Nærmest lykkelig

Kender du følelsen af “nærmest lykkelig”? For ikke så mange år siden var det ukendt for mig, at blive lykkelig ud af det blå.

Nærmest lykkelig følelsen er dén, som får dig til at gå rundt og smile, som var du nyforelsket, uden at være det sådan rigtigt.

Måske forelsket i livet…

Mandag morgen og forsinket

Nærmest lykkelig følelsen startede i mandags og har fulgt mig siden. Den startede med, at jeg kunne se solen, og mens jeg sad der i bilen og nød, at solen glimtede frem.

Mærkede jeg, hvordan et smil bredte sig om mine læber.

Selvom jeg var på vej til kontoret og alt i mig var klar over, at jeg hverken helt eller halvt, ville komme i mål, med de arbejdsbunker som ventede mig.

Så smilede jeg.

Det var helt vildt befriende, for jeg synes faktisk, at de arbejdsbunker kan være lidt anstrengende at se på.

Forandring

På vej hjem fra arbejdet kunne jeg ikke undgå, at tænke over, hvor meget min tankegang har ændret sig, siden jeg sidst havde et lignende job.

Det var dengang, jeg kunne finde på at løbe på gangene. Når der var undervisning vel at mærke, så eleverne ikke kunne tage sekretæren i at løbe på gangene.

Jeg løb fordi jeg seriøst troede, at jeg så lige kunne hente lidt tid.

Det lykkedes selvfølgelig aldrig.

Når jeg ser tilbage på den tid, som i øvrigt var tiden inden mit store stress kollaps, så mindes jeg ikke, at jeg for alvor var tilstede med nærvær i det jeg gjorde og med dem jeg var sammen med.

Mine tanker var altid på vej til det næste på programmet eller bare på vej ud i det blå.

Det var aldrig sket dengang, at jeg havde siddet i bilen og smilet af en solopgang.

I mandags stoppede jeg endda bilen og tog et billede, for at huske mig selv på den “nærmest lykkelig” følelse. Selvom jeg var forsinket og ville komme for sent på arbejde.

Det er godt nok meget nærvær en mandag morgen 😉

Nærvær og taknemmelighed

Helt ærligt gør det mig pavestolt, at jeg i den grad har vendt min tankegang på hovedet og ser livet i et helt andet lys.

Følelsen af taknemmelighed for livet er endnu større.

Taknemmelighed er i øvrigt en følelse jeg ikke kendte særligt godt dengang. Jeg kunne sikkert godt sige ordet med min mund, i dag kan jeg føle taknemmeligheden ud i hver celle af min krop.

Egentlig så tror jeg ikke, at taknemmelighed var en del af mit ordforråd inden stress kollapset.

Hvor er jeg glad for jeg har lært dét ord at kende.

Tak fordi du læser med

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.