web analytics

oktober to do

Inspireret, af andre bloggere og mine uendelige TO DO lister, vil jeg prøve, at lave en liste herinde, så jeg også bliver lidt forpligtet til at få tingene gjort – smart ikke 😉

  1. Efterårsoprydning i garderobeskabet
  2. Fodre dyr i Esbjerg Dyrehave
  3. Bage ting til fryseren, som er lækre/nemme at putte i madpakken
  4. Lave efterårskrukker
  5. Hvis der stadig er hyben at finde, så skal der laves hybenkranse med drengene ellers må det blive med kastanjer.
  6. En spille eftermiddag, hvor vi tager tid til at spille med drengene (her kunne det være fantastisk med en rigtig efterårs regn dag.
  7. En tur i Tangeskoven

vil du læse flere af mine indlæg

Babysalmesang

I går tilbragte tøsepigen og jeg formiddagen i Sct. Catharinæ kirke.

Vi er nemlig begyndt til babysalmesang – og lad mig slå fast, det var en helt fantastisk oplevelse for både mor og barn.

Der blevet sunget salmer, (hvilket næsten er selvsagt, da det er jo er babysalmesang) der blev danset, svunget i tæppe ala hængekøje (hvilket var et kæmpehit) pustet sæbebobler (tøsepigen er BANGE for sæbebobler! det må vi har have arbejdet på) Det absolut største hit var, da vi skulle synge “Du som har tændt millioner af stjerner” og et stort transparent stykke stof med glitrende sølv stjerner, stille og roligt blev sænket ned over os og børnene. Alle børn blev opslugt, ville enten fange stjernerne eller blev helt salige. Det var virkelig en rigtig god oplevelse.

Vi sluttede af med at drikke en kop kaffe sammen, og det er jo altid hyggeligt, i et inferno af spædbørn og mødre 🙂 glæder mig virkelig til næste uge.

Tøsebarnet havde virkelig fået stimuleret sine sanser, så hun sov en dejlig lang eftermiddagslur.

Læste for lidt tid siden en artikel om netop Babysalmesang, artiklen påstod, at det største hit i folkekirken i  nyere tid, er babysalmesang. Må indrømme jeg var lidt skeptisk, men der er noget om det. Jeg er selv den type der går i kirke juleaften, til dåb, bryllup, konfirmation og begravelser. Hvis det skal være vildt, så tager jeg nytårsgudstjenesten i Ribe Domkirke. Så jeg er som gennemsnittet af danskere, men det her babysalmesang, var en god måde at være i kirken på. Et afslappet break fra den til tider hektiske hverdag (siger jeg på barsel!!) Kirkens rum får os jo naturligt ned i gear, og må sige, at sognepræst Elin Hjuler, var helt eminent til, at få den helt rette stemning ind i Sct. Catharinæ kirkens prægtige rum. Så for mit vedkommende kan jeg konstatere, at babysalmesang er et hit.

De damer husker i at knibe

Der skulle  hele 4 børnefødsler til, før jeg følte det var nødvendigt, at melde mig til efterfødselsgymnastik! Hvis jeg skal være helt ærlig, så var det i virkeligheden min krop, som følte nødvendigheden, ikke så meget mig 😀

Men hold nu op, det har været godt. Der har været knibeøvelser på alle 4, liggende på ryggen med en pude under numsen, stående, hoppende og løbende. Første gang fysioterapeuten spurgte flokken.” kan i mærke der er noget der slipper?” udbrød jeg et fnis. Jeg kunne ikke mærke noget som helst slippe 😀  at dømme ud fra de indforståede smil, var jeg ikke den eneste.

Den værste øvelse var i starten, når vi legede “vente legen” Hele flokken lå på vores madras med en pude under numsen, og kneb det bedste vi havde lært. Så kom sætningen, som kunne få ethvert underliv til at krampe. “Hvor skal vi vente i dag?” lynhurtigt fulgte, forestil jer, at i er til Grøn koncert, og i kan mærke i skal tisse – virkelig tisse. I kæmper jer igennem grupper af mennesker, møder hele tiden en i kender, som lige skal høre hvordan det går og hvad der er sket siden sidst. Da i 10 minutter senere, kommer til toiletvognen, er der en kæmpe kø, men i kniber piger. I venter og venter og nu er det lige før, at i kan sætte jer, der mangler kun 10 foran jer. Så KNIIIIIIIB piger! Da i endelig kommer op af trappen, er der kø indenfor, men nu er det lige før. HOLDER I KNIBET PIGER? Her er det, at krampen i underlivet er ved at være rimelig anstrengende, men vi holder selvfølgelig knibet, indtil vi kan sætte os på fantasi toilettet. Jeg siger jer, det er dejligt, når man slipper det knib 🙂 den øvelse kunne hver eneste gang få både fnis og suk frem. Selv de mest hardcore førstegangsfødende blev udfordret 😀

Til sidst var de største udfordringer stadig at knibe, så der rent faktisk var noget der slap. Men PLANKEN var altså også streng. Eller også trænger min krop mere til fysiske udfordringer, end jeg vil stå ved 😉 Men det er stof til et andet indlæg.

