om at være tilflytter i en lille by

Om ganske få måneder, er det 10 år siden Michael og jeg købte vores hus.

Der var mange nye ting på en gang. Jeg flyttede fra min barndomsby med den erkendelse, at jeg med ret stor sikkerhed aldrig ville flytte tilbage. Det betød også, at jeg flyttede fra den by min søn boede i. Hvad jeg heldigvis ikke vidste på daværende tidspunkt var, at min ældste søn ikke endte med at flytte med os – heldigvis, fristes jeg til at sige, for det havde måske fraholdt mig fra at flytte.

Jeg flyttede også sammen med en mand, som jeg godt nok var og er, fuldstændig forelsket i, men vi havde ikke kendt hinanden, i mere end 2 måneder og 6 dage, da vi overtog huset. Vi havde ikke boet sammen mere end i weekenderne. Så der var selvsagt en del kanter der skulle slibes. Det faktum, at vi begge havde været single i 1 års tid (og allerede havde fået mange fine og knap så fine vaner 😀 gjorde ikke de kanter mindre)

Sjovt nok, er det her i bakspejlet hverken ældste sønnen eller kanterne, der skulle slibes, der endte med at være den største udfordring.

Det blev nemlig det at flytte til en ny by, ikke bare en by, men en landsby. Selvom jeg absolut ikke så det som et problem, da vi var ude og se huset, og selv om jeg kommer fra en by, som ikke er meget større. Har det at være tilflytter mere end en gang, ramt mig med en helt enorm stor følelse af ensomhed.

En veninde, som også er tilflytter til en helt anden og større by, sagde engang til mig, at det er svært at finde nye venner som voksen. Jeg kan kun give hende ret.

I de 10 år der næsten er gået er der sket rigtig meget. Ud over vi har fået 3 børn, slebet hinandens kanter og begge lært at leve med henholdsvis en søn/bonusbarn, der ikke er hos os specielt ofte. Så har vi også med jævne mellemrum fortrudt, at vi købte huset så hurtigt. Det sidste har absolut ikke været gunstigt i forhold til, at engagere sig i lokalsamfundet.

Absolut en stor fejl fra vores side.

På mange måder er den uvilje fra vores side, ved at ændre sig. Måske netop derfor møder vi også flere og flere mennesker som tiltaler os – og som er åbne og villige til at lære os at kende.

Selvfølgelig hænger det sammen – eller desværre er det vel egentlig. For jeg har godt nok savnet at høre hjemme og være en del af et fælles miljø.  Selvom hverken min eller Michael’s slægt ikke er født eller opvokset på egnen tilbage i 5. generationer, så kan vi jo godt, have noget godt at tilbyde i kraft af vores personligheder.

Det kræver selvfølgelig mere end noget andet, at vi har lyst til og tør kaste os ud i det, møde de andre; i hallen,  brugsen, børnehaven eller hvor det nu måtte være.

For mig er lysten kommet snigende det sidste års tid, og jeg er næsten blevet helt overrumlet af den. Men det føles nu alligevel rart, at være på vej i hallen eller på besøg hos en ny fundet veninde, som i den grad kan give én kriller i maven, fordi man bare vil hende og hendes familie så meget.

Og i sidste ende vil byen, egnen og huset – selvom vi mangler kvadratmeter at udfolde os på 😉

4 Replies to “om at være tilflytter i en lille by”

  1. Det er noget at et sats I gjorde dengang – og så kan man også sige, at nogle gange tager ting bare tid – og acceptere det. Kh. Birgitte

    1. Ja det var noget af et sats, men vi følte det aldrig sådan. Spørgsmålene om rigtigheden har heldigvis kun drejet sig om huset og stedet 🙂 Du har så evigt ret, nogen gange tager ting tid, og det må man acceptere.
      Kærlig hilsen Rikke

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.