Notesbog til det vi bør vide

Jeg har købt 2 notesbøger. En til min mand og en til mig selv. Da jeg gav ham den, var det med beskeden om, at det er til alt det jeg bør vide. Det nemme, det svære, det sjove. Og alt der i mellem.

Han blev noget ramt, fordi han troede det var til at skrive ting forbundet med døden i. Den notesbog bliver fuld af det vi har brug for at skrive om, måske bliver døden en del af den, måske ikke. Den bliver helt sikkert fuld af kærlighed, liv og grin.

Michaels notesbog til mig

 

Idéen til notesbogen

Jeg fik idéen til den notesbog, én af de mange dage, hvor Michael ikke har haft overskud til, at åbne munden  og tale med mig.

De dage er enormt sorgfulde og de splitter mig i atomer. For han er ikke bare min mand. Han er min bedste ven. Når han ligger der i sengen, ude af stand til at tale med mig i flere dage. Er der så meget jeg ikke får fortalt ham. 

Nogle dage handler det egentlig bare om, hvor stolt jeg er af ham, og hvor højt jeg elsker ham. Ikke bare nu, men hver dag, også inden vi kendte kræften. Noget han måske har overskud til at læse, de dage han ikke kan tale eller lytte.

Selvom jeg siger det igen og igen, så flytter ordene måske ind i hans krop på en anden måde, når han læser de ord, fremfor når jeg siger det.

Jeg har altid troet på kærlighed overvinder alt. Jeg tror også på, at det er kærlighed, som får os igennem det her.

De første skriverier

Helt ærligt, havde jeg regnet med, at jeg ville være den første til at skrive.

Men gang på gang overraskes jeg over det menneske jeg har været gift med i snart 15 år. For sandelig, om ikke Michael allerede har skrevet de første 3 sider til mig.

Første side fik mig til at græde. Anden side fik mig til at klukke af grin og tredje side gjorde mig eftertænksom. Ikke alene det, så omhandlede teksten også noget jeg ikke viste om Michael. 

Det er helt perfekt, og jeg elsker allerede den notesbog.

Livssyn

Jeg ved godt, at mit livssyn smitter af på hensigten med denne notesbog. For det er jo endnu en måde jeg skaber kærlighed og håb i Michael, og i mig selv.

Noget, jeg tænker styrker ham helt ud i cellerne. Måske tager jeg fejl! Men hvad betyder det, hvis vi finder glæde og styrke i, at skrive til hinanden, og ikke mindst i, at læse de ord, som er skrevet til os hver især.

Den bedste tid på dagen

Jeg kan skrive når som helst 🙂 og nærmest hvor som helst. Fordi jeg elsker det, men skumringstimen den kan noget helt specielt. En ting er sikkert, jeg glæder mig til at fylde Michael’s bog med kærlighed, grin og hvad jeg ellers føler for.

 


Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.