Overspringshandlinger

 

2020 der bygges sandslot

Dagen er fuld af overspringshandlinger for mig, fordi jeg er ved at rydde op i noget, som virkelig skær i mit hjerte og bringer mange følelser op.

Jeg er ved at rydde ud i de mange kasser baby- og børnetøj, vi har samlet sammen gennem tiden.

Opgaven er trukket i langdrag

Den opgave burde faktisk ikke kræve så pokkers meget af mig, teori og praksis hænger ikke sammen her. Alligevel har jeg udsat den så længe at det faktisk er på kanten til det pinlige.

Kigger man helt lavpraktisk på det, havde det virkelig været smart at bruge en weekend på det i løbet af de 26 måneder vi havde huset til salg. Faktisk kan jeg toppe den lidt, sidste år lejede vi nemlig et rum, som vi betalte en månedlig leje på, og noget af det som vi opbevarede i det lejede rum, var ta-da-da babytøj.

I sidste ende kunne vi have sparet endnu flere penge og tid, for var det blevet ryddet op i det famøse babytøj, mens vi stadig boede i Egebæk, ja så skulle det heller ikke læses i en flyttebil og køres tværs over Jylland.

Man kan vist roligt sige, at der har været nok af overspringshandlinger for at undgå sorgen, som det jo i virkeligheden er. Men hvad handler sorgen i virkeligheden om!

Følelsen af sorg

Mit hjerte gør ondt og en mærkelig uro forplanter sig ud i min krop. Jeg har lyst til at hulke og samtidig føles det enormt godt at være i gang med oprydningen af babytøjet.

Alligevel sniger jeg den ene overspringshandling ind efter den anden. Jeg er virkelig udfordret. Dén udfordring står i dyb kontrast til, at jeg faktisk godt kan lide at jeg ikke omgives af ting, som har udtjent st formål.

Som babytøjet jo har.

Jeg har undret mig over i mange år, hvad den sorg handler om. For en ting er at savne duften af baby, babylyde (ikke gråden 😉 )

Tilbageblik og taknemmelighed

Under oprydningen fandt jeg også min højt elskede dukke, og tankerne fløj tilbage til barndommens lege.

Tiden stod stille, når jeg som barn legede mig ind i mor-rollen med min Madicken dukke. Ja, hun var opkaldt efter pigen Madicken i min absolutte ynglings børnetime af samme navn.

Dukken og dukketøjet faldt tøsepigen for, så nu skal det vaskes inden Madicken overgår til næste generation. Gad vide hvad hun så bliver døbt?

Sidste overspringshandling

Nu har jeg lukket døren til den del af flytterodet, som omhandler babytøj. Jeg føler jeg bliver nødt til at give de følelser plads, som babytøjet har fået op i mig. Der skal ikke lukkes mere ned for dem.

Det er ingen hemmelighed, at jeg ærger mig over, jeg ikke mødte min mand i 20’erne, så vi kunne have fået den kæmpe børneflok jeg altid har ønsket mig.

Når det så er sagt, så er jeg dybt taknemmelig for, de 4 børn jeg har. Jeg elsker at opleve dem vokse og jeg glæder mig over, at hver alder giver nye glæder og oplevelser. Selvfølgelig også udfordringer.

Kigger jeg på dynamikken i vores familie, er den lige som den skal være. På den måde har vi en perfekt størrelse.

Jeg nyder også friheden ved, at børnene bliver store og ikke har brug for mig (eller min mand) til alt hvad de foretager sig. I det hele taget er frihed noget så fantastisk, sammen med kærlighed er det nok de 2 største drivkrafter i mig.

Kunne jeg have gjort mere som mor?

Alligevel sidder jeg her og grubler over, om mon sorgen over det pokkers babytøj, kan skyldes, at et lille bitte sted inde i mig, ville jeg gerne have gjort tingene med børnene bedre.

Have læst flere godnathistorier!

Løbet flere ture med dem igennem nedfaldne blade, som blev hvirvlet op i luften!

Have bygget flere sandslotte!

……

Tårerne, som står op i mine øjne fortæller mig, der er noget om snakken.

Jeg kan trøste mig selv med, at jeg virkelig har forsøgt det bedste jeg kunne, at være den mor jeg legede mig til i barndommens fantasilege.

I barndommens lege var jeg en voksen kvinde, som i den grad levede et liv i en anden tid, end den jeg selv er vokset op i. Jeg er født i 1978, min mor var pædagog, og jeg oplevede hende tage på arbejde hver dag. Mine bedsteforældre fortalte historier om en frigjort datter, som tog til København for at læse og siden på højskole. Altså en frigjort kvinde, som tjente sine egne penge – og som jeg oplevede elskede sit job og sin hverdag både i og udenfor hjemmet.

I barndommens lege var min mand altid ham der kørte på job, efter jeg havde serveret en pragtfuld morgenmad for ham. Mens jeg var den som var hjemme i legehuset, bagte og hvad nu en husmor ellers laver…..

Måske har de lege netop været fulde af, de aller inderste af mine længsler for hvordan mine børn skulle vokse op.

Legene har nok ikke været fulde af kæmpe ambitioner om en karriere som var fuld af succes på den måde som samfundet normalt forbinder med succes.

Når jeg sidder her og lukker øjnene og mærker tilbage i følelsen jeg havde i det legehus med Madicken. Mærker jeg en tilfredshed og en følelse af, at tage min rette plads i verden, jeg kender godt den følelse af tilfredshed fra mit liv langt væk fra barndommes fantasi lege.

Jeg ved præcis, hvornår jeg har svigtet mig selv og levet for langt væk fra mine indre længsler – og i virkeligheden tror jeg det er lige netop de perioder af mit liv, som babytøjet bringer op i mig.

Faktum er, at jeg helt sikkert i perioder kunne have gjort mere som mor, men et andet faktum er, at jeg i alle mine 21 år som mor, har gjort det bedste jeg kunne.

Med de erkendelse er jeg sikker på, at det bliver virkelig godt, at få ryddet op i det sidste babytøj, og dermed få det bragt videre til nogen som har brug for det.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.