web analytics

Mit wake up call

Jeg fik mit wake up call på svangergangen på Sydvestjysk sygehus. Det var en torsdag i oktober 2013, jeg var gravid med mit 4. barn, men kun i 11. uge. En meget sød og empatisk jordemoder spurgte, om jeg “kunne være stresset” måden jeg hørte mig selv sige nej på, mens halsen snørede sig sammen og tårerne stod op i mine øjne, sagde ret meget mere end det “nej” jeg formåede, at få min mund til at sige. Min mands øjne udtrykte lettelse og endeløs bekymring. Tårerne væltede ud af øjnene på mig, og sammen med dem kom en masse ord om, hvor træt jeg var, at jeg bare aldrig kunne få nok søvn, lige meget hvor meget jeg sov. At jeg aldrig havde nok timer i døgnet, at jeg glemte alt, hvis ikke det var skrevet ned, at jeg havde ondt de mærkeligste steder og meget mere. Jordemoderen havde åbenbart god tid, for hun lod mig tale og græde.

De beholdt mig på sygehuset til næste dag, fik drop med væske og ro. Jeg sagde ikke til ret mange jeg var indlagt. Ville bare have ro. Sove og passe på det ufødte og langt fra færdig voksede barn i min mave. Jeg lovede mig selv, at det barn skulle blive min redning. Men jeg anede ikke hvad jeg skulle redes fra. Bare at det var på høje tid.

Sygemeldingen var uundgåelig, men stadig en kæmpe nedtur. Selv om de mindste ting krævede næsten umenneskelig energi af mig. Jeg sov og sov, når jeg var færdig med det, sov jeg lidt mere. Blev jeg modig og troede jeg kunne magte en “masse” kastede jeg op som jeg aldrig har gjort det før. Tankerne kørte på højtryk, kunne det virkelig være stress? Læger og jordemødre var ikke i tvivl, selvom det hele var bøvlet, for det var nærmest håbløst, at sige om det var graviditet eller stress der gav mig alle de gener. På et tidspunkt holdt jeg op med at spørge og accepterede. Men hvad var den kommet af, stressen altså 🙂

I virkelig lang tid troede jeg 100% på, at det var mit arbejde og jeg lovede mig selv aldrig nogen sinde, at vende tilbage til et kontorjob.  Der gik meget lang tid før det stod klart for mig, at det var en kulmination af virkelig mange ting, men mest af alt mig, der havde været en alt for pæn pige i alt for mange situationer.

Som helt ung var der familiemedlemmer meget tæt på mig, der blev syge, alvorligt syge, det slog benene væk under mig (ved jeg nu) Jeg var bange for, at de skulle dø fra mig, og fik ikke sagt “nej”, “stop” eller “hør lige på mig”. Praktiske hensyn og gøremål blev på en eller anden måde der, hvor jeg følte, at jeg kunne gøre og være en forskel. Desværre på bekostning af mig selv! Men det mærkede jeg aldrig dengang, for jeg skulle jo “fixe det hele” så de bare skulle blive raske. Heldigvis blev de raske, men helt sikkert ikke, fordi jeg var praktiske gris 😀

Efter fødslen, begyndte jeg langsomt at finde ud af, hvad jeg egentlig kan lide at gøre. Det lyder måske virkelig langt ude, at jeg ikke vidste det, men jeg havde ingen idé. I min søgen på mig selv, købte jeg en notesbog, som jeg skrev op i hver gang jeg kom i tanke om noget, jeg godt kunne lide at gøre, mennesker jeg havde det godt med, eller steder jeg slappede af. Det var en virkelig lang proces, og et sted i den proces startede jeg bloggen her. Den notesbog var virkelig helt uundværlig for mig i meget lang tid, den var nærmest hele fundamentet til den nye Rikke, jeg var ved at skabe, eller den gamle Rikke, jeg var ved at genfinde.

Undervejs har jeg taget en masse kampe, mest med mig selv, men det blev også nødvendigt at tage afstand til min familie, dengang troede jeg det var på grund af dem, i dag ved jeg, at det var på grund af mig. Jeg måtte have ro til at finde mig selv! Uden at få dårlig samvittighed over valg, som ville fravælge dem. Der var ingen udvej.

På et tidspunkt begyndte jeg ved en psykolog, jeg måtte have hjælp til at sætte alle de følelser på plads. De snakke blev også min redning, men stejlhed, livsglæde, meditation og evnen til at finde tilbage og frem til mine drømme, har også spillet en meget stor rolle.

