Et opgør med den pæne pige

billedet her er taget på en ferie i Berlin, hvor jeg også var en tur i karbad.

Siden jeg i 2005 valgte at gå fra min ældste søns far, har jeg haft utallige opgør med min indre pæne pige. Måske har opgøret altid været en del af mig. Men nogle perioder har det slumret mere end andre.

Hvad mener jeg med den indre pæne pige; for mig er den indre pæne pige et andet ord for pleaser. En som altid prøver at gøre det rigtige, at falde ind og høre til med fælleskabet.

Endnu et opgør

I fredags tog jeg endnu ét opgør. Det var ikke et opgør som startede en revolution, hverken i mit liv eller i verden. Men alligevel er jeg ret stolt af mig selv. Fordi jeg fik øje på, at der var brug for et indre opgør.

Behov for en fridag

Allerede sidste tirsdag virkede den daværende uge helt uoverkommelig. Jeg kunne godt mærke, at det var en uoverkommelighed, jeg var nødt til at tage seriøs.

Så jeg aftalte med jobbet, at jeg tog fri fredag. Det passede perfekt på den måde, at min mand, skulle køre til møde i Viby tidligt fredag morgen.

Det betød, at når børnene var afleveret, så var huset helt tomt.

Fuldstændig ro

Da tøsepigen var afleveret i børnehaven, kørte jeg hjem og lavede en kop kaffe. Åbnede min PC og tænkte, at jeg skulle blogge lidt.

Jeg sad der i lang tid, og kiggede på skærmen. Der kom ikke et eneste ord ud af mig.

Intet!

Det er godt nok sjældent det sker.

Har pillet mig selv i navlen i tilstrækkeligt mange år til, at jeg godt ved, at den intethed skal lyttes til.

Den indre kamp mod den pæne pige

Mens jeg sad der og bare stirrede på skærmen, begyndte den indre pige at håne. “Du kan da for pokker ikke tillade dig at holde fri, uden at lave noget!” og “helt ærligt tag dig lige sammen”

Jeg faldt i, for begyndte faktisk at fylde vaskemaskinen. Fik heldigvis stoppet mig selv. Vasketøjet ville jo ingen steder løbe. Det ville dagen til gengæld, hvis ikke jeg sørgede lidt for mig selv.

Den pæne pige overgav sig.

Karbad

Jeg overvejede om jeg skulle gå en tur i det milde forårsvejr, men orkede det faktisk ikke.

Der skulle endnu mindre handling til.

Det endte med, jeg fyldte varmt vand i badekarret, tilsatte en slat sæbe med en beroligende duft og fandt så en bog.

Der lå jeg så og plaskede rundt i meget lang tid og bare nød.

Behøver jeg at sige, at det var helt fantastisk og lige hvad jeg havde brug for?

Flere år gammelt

Dette indlæg er flere år gammelt, jeg fandt det mellem en række kladder, ufærdigt, men alligevel klar til at komme ud. Fordi jeg godt kan lide den udvikling, der er at spore i indlægget.

Her kan du læse et andet opgør.

Den del, som er skrevet over dette afsnit er fra 2018, delen her under er skrevet i 2020 – de 2 afsluttende afsnit er skrevet i maj 2021. Sammen med min definition af den indre pæne pige.

Er opgør nødvendige?

Efter et opgør kan jeg godt spekulere på, om det virkelig er nødvendigt med alle de opgør og konfrontationer jeg har taget gennem årerne. Jeg tror virkelig, at det er en nødvendig udvikling at tage opgør. Præcis som vores børn tager opgør undervejs i deres udviklingsproces.

Der er ikke tal på, hvor mange små og store opgør jeg har taget i personligheds-udviklingens-tegn, min indre lyst til at følge mine drømme og udfordre mig selv ud af komfortzonen, er min indre drivkraft.

Jeg mærker, at jo mere jeg har fået kontakt med at udleve mine følelser og stå ved dem, har opgørende været mindre konfronterende og ubehagelige at stå i for mig – eller også er jeg blevet tryg ved at tage dem! Uanset, har jeg accepteret opgør som en del af livet og udviklingsprocesserne.

At anerkende egne behov

Kampen med min indre pæne pige, handler jo i virkelig høj grad om, at jeg har et mønster hvor jeg har lært mig selv, at gøre hvad andre forventer – eller rettere, hvad jeg TROR andre forventer.

Det handler selvfølgelig om, at jeg tidligere i mit liv har fundet ud af, at jeg bliver set på den måde, men også rost og mødt med anderkendelse.

Hvem kan ikke lide det?

Bagsiden af det mønster er, at jeg lige så tidligt i mit liv, har lært at andres behov var vigtigere end mine egne. Jeg kan godt se tilbage på de allerstørste pleaser perioder i mit liv, og tænke “hvor vildt det egentlig var” og at det, som jeg fortalte mig selv, handlede om et kæmpe engagement i andre mennesker som datter, mor, hustru, kollega osv… i virkeligheden, var et kæmpe mæssigt ego behov for at blive set og rummet, som det unikke menneske, lige præcis jeg er.

Dén indsigt gjorde ondt.

Balance i omsorgen

Fordi den var så klar og tydelig for mig, var jeg jo nødt til at ændre adfærd. Fordi jeg ikke kunne identificere mig med det menneske jeg blev, når jeg lod mit ego styre.

For der er en side af mig, som gerne vil give omsorg, pleje og hjælpe, og den side er en stor drivkraft i mit eget virke som kropsterapeut. Problemet var på daværende tidspunkt, at jeg var nødt til at have rettet op på den ubalance der var i mig.

Det gjorde (og gør) virkelig ondt i mig, når det går op for mig, at jeg har ladet mig styre af mit ego. Men efterhånden har jeg accepteret, at det er en del af det at være menneske. Egoet vil altid være der, og have brug for at komme frem. Det handler om, at mærke hvornår det kommer frem – og dykke ned i, hvad det er der sker indvendigt siden egoet har brug for, at puste sig op.

Helt ærligt, det er da pokkers interessant at dykke ned i. Selvom indsigterne absolut ikke altid er stolte øjeblikke 😀

Andres læring er deres

Hvad jeg siden har erfaret er, at det som har været virkelig udfordrende for mig, er min store lyst til at redde andre fra ulykkerne og smerterne i deres liv. Det handler om, at jeg kan mærke andres smerte, præcis som var den min egen.

Det er bare ikke ensbetydende med, at jeg skal fixe deres smerte. For i al smerte er der læring, uanset om man er bevidst om den eller ej. Det vil jeg virkelig ikke fratage andre mennesker, for at jeg kan få et kort øjebliks anerkendelse. Det er min helt klare indikator for hvornår mit ego puster sig op og vil anerkendes.

Jeg indrømmer, at det for mig, er en lang læring, at lære, at jeg sagtens have andres ryg, uden at have ansvaret for deres ryg. Ansvaret, må vi hver især tage på os for vores egen ryg.

Her i efterskriftet, kan jeg tydeligt mærke hvor god jeg er blevet til at gøre ting, for min egen fornøjelses skyld, uden at få dårlig samvittighed over noget, jeg “burde” have gjort for andre. Det giver mig en enorm friheds følelse, at jeg endelig accepterer mig selv, og anerkender både de styrker og svagheder jeg har.

Jeg er stolt af, at være den jeg er.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.