Husk det nu, uanset alder, du skal knibe hver dag! Det er virkelig en god investering i fremtiden.

Tålmodighed

blomst med tålmodig bi

blomst med tålmodig bi

Tålmodighed er simpelthen kort og godt, ikke en af de dyder jeg har. De af jer, der har arbejdet sammen med mig ved, at jeg simpelthen ikke har tid til, at ting tager tid.

Som elev i økonomisk afdeling var det blandt andet, en af opgaverne, at stemme hovedkontoen af. Det var skide sjovt, men havde jeg ledt efter differencen i ret meget mere end en formiddag, blev jeg små irriteret, drak mere og mere kaffe, og brokkede mere og mere højlydt. Faktisk har jeg været halv belastende, for mine kollegaer, når der var for mange mærkelige differencer. En kontorelev har nemlig ALDRIG en tilbagetrukket plads i kontormiljøet, næ nej man er placeret lige i centrum. Det passede mig nu egentlig særdeles fint, for så vidste jeg jo altid, hvad der skete. Var der optræk til lidt sjov, var det jo hurtigt at gribe den bold 😀  Med tiden blev jeg selvfølgelig hurtigere og hurtigere til at finde de fejl, som gav differencen. Men inden jeg kom så langt, fik jeg en dag, imens jeg brokkede lidt over en difference, skubbet en lille fin seddel ind foran mig, af min helt fantastiske elevansvarlige Mai, på sedlen stod der kort og godt, med store fede bogstaver

Tålmodighed er en dyd

TING tager TID

Den gode Mai, hængte endda den lille seddel op på min pc skærm. Så jeg blev mindet om det konstant. Det var faktisk hende, der satte ord på min manglende tålmodighed, indtil da, havde den bare været en stor bobbel af frustration.

Nå, det var slet ikke den historie jeg egentlig satte mig ned og ville skrive. Det jeg ville skrive, er faktisk, at denne blog udfordrer mig, på det rent tekniske. Jeg troede i min naivitet, at det sværeste ville være, at finde noget at skrive om. Der tog jeg fejl! Begreber som tags, plugins, besøgstæller, header og menu slår simpelthen hovedet på sømmet for mig. Jeg er fuld af idéer, tænker konstant på udvikling, opsætning og kommende indlæg. Men, hvor er det en prøvelse for min tålmodighed, at jeg skal google frem og tilbage om, hvordan de forskellige ting kommer til at virke. Når jeg nu bare gerne vil SKRIVE 😀

Så hvis i undrer jer over den lidt sparsomme indretning på min blog, så vil jeg bare sige, at jeg arbejder heftigt på det. Skulle der være en læser, der lige ved hvordan jeg får det hele til at falde i hak, så skriv endelig 🙂

Regnvejr og dejlig telefonsamtale

Gad vide, om det rent faktisk er blevet efterår nu? Her regner det i hvert fald, og træerne har fået skiftet den mørke grønne og lidt begyndende brune kulør ud med brændte farver. Så mon ikke den berømte løvfaldssommer er ved at gå over i efterår.

Det skal ingen hemmelighed være, at jeg er et udpræget lys menneske, sagt på en anden måde, jeg har stor sympati og forståelse for, at bjørnene er så kloge at de går i vinterhi. Jeg tror min mand vil mene, at jeg til en vis grad også går i vinterhi. I hvert fald går det helt i sort for mig, når vi har de der vintre, hvor sneen bare vælter ned fra himlen. Kan jo godt se, at det er super flot med NYFALDEN sne, men så snart det bliver sort (eller gult;-)) så er jeg klar til lortet smelter.

I mens jeg gik og ryddede op i huset, ringede min telefon, det er jo altid rart – men lige der var det nu ekstra rart. For i den anden ende var en kvinde, som bare går lige i hjertet på mig. En som jeg føler jeg har kendt altid. Men faktisk ikke har kendt særlig længe. Er det ikke sjovt, det er sådan med nogle mennesker?

