web analytics

Brdr Olesen

I går overhørte jeg denne samtale mellem drengene, imens de var fordybet i at lege med LEGO.

Malthe “Ved du godt at mor og far boller?”

Jeppe “Nej”

Malthe “Jo, de boller helt vildt, det skal man gøre for at få børn”

Efter den kommentar udbryder begge børn i høj latter!

Valgte, at blive i mit skjul hvor jeg kunne fnise i fred ;-D

vil du læse flere af mine indlæg

Bryllupsdag

Min mand og jeg har bryllupsdag i dag, 8 år er gået, siden vi sagde ja til hinanden.

Det er helt vildt, at tænke på, at der allerede er gået 8 år. Men når man ser på antallet af børn, der er produceret og oplevelserne vi har haft, så hænger tiden godt nok sammen. Men tænker alligevel nogen gange HVOR GÅR DET BARE ALT FOR HURTIGT!

Er godt klar over, at tiden går hurtigere, når man har det godt, og vi kan så hermed konkludere, at vi har det fantastisk.

Faktisk er det sådan, at vi mødte hinanden den 9. april 2006, og blev gift den 29. september 2006. Vi havde så nået at købe hus, som vi overtog den 15. juni 2006.  Ja det var hurtigt! Men ingen af os fortryder det, vi gjorde lige præcis det vores mavefornemmelse fortalte os. I det rette tempo for os. Det er jo det der sker, når man har kysset et par frøer, man ved det bare instinktivt, når prinsen er der <3

Skal vi så fejre det? Næ, det skal vi ikke, vi spiste en dejlig middag i går. Men i dag, går det derudaf med en travl arbejdskalender for min mand og mindste sønnen skal have en legekammerat med hjem. Må indrømme jeg også er en slags træt, for tøsepigen har virkelig ikke haft det godt i nat. Feberen kom igen, og hun har hostet og hostet og næsen har løbet afsted.

Jeg håber, at hun snart et på toppen igen, vi savner det pludrende vandfald 😀

Forbandede yngel

Så er den weekend ved at være slut. Det var en weekend, der slet ikke blev som planlagt.

Lørdag vågnede jeg med særdeles ondt i halsen,  sammen med  en virkelig ond hovedpine, så jeg var ærlig talt ikke, den sjoveste at være sammen med.

Lørdag eftermiddag bliver Ida mere og mere irriteret og da det blev sengetid, var hun bare rigtig febervarm. Hun hostede og spruttede og oveni fik hun endda dårlig mave – jo mere slap hun blev, jo mere blødte fadderens hjerte, han kunne slet ikke holde ud, at hans lille tøsepige, hang med hovedet og ikke ville smile.

I dag vågnede hun med feber og var fortsat sløv, så hende og jeg har puttet igennem i dag. Det har været skønt, men det har også givet mig mulighed for at læse en bog færdig, jeg har været igang med et stykke tid. Den har været lidt streng at læse, fordi den er så trist, at jeg faktisk har fået helt ondt i maven, hvis jeg har læst for meget på en gang. Romanen er dog ikke bare trist, det er også en fortælling om sammenhold mellem søskende, at overleve en svær barndom og at finde sig selv som voksen. En bog der er rørende og giver stof til eftertanke.

Her til aften, er tøsepigen stadig ikke helt godt tilpas, men heldigvis har feberen sluppet sit tag. Det er dejligt 🙂

Imens tøsepigen og jeg plejede forkølelse og feber herhjemme. Tog manden brødrene Olesen med til Skærbæk Fritidscenter, de ville ned og se LEGO udstillingen. Det havde været meget imponerende med flotte LEGO udstillinger. Så tøsepigen og jeg skal helt sikkert med næste år.

forbandede nøgler

Kender i det, når nøgler, pung, pas og lignende pludselig er væk? og her snakker jeg som i helt og aldeles væk.

Må indrømme, at det desværre sker en del for mig, og hvis jeg ligesom skal prøve at komme med en bortforklaring. Så må det være, at jeg selv er uden skyld! Det er simpelthen en genetisk fejl, som jeg har fra min far. Han er så bare i den alder, at han også kan tilføje briller til listen af ting, der har det med at forsvinde.

Til mit forsvar vil jeg sige, at det er ikke hver måned, der forsvinder ting. Nok mere 1 gang eller 2 i kvartalet.

