web analytics

Overstimuleret

De sidste mange dage, har været fyldt med mennesker. Gode og glade mennesker. Som alle har bidraget med deres skønne væsen på en positiv måde.

Derfor kan jeg godt føle, at jeg er en lille smule utaknemmelig, når jeg sidder her og ønsker mig et sted hen uden mennesker. Uden andre lyde end dem jeg selv laver.

Føler mig nu ret sikker på, at hvis jeg virkelig befandt mig det sted, helt alene, så ville den eneste lyd, som fangede mit øre være; lyden af stilhed.

Behov for stilhed

Det jeg allermest trænger til lige nu, er en lang gåtur i naturen. Efterfølgende drømmer jeg lidt om at putte mig i en behagelig lænestol med en god bog, et tæppe og en varm drik.

For mig lyder det altså ret fantastisk 🙂

Virkeligheden bliver ikke helt som det jeg drømmer om, men jeg har tænkt mig, at komme så tæt på som muligt. Jeg kan nemlig mærke, det er ret vigtigt, at imødekomme behovet for lidt ro i dag.

I virkeligheden skal jeg også have bearbejdet alle indtrykkende, som de sidste mange dage, har været fyldt med. For indtryk skal have tid til at lagre sig, i hvert fald i min krop og i mit sind.

Jeg har bare aldrig respekteret behovet før, det gør jeg nu. For ellers får jeg det som om jeg bevæger mig rundt med et akvarie på hovedet.

Det giver mig en oplevelse af, at være til stede, men alligevel ikke helt. Nærheden forsvinder fra den måde jeg er til stede på, og jeg opfanger hverken lyd eller mennesker.

Jeg bryder mig ikke om den måde at være til stede på. Derfor er det så vigtigt, at jeg lige tager en lille timeout, så jeg igen kan være til stede med det nærvær og den nærhed jeg ønsker at bidrage med i samværet med andre mennesker.

Finde mig selv efter overstimulering

Når jeg nu ikke har muligheden for at at gøre det jeg egentlig helst ville, så må jeg få det til at fungere på en anden måde.

I dag bliver det med en lille meditation, hvor jeg bare sidder med lukkede øjne og mærker ind i mig selv. Måske er det kun 5 minutter jeg får, selv så kort tid kan gøre en positiv forskel.

Et bad hvor jeg efterfølgende smører mig langsomt og roligt ind i en velduftende olie, bliver også en del af dagens selv reparations kit.

Jeg mærker også et ret stort behov for at putte mig under et tæppe som omslutter mig tæt, for på den måde bliver min krops grænser helt tydelige. Her i skrivende stund føles de grænser noget svævende.

Det lyder måske lidt underligt, for den fysiske krop, er jo helt tydeligt afgrænset. Men lige netop når jeg er overstimuleret, får jeg en fornemmelse af, at kroppen fysisk ikke er helt tydeligt defineret.

Så det vil jeg sætte i gang med.

Jeg ønsker DIG en rigtig dejlig dag 🙂

Kærligst, Rikke

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.