Jeg har faktisk været ret produktiv i formiddag, oprydning, tøjvask og andre irriterende ting på to do listen er tjekket af 🙂

Men det bedste er nu, at madplanen for den kommende uge er lavet. Lidt sent, når vi tager i betragtning, at det rent faktisk er tirsdag, men nu skal man jo ikke gå op i småting 😀 Egentlig har jeg det ret ambivalent med madplaner, for det kan nemt blive lidt for planlagt, samtidig er det altså også bare super dejligt, når man ikke behøver tænke over hvad vi skal have at spise, hver eneste dag. Der kan jo også altid reguleres, hvis det for eksempel en dag bare vælter ned med regn og det blæser, så er det jo suppe vejr. Det er jo lidt træls hvis man har planlagt æggekage – som man ikke kan spise i koldt og ruskende vejr 😀

Når jeg laver madplan, foregår det altid med et par kogebøger, og så bruger jeg gerne valdemarsro.dk til at finde inspiration også. Der er simpelthen så meget lækkert, og maden har en fantastisk smag 🙂

 

Brdr Olesen

I går overhørte jeg denne samtale mellem drengene, imens de var fordybet i at lege med LEGO.

Malthe “Ved du godt at mor og far boller?”

Jeppe “Nej”

Malthe “Jo, de boller helt vildt, det skal man gøre for at få børn”

Efter den kommentar udbryder begge børn i høj latter!

Valgte, at blive i mit skjul hvor jeg kunne fnise i fred ;-D

Bryllupsdag

Min mand og jeg har bryllupsdag i dag, 8 år er gået, siden vi sagde ja til hinanden.

Det er helt vildt, at tænke på, at der allerede er gået 8 år. Men når man ser på antallet af børn, der er produceret og oplevelserne vi har haft, så hænger tiden godt nok sammen. Men tænker alligevel nogen gange HVOR GÅR DET BARE ALT FOR HURTIGT!

Er godt klar over, at tiden går hurtigere, når man har det godt, og vi kan så hermed konkludere, at vi har det fantastisk.

Faktisk er det sådan, at vi mødte hinanden den 9. april 2006, og blev gift den 29. september 2006. Vi havde så nået at købe hus, som vi overtog den 15. juni 2006.  Ja det var hurtigt! Men ingen af os fortryder det, vi gjorde lige præcis det vores mavefornemmelse fortalte os. I det rette tempo for os. Det er jo det der sker, når man har kysset et par frøer, man ved det bare instinktivt, når prinsen er der <3

Skal vi så fejre det? Næ, det skal vi ikke, vi spiste en dejlig middag i går. Men i dag, går det derudaf med en travl arbejdskalender for min mand og mindste sønnen skal have en legekammerat med hjem. Må indrømme jeg også er en slags træt, for tøsepigen har virkelig ikke haft det godt i nat. Feberen kom igen, og hun har hostet og hostet og næsen har løbet afsted.

Jeg håber, at hun snart et på toppen igen, vi savner det pludrende vandfald 😀

Forbandede yngel

Så er den weekend ved at være slut. Det var en weekend, der slet ikke blev som planlagt.

Lørdag vågnede jeg med særdeles ondt i halsen,  sammen med  en virkelig ond hovedpine, så jeg var ærlig talt ikke, den sjoveste at være sammen med.

Lørdag eftermiddag bliver Ida mere og mere irriteret og da det blev sengetid, var hun bare rigtig febervarm. Hun hostede og spruttede og oveni fik hun endda dårlig mave – jo mere slap hun blev, jo mere blødte fadderens hjerte, han kunne slet ikke holde ud, at hans lille tøsepige, hang med hovedet og ikke ville smile.

I dag vågnede hun med feber og var fortsat sløv, så hende og jeg har puttet igennem i dag. Det har været skønt, men det har også givet mig mulighed for at læse en bog færdig, jeg har været igang med et stykke tid. Den har været lidt streng at læse, fordi den er så trist, at jeg faktisk har fået helt ondt i maven, hvis jeg har læst for meget på en gang. Romanen er dog ikke bare trist, det er også en fortælling om sammenhold mellem søskende, at overleve en svær barndom og at finde sig selv som voksen. En bog der er rørende og giver stof til eftertanke.