Det har været virkelig svært for mig at sige til fremmede, at jeg havde stress, men nu, indrømmer jeg det gerne og går også i dialog omkring det, for synes det er så vigtigt et emne. Min læge sagde på et tidspunkt i forløbet til mig, at han faktisk ikke var mest bekymret over kræft, men over stress. Fordi det bragte så forfærdeligt mange ting med sig. Jeg forstod ham ikke på det tidspunkt, tænkte at det var et spørgsmål om at tage mig sammen og komme op på hesten igen.

Jeg forstår ham nu. Desuden har jeg også lært, at det ikke er nok man bare kommer op på hesten igen, men også sadler om.

Derfor sagde jeg mit daværende job op, uden frygt, for helt ærligt, så var jeg mere bange for hvad der ville ske hvis jeg kom tilbage. Måske var det modigt, sådan tænker jeg ikke om det. For mig handlede det kort og godt om, at hvis jeg vendte tilbage havde jeg intet lært. Jeg ville bringe mig selv tilbage i stedet for at tage nye skridt. Der var ingen udvej, jeg blev drevet fremad af en kræft inde i mig, som hverken kunne eller skulle stoppes.

Marbæk Plantage

11 Replies to “Mit wake up call”

  1. Hold da op, Rikke. Sikke et indlæg. Kan genkende rigtig meget af det du skriver. Og når først man er ramt tager det lang tid at komme ovenpå igen, ikke. Godt du tog det alvorligt og tog dit liv op til revision. Det burde vi nok allesammen gøre med jævne mellemrum, stress eller ej. Kram til dig.

    1. Tak Dorte, har ville skrive det så længe, i går var rette tid 🙂
      Håber du passer på dig selv søde Dorte, det har jeg dog en fornemmelse af du gør. Enig, at revidere livet og mærke efter om man befinder sig det rigtige sted, er noget vi alle burde at gøre. kærlig hilsen og tanker til dig

  2. Stærkt indlæg, Rikke! -Hvor er det godt at vide, at du er kommet helskinnet ud på den anden side igen og er i gang med at realisere nogle af dine drømme 🙂

    Kan også nikke genkende til flere dele af din fortælling, så dit indlæg gav også stof til eftertanke.

    1. Er glad for, at indlægget sætter gang i tankerne, håber du mærker efter 🙂
      Det sjove er, at jeg ikke bare slap helskindet igennem, men meget stærkere og meget mere bevidst og klar over at jeg ikke skal rede andre end mig selv. Så selvom jeg var mere end skræmt dengang, så ville jeg ikke undvære det i dag.
      Kærlig hilsen Rikke

  3. Tak for din ærlighed Rikke. Jeg tror, der er brug for meget mere åbenhed omkring stress. Jeg har selv følt skam og skyld ved at skulle indrømme, at jeg var berørt af for meget arbejde (med mange af de symptomer du beskriver) og ‘jeg skal nok klare det’-attituden. Jeg er dårlig til at tage imod hjælp og det skal jeg klart arbejde med. Kh. Birgitte

    1. Velbekom Birgitte. Jeg tror også på åbenhed i forhold til stress, en af de store grunde til, jeg valgte at skrive indlægget. Hvor er det godt at læse, at du er opmærksom på dine svagere punkter, det er jo første skridt til at arbejde med dem. Tak for din altid ærlige kommentar.
      Kærlig hilsen Rikke

  4. Sikke et vigtigt og godt indlæg. Jeg har selv været der, og været syg med stress. Så jeg kan se så meget af mig selv i det indlæg – lige fra at jeg i starten ikke kunne sige jeg har været syg med stress til nu, hvor jeg er ærlig og siger det højt, når det giver mening. Jeg rammes dog virkelig hårdt når jeg hører andre er ramt, og forsøger at sætte ord på det tabubelagte emne også på arbejdspladsen. For det er vigtigt!! Endnu engang tak for at tage et vigtigt emne op.

    1. Tusind tak melbolle, det er altid rart når man har skrevet et indlæg som andre får noget ud af at læse. Jeg er glad for at læse, at du også er kommet så langt, at du kan og tør stå ved, stressen er en del af dig 🙂 det er altså et redt sejt skridt på vejen.
      Du har ret, selvom stress virkelig rammer mange er det stadig tabu og det hjælper bare slet ikke, når man står lige midt i det og ikke aner hvordan man skal komme videre og få ændret de forhold der stresser.
      Tak fordi du kiggede forbi og tog dig tid til at skrive en kommentar.
      Kærlig hilsen
      Rikke

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.