejder eller en legeaftale i rækken. Hvornår er der egentlig tid til, at de selv tænker og mærker efter hvad de har lyst til?

Vores børn går til svømning, både fordi det er god motion, god for motorikken og så er det altså rart at kunne svømme og færdes i vand. Den ene drømmer om at gå til spejder og den anden drømmer om fodbold, men vi tænker. Nogen vil sige det er synd at vi begrænser dem, jeg tænker, at de er børn og vi er de voksne. Vi ved hvad der er bedst for dem både på den korte og lange bane.

Hen over sommeren har vi ikke styrtet rundt og oplevet en masse, det er både økonomiske overvejelser og prioriteringer, men også den indædte bevidsthed om, at drengene skulle lære at komme ned i gear.

Ferieminderne er stadig skabt. Der har været en dejlig uge i sommerhus, med skønne gåture hvor dyrelivet flittigt blev studeret sammen med diverse planter. Dage ved stranden, hvor der blev badet i havvandet, bygget sandslotte og hvilet lidt mens bølgen blå blev nærstuderet. Der har været bål i haven med snobrød og skumfiduser, familiespillene har været fremme, der er blevet malet, leget gemme, cyklet ture og biblioteket har været besøgt flere gange for at få nye bøger at læse i.

Så selv om vi ind imellem har tvivlet lidt på vores egen mission, så tør jeg efterhånden godt konkludere at den er lykkedes. Drengene er kommet ned i gear, de leger griner og fantaserer, de her dage er de soldater der kæmper både med og mod hinanden. Sætningen “mor jeg keder mig” kommer nærmest ikke mere, i de første uger var det skræmmende meget den fandt vej, ud af deres mund.

De dage hvor der har været adskillige diskussioner hen over morgenbordet har det været ret meget op af bakke, men de dage virker allerede langt væk i min bevidsthed (fortrængning er en sund evne 😉 ) Selvfølgelig er der diskussioner og korporlig tumult i mellem dem, men forskellen er, at de i langt højere grad selv kan løse dem nu, i forhold til bare for et par uger siden, hvor det krævede ret kraftig voksenhjælp.

Det giver os virkelig troen på, at det gør en forskel, at mærke efter hvor man er og hvor man er på vej hen. At vi har konfronteret tvivlen i stedet for at ignorere den og være bange for den, tror jeg kommer til at gøre en forskel i vores familie.

Det gør mig stolt.   træer forneden

 

 

7 Replies to “min kæphest”

  1. Sikke dejlig læsning og spændende! Jeg kender godt til de dage, hvor der har været rigtig meget damp på og hvor det første ungerne spørger om når de slår øjnene op er “hvad skal vi lave idag mor” og ser mega skuffede ud når jeg siger “idag skal vi være hjemme og hygge os” :-). Synes den er lidt tveægget – for jeg er helt enig i, at ungerne skal kunne bruge fantasien til deres lege sammen og hver for sig, men vil jo også gerne give dem gode oplevelser under huden og så betyder det rigtig meget for mig, at de har lyst til at dyrke foreningslivet/fritidsinteresser og derigennem skabe sociale relationer og prøve forskellige ting af. Glæder mig til at høre lidt mere om hvordan jeres beslutninger udmunder sig fremadrettett. KH Dorte

    1. Du har helt ret Dorte, det er tveægget, i høj grad. For også vi ønsker, at børnene kan begå sig socialt, så det er virkelig en balancegang, der i høj grad handler om at lytte til sig selv og se på sine børn. Hele tiden have fingeren på pulsen og være bevidst om de valg og fravalg vi tager har en konsekvens. Det er jo også ret nyt for mig – og os, men kan mærke at de dage, hvor jeg får taget de rigtige beslutninger for både mig selv og ungerne, så har jeg det bare virkelig godt, på en helt vildt inspirerende måde. Så det her koncept skal bestemt udvikles og jeg glæder mig til at skrive mere om det herinde. KH Rikke

  2. Hvor er det en fornøjelse at læse din sammensætning af bogstaver, der spejler dine reflektioner og handlinger ? og resultatet lyder fantastisk – for meningen med livet kan ikke i min virkelighed, betyde Arbejde-stress-skæld ud-penge-arbejde-stress-overfladisk svømning etc.
    Tak for at du deler dine fine tanker ?

  3. Hvordan har I så reageret, når børnene har sagt at de kedede sig?

    Vi har desværre haft en sommer med alt for mange konflikter mellem børnene. Jeg ønsker også, at de lærer at bruge deres fantasi og se værdien i at have søskende. Men hånden på hjertet, så synes jeg, jeg har brugt mere tid på at skille dem ad.

    Heldigvis har vi også haft mange hyggelige stunder, men konflikterne overskygger altså lidt..

    1. De første mange gange de sagde de kedede sig, var det helt ned på knæ og hjælpe dem i gang med at finde frem til en leg eller et spil som kunne starte op for legen.
      Konflikterne og vores desperation har bestemt også fyldt meget her, så kan sagtens sætte mig ind i dine følelser. En cykeltur eller gemmeleg i haven, en tur på legepladsen eller midtbold, hvor de fandt en enorm fælles glæde i, når jeg røg ind i midten, har faktisk været rigtig gode emner til at komme videre på, oven på konflikterne. Som du kan høre, har jeg “ofret” mig og smidt hvad jeg havde gang i, for at hjælpe dem videre, og været indstillet på, at det kunne tage noget tid. Men også en accept af, at det er ok at de har brug for alenetid, og en masse snakke om, hvordan man egentlig behandler hinanden. Så konflikterne fylder bestemt også i mit hoved, for det ville jo være fantastisk hvis de ikke var der. Men det ved jeg simpelthen ikke om det kan lade sig gøre, så det har jeg egentlig opgivet som mål. Lad mig endelig vide hvad du tænker 🙂 det ville være dejligt med andres tanker og idéer. Kh Rikke

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.