Her til aften, er tøsepigen stadig ikke helt godt tilpas, men heldigvis har feberen sluppet sit tag. Det er dejligt 🙂

Imens tøsepigen og jeg plejede forkølelse og feber herhjemme. Tog manden brødrene Olesen med til Skærbæk Fritidscenter, de ville ned og se LEGO udstillingen. Det havde været meget imponerende med flotte LEGO udstillinger. Så tøsepigen og jeg skal helt sikkert med næste år.

forbandede nøgler

Kender i det, når nøgler, pung, pas og lignende pludselig er væk? og her snakker jeg som i helt og aldeles væk.

Må indrømme, at det desværre sker en del for mig, og hvis jeg ligesom skal prøve at komme med en bortforklaring. Så må det være, at jeg selv er uden skyld! Det er simpelthen en genetisk fejl, som jeg har fra min far. Han er så bare i den alder, at han også kan tilføje briller til listen af ting, der har det med at forsvinde.

Til mit forsvar vil jeg sige, at det er ikke hver måned, der forsvinder ting. Nok mere 1 gang eller 2 i kvartalet.

Denne gang var det så en husnøgle! Faktisk er det sådan, at selv om det er mig, der forligger ting. Så er det ret ofte min mand, som bliver først opmærksom på de mangler. Hvor irriterende er det lige? Men husnøglen har jeg manglet før ham, det har jo givet mig et forspring. Så jeg har ledt og ledt. I tasker, bilen, tøjlommer og diverse skuffer. Men væk var den. Forleden begyndte Michael, så at tale om den manglende nøgle. Pis tænkte jeg, nu gik det lige så godt med at lede i skjul, og han skal fandeme ikke have fornøjelsen af endnu en ting der er forsvundet for mig. Min eneste kommentar var “Jeg er allerede på sagen”

Men hvad dukker så op i dag? HUSNØGLEN og den kvikke læser tænker straks, hvor var den så? og det skal jeg sige jer, den var sandelig i min mands jakkelomme 😉 er i klar over hvor fedt det er?

Nu er det jo mig der har mobberetten – ihvertfald lidt tid 😀

Har i øvrigt lavet en lille note til mig selv om, fremover at lede i hans lommer også 😀

husnøgler og bilnøgler

husnøgler og bilnøgler

Endelig weekend

I dag prøvede jeg noget nyt!

Det kommer til at virke MEGET banalt, men for mig, var det et skridt længere væk, fra den pæne pige. I ved, hende som gør ALT hvad andre forventer og undervejs glemmer, at lytte til sig selv. Eller fortrænger den indre stemme, som til tider skriger, for at blive hørt.

Jeg havde et ærinde i Fredericia. Som altid, når jeg kører fra på motorvejen mod Fredericia, så sænker mine skuldre sig, min fod bliver en anelse lettere på speederen og mit blik søger ud over det bakkede landskab. Det sker helt automatisk og nærmest det samme sted hver gang. Utroligt, at en krop kan længes efter et landskab!

Da mit ærinde i Fredericia er overstået, er jeg bare slet ikke færdig med at nyde følelsen af skuldre i normal højde og den larmende følelse af frihed, øjnene er også langt fra færdige med, at suge landskabet ind på nethinden. Og her kommer det vilde   😀 jeg taster en adresse i Vejle…. UH det er vildt ikke ;-D håber ikke du røg ned af stolen, i ren chok over vildskaben i mit liv.

Jeg blev ledt over Vejlefjord broen, gennem skov og fantastisk landskab. Følelsen af velvære og tilpashed er til stede i hver celle af min krop, måtte faktisk slukke for musikken, for den larmede og forstyrrede roen i mit hoved.

Ikke engang det faktum, at det regnede og himlen var fuld af skyer, ødelagde min oplevelse.

Desværre kaldte virkeligheden, og jeg måtte vende snuden mod Ribe, og hente barn i børnehave og skole. Men MIN Vejle oplevelse kan ingen tage fra mig, og den føles stadig skøn.

Ingen kan heller ikke tage fra mig, at jeg tog endnu et skridt (omend det var et meget LILLE skridt) væk fra hende det pæne, irriterende dydsmønster, som glemmer sig selv, i forsøget på at tilfredsstille alle (og hallo, hvor håbløs en mission er det lige at gøre alle glade?)

Nu er det så weekend, og det har både børn og voksne her i huset set frem til.

Den blev startet med, at min elskede mand, spiste aftensmad med både hustru og børn. Det er ikke ofte det sker lige for tiden. Så vi NØD det i fulde drag.

Rigtig god weekend.

 

Høgsholtvej i Vejle

Høgsholtvej i Vejle