Søndag morgen startede på smukkeste vis, nemlig med sol og frostklædt. Det faldt smukt sammen med, at det netop er dagen, hvor min ældste søn fylder 19 år. Jeg synes dagen tegnede særdeles godt.

Akutmodtagelsen i Esbjerg

I stedet endte det med, at jeg måtte en tur på akutmodtagelsen og besøge min far. Telefonopkaldet gjorde mig noget bekymret, for jeg forstod nærmest ikke hvad han sagde. 

Det var derfor med en kæmpe klump i maven jeg kørte mod nord, for først at hente min mor og dernæst lande på akutmodtagelsen.

Klumpen i maven ændrede form, da jeg så ham, desværre er den på ingen måde forsvundet. Heller ikke nu hvor jeg sidder trygt i min sofa, den er nok mere erstattet af sorg, over tid som er gået.

Som det er for sent at indhente. 

En svær relation

For over 4 år er gået siden mine forældre og jeg var en del af hinandens liv.

Det har for mit vedkommende ikke været 4 nemme år, og alligevel har det været det eneste rigtige. For at jeg kunne finde mig selv. Rigtigt mærke  hvem jeg er.

Det virker sikkert helt skørt når man tager min alder i betragtning.

Fremtiden

Det har været nødvendigt, og er det måske stadig. Alligevel har noget ændret sig inde i mig, da jeg så min ellers ranke far ligge der, helt lille og meget lidt rank i sygehus sengen.

Jeg er ikke sikker på, at fravær er det rigtige fremover. 

Hvad der så er rigtigt ved jeg ikke, det bliver jeg nødt til at mærke efter. I mens vi venter på, hvad lægerne finder ud af, der er galt.

Heldigvis kender vi ikke dagen i morgen, men jeg håber du fylder alle dine dage med kærlighed, også selv om det kan betyde nogle svære fravalg.

Jeg håber også, at du tager livet oppe fra og ned hver eneste dag, og er klar over, at intet er statisk. 

Alt er i bevægelse – dig – andre – tiden – tilgivelse og kærlighed.

Kærligst, Rikke