Pårørende til kræftramt de første 3 måneder

Livet som pårørende til en kræftramt er barskt, det er en balancegang, som er voldsom udfordrende fordi et menneske du elsker er så alvorligt syg. De føles som at være i en robåd, ofte alene, midt på havet i en orkan. Alene fordi den syge og dig ikke nødvendigvis er det samme sted i sorgen/krisen eller opfattelsen af situationen.

Opholdsstuen på hjerte-lunge afdelingen på OUH hvor Michael var indlagt

Der er gået 3 måneder siden Michael blev syg og jeg blev pårørende til kræftramt. Helt præcis 3 måneder og 1 dag. Det føles som 3 år. Dagene har været lange og sorgrige. En ubeskrivelig tunghed betegner de 3 måneder ganske godt.

Jeg vil starte med en ganske kort opsummering til mit sidste indlæg, hvor vi afventer svar på, om der er spredning til leveren og flere lymfekirtler. Det var dér, og den afgrund vi troede vi havde ramt bunden af, da Michael fik diagnosen. Blev endnu dybere.

Inden vi helt havde forstået alvoren og bearbejdet situationen, skulle Michael på OUH og have “brændtmetastasen i leveren væk. Der var heldigvis kun 1 tydelig metastase, og måske 1 mere, som lyste en smule op på skanningerne.

Lægerne fik indgrebet til at lyde som en biting og en ren rutine opgave. Hvilket det åbenbart også er i langt de fleste tilfælde. Derfor gik vi ind til indgrebet fortrøstningsfulde og med en følelse af, at nu skulle leveren lige overstås, inden lægerne kunne sætte i gang med moder tumoren i endetarmen og de tilhørende lymfekirtler.

Intet ved det indgreb var nemt og en biting.

Det var virkelig tæt på, at slå Michael ihjel, og han har stadig mén efter den procedure. Lægerne siger, at han undgår at få varige mén, men at det tager måneder endnu før skaderne er vokset sammen.

Det ene traume overtog det andet

Da Michael var på OUH oplevede han ikke selv hvor kristisk det var. For mig var det en oplevelse af, at der hele tiden kom nye traumer og chok til. Så jeg har fået hjælp både ved psykolog, vores lokale præst og hos Kræftens Bekæmpelse. Det får jeg selvfølgelig stadig.

Èn ting er, at vi alle ved at kræft kan være dødeligt, men at han skulle blive så syg 3 uger inde i processen, og der blev ved med at opstå nye alvorlige ting både med Michael, men også andre steder i mit liv helt tæt på mig. Det var voldsomt. Selvfølgelig reagerede vores børn også på sygdommen og det som opstod i kølvandet.

For nylig kom vores ene søn ud for en ulykke, hvor han skulle have målt blodtryk, puls og iltmætning, en del gange i en god times tid. Lyden fra blodtryksapparatet førte mig tilbage til den nat på OUH hvor blodtryksmaskinen målte automatisk i starten hvert 5. minut, senere hvert 10. minut. Hver gang den nat var værdierne kritiske. Det var voldsomt og åbenbart mere end min krop kunne klare. For den reagerede prompte med kvalme, bankende hjerte og kvælningsfornemmelse.

Så mens jeg sad der og skulle være voksen overfor mit barn, som jo var rystet og lidt bange for både udstyr og det videre forløb. Skulle jeg også have styr på alt den frygt som opstod inde i mig. Det var på ingen måde en let opgave jeg befandt mig i.

Det giver sig selv, at jeg i de seneste måneder har kørt på ren adrenalin.

MIt livs balancegang

Det giver også sig selv, at det ikke er sundt, og at være pårørende til min kræftramte mand er mit livs sværeste balancegang. Hvordan er jeg der bedst muligt for min mand og vores børn – uden at jeg selv segner!

Sandheden er, at jeg ofrer mig selv, jeg tror det er livet for mange pårørende – hvis ikke alle pårørende i perioder. Vi stjæler tid hvor vi plejer os selv, men den syge og børnene, det er hovedfokus.

Det er det gamle prioriteringsspørgsmål om, hvem som først skal have masken med ilt i flyveren.

Om morgenen vågner jeg og kan ikke mærke, at jeg har sovet. Mange nætter har det også været begrænset hvor meget søvn det er blevet til. Men hvile kan faktisk også gøre underværker, når adrenalinet pumper så hårdt i venerne, at man kan mærke hvert pulsslag.

Når jeg sover har jeg mareridt hvor jeg falder og falder, mens jeg skriger på Michael, men han svarer mig ikke, for han er væk. Mareridtene afløses af, at jeg fortsætter dagens gøremål i søvne. Men der er så mange og lige som jeg bliver færdig med det ene, må jeg skynde mig videre til det næste. Det er selvfølgelig et udtryk for, hvor belastende en situation det er, vi befinder os i.

Sovepillen, som jeg i bund og grund hader, har jeg bøjet mig for, så får jeg i det mindste lidt søvn.

For søvn og frisk luft er altså god medicin for mig som pårørende. Sammen med en masse kram fra mennesker som rummer mig, også når jeg bare hulker af sorg, træthed eller bekymring.

Måske et godt miks af det hele.

Tro og håb

Der har været mange dage, specielt efter de 5 dage jeg var på OUH med Michael. Hvor jeg manglede ord, jeg kunne ganske enkelt ikke snakke om andet end hverdagsting med børnene. Det var alt for overvældende. Egentlig var drømmescenariet hvis jeg havde kunne være helt selv.

Det var dog ikke en reel mulighed. Andet end når jeg sad i bilen for at køre til og fra sygehuset hvor Michael var indlagt.

I de uger talte jeg nærmest kun med præsten, psykologen og de allernærmeste af min kreds af mennesker. Selv den person ved Kræftens Bekæmpelse, som virkelig har hjulpet mig, magtede jeg ikke at ringe til, før der var faldet “ro” på i mit indre.

Faktisk handlede det ikke allermest om ro, det handlede om tro. Min tro på Michaels overlevelse og helbredelse var væk. Alt var sort for mig, og jeg kunne intet lys mærke hverken i mig eller i verden. Her blev samtalerne med præsten helt essentielle, fordi hun skabte et rum hvor jeg fik lov til at sætte ord på, at troen og håbet var forsvundet. Det var så værdifuldt som hun rummede mig i lige netop den/de samtaler. Kan ikke huske hvor mange jeg havde med hende i den periode.

Det har forbavset mig, at jeg næsten pr. automatik har været klar over hvad jeg havde brug for at gøre, for at kunne stå i kaosset. En ny tydelighed og bevidsthed har taget bolig i mig. I tilbageblikket har det givet anledning til nogle ret sjove episoder, som giver gode grin både nu og da de udfoldede sig.

Lige netop den tydelighed gjorde det hele tiden klart for mig, hvornår jeg havde gavn af at tale med enten præsten, psykologen eller Kræftens bekæmpelse. Da behovet kom for kontaktpersonen ved Kræftens Bekæmpelse magtede jeg også at ringe til Kræftlinjen og vente på, hun blev ledig og kunne ringe mig op.

Afslutningsvist

Jeg vil slutte dette indlæg, med at huske enhver læser på, at dette er min opfattelse som pårørende, som hustru til en kræftramt og mor til vores børn.

Michael læser mine indlæg og siger til hvis noget skal rettes, så på den måde har jeg hans accept. Men hans historie og oplevelse er ikke en del af dette. Ud over at det selvfølgelig er Michael som har kræften.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.