Øjeblikket – Februar intention

Vi skriver den 10. februar og måneden føles, som har den varet i en uendelighed. Samtidig har nogle dage været så langsomme, at jeg var ved at blive vanvittig. Sjovt som øjeblikket kan føles forskelligt.

Februar startede for mit vedkommende i isolation. Jeg var ikke syg, havde lidt lette symptomer. Men jeg trængte åbenbart til en pause, og det fik jeg så. Sådan er livet jo så fint skruet sammen, vi får hvad vi har brug for, i min optik.

Noget af den visdom, jeg tager med ud i verden. Er at have mere indre accept af, at jeg faktisk står midt i en livskrise og jeg er maksimalt presset. Og det er okay. Det ændrer ikke på noget som helst, at jeg tager bevidstheden på mig.

Ikke som ynk.

Eller fordi jeg vil skånes.

Men fordi det er sådan det er.

Jeg står midt i en livskrise!

Bum.

Øjeblikket er alt vi har

De sidste mange måneder har jeg bevæget mig i problemstillinger, der har været så kaotiske og vilde, at det er svært at forklare. 

Udfordringerne er kommet som bølger, når den ene har lagt sig, har den næste overtaget og sådan er det fortsat. Hver gang der var tegn på opklaring, har en ny storm taget til, ikke alle storme har været orkaner. Men dem, har der været en del af, og knap så mange, af de stille blik blå hav dage 🙂 (jeg tænker i billeder, hvis du skulle være i tvivl) Der har været øjeblikke hvor solen pludselig brød frem, men øjeblikket har varet kort. Uden mulighed for at tanke op, og reparere de steder, hvor båden er gået i stykker.

Jeg ved godt, at presset er enormt, og jeg mærker presset i min krop på forskellige måder. Men da jeg efter ca. 2 døgn i isolation begynder, at mærke en smerte på min ene hånd, og kigger ned og får øje på et brandsår. Bliver jeg ærlig talt lidt chokkeret.

Brandsåret må jeg jo have haft siden lørdag eller søndag. Men mærker det først tirsdag!

Det er skræmmende, og jeg fyldes med sorg over, hvor dårligt jeg har passet på mig selv. Mens jeg har knoklet for at passe på dem jeg elsker.

Men jeg elsker jo også mig selv. 

Jeg har lært, at elske den sårbare side af mig, den knoklende side, (skønt jeg pt arbejder på at favne netop knoklesiden), jeg elsker, at jeg prøver at undgå blinde vinkler i min omgang med andre mennesker, men prøver at se dem for hvad de er. Jeg elsker de sansninger jeg får og jeg elsker, at jeg tør give dem endnu mere plads. Jeg elsker, at jeg er fuld af mod, jeg elsker, at jeg tør fejle, jeg elsker mit livsmod, og jeg elsker, at jeg nogen gange tænker, at jeg ikke behøver at blive 80 år….

Og alligevel sidder jeg der med en fornemmelse af, at min familie i lang tid var vigtigere end jeg var. Selvom jeg har taget øjeblikke helt for mig selv, bare for at være mig. Kun for at nyde, uden at yde noget som helst.

Så “hvad gik der galt” siden jeg kunne have et brandsår i så lang tid uden at mærke det, spurgte jeg psykologen om i mandags.

Da hun svarede “ingenting” var det en lettelse.

Efterhånden kender vi hinanden så godt, efter intensive samtaler siden i starten af september måned sidste år. At jeg kan aflæse hendes kropssprog og toneleje, og det var så fuld af empati og medfølelse, at jeg lyttede med både mine ører og min krop til hendes ord.

Jeg har virkelig mærket mig selv, accepteret og forstået mine mønstre, men også set hvor der var behov for at gå nye veje med mig selv. Det er et voldsomt stykke udviklingsarbejde og det kræver sine ofre, brandsåret var et af dem. For det lærte mig, en hel del om øjeblikket. 

Det er alt hvad vi har.

Så den dag i isolationen, foretog jeg mig absolut intet. Der var ingen jeg skulle gøre noget for andet end mig, og jeg nød det, uden at blive frustreret, irriteret eller andet. Jeg var bare lige der. Nød den pause jeg havde fået, så fint og veltilpasset af livet.

Øjeblikket må leves. Trods vilkårene.

Min februar

Der har allerede været en god del orkaner og storme, for at blive i dét billedsprog. Men også gode øjeblikke. Og dem er jeg sikker på der kommer mange flere af, ellers laver jeg dem.

Men øjeblikket uanset hvordan det er, så vil jeg være i det. Både når det gør ondt og det føles godt. 

Er det så nemt at gribe øjeblikket

Nej, det synes jeg faktisk ikke og jo det synes jeg faktisk. Det handler om at give mig selv lov til at gribe øjeblikket, uden at skulle knokle mig igennem til det.

For øjeblikket det kommer jo helt af sig selv. Det er det helt geniale ved sådan et øjeblik.

Kære dig, tak fordi du brugte dit øjeblik i selskab med mine ord. Jeg er beæret og 
taknemlig.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.