Denne gang var det så en husnøgle! Faktisk er det sådan, at selv om det er mig, der forligger ting. Så er det ret ofte min mand, som bliver først opmærksom på de mangler. Hvor irriterende er det lige? Men husnøglen har jeg manglet før ham, det har jo givet mig et forspring. Så jeg har ledt og ledt. I tasker, bilen, tøjlommer og diverse skuffer. Men væk var den. Forleden begyndte Michael, så at tale om den manglende nøgle. Pis tænkte jeg, nu gik det lige så godt med at lede i skjul, og han skal fandeme ikke have fornøjelsen af endnu en ting der er forsvundet for mig. Min eneste kommentar var “Jeg er allerede på sagen”

Men hvad dukker så op i dag? HUSNØGLEN og den kvikke læser tænker straks, hvor var den så? og det skal jeg sige jer, den var sandelig i min mands jakkelomme 😉 er i klar over hvor fedt det er?

Nu er det jo mig der har mobberetten – ihvertfald lidt tid 😀

Har i øvrigt lavet en lille note til mig selv om, fremover at lede i hans lommer også 😀

husnøgler og bilnøgler

husnøgler og bilnøgler

Endelig weekend

I dag prøvede jeg noget nyt!

Det kommer til at virke MEGET banalt, men for mig, var det et skridt længere væk, fra den pæne pige. I ved, hende som gør ALT hvad andre forventer og undervejs glemmer, at lytte til sig selv. Eller fortrænger den indre stemme, som til tider skriger, for at blive hørt.

Jeg havde et ærinde i Fredericia. Som altid, når jeg kører fra på motorvejen mod Fredericia, så sænker mine skuldre sig, min fod bliver en anelse lettere på speederen og mit blik søger ud over det bakkede landskab. Det sker helt automatisk og nærmest det samme sted hver gang. Utroligt, at en krop kan længes efter et landskab!

Da mit ærinde i Fredericia er overstået, er jeg bare slet ikke færdig med at nyde følelsen af skuldre i normal højde og den larmende følelse af frihed, øjnene er også langt fra færdige med, at suge landskabet ind på nethinden. Og her kommer det vilde   😀 jeg taster en adresse i Vejle…. UH det er vildt ikke ;-D håber ikke du røg ned af stolen, i ren chok over vildskaben i mit liv.

Jeg blev ledt over Vejlefjord broen, gennem skov og fantastisk landskab. Følelsen af velvære og tilpashed er til stede i hver celle af min krop, måtte faktisk slukke for musikken, for den larmede og forstyrrede roen i mit hoved.

Ikke engang det faktum, at det regnede og himlen var fuld af skyer, ødelagde min oplevelse.

Desværre kaldte virkeligheden, og jeg måtte vende snuden mod Ribe, og hente barn i børnehave og skole. Men MIN Vejle oplevelse kan ingen tage fra mig, og den føles stadig skøn.

Ingen kan heller ikke tage fra mig, at jeg tog endnu et skridt (omend det var et meget LILLE skridt) væk fra hende det pæne, irriterende dydsmønster, som glemmer sig selv, i forsøget på at tilfredsstille alle (og hallo, hvor håbløs en mission er det lige at gøre alle glade?)

Nu er det så weekend, og det har både børn og voksne her i huset set frem til.

Den blev startet med, at min elskede mand, spiste aftensmad med både hustru og børn. Det er ikke ofte det sker lige for tiden. Så vi NØD det i fulde drag.

Rigtig god weekend.

 

Høgsholtvej i Vejle

Høgsholtvej i Vejle

 

At bryde grænser

Min mand og jeg kender et erfarent ægtepar, på over 70 år, som forleden blev ringet op af sygehuset. De skulle komme til samtale dagen efter klokken 14.

Den besked kan jo slå alle ud.

Ægteparret tog det nu i stiv arm, jo de var selvfølgelig bekymrede. For hvad ville den samtale bringe af forandringer i deres liv?…De talte mulighederne igennem. Men de lavede også en plan i bedste Egon Olsen stil, selvfølgelig med rigtig god hjælp fra Google. De havde åbenbart ikke tænkt sig, at overlade det med planen til lægen 😉

De kom selvfølgelig i god tid til samtalen og sætter sig i venteværelset. Som alle jo ved, emmer sådan et venteværelse af en trist og opgivende stemning. Det lod ægteparret sig nu ikke mærke af. De mødte jo op med en plan!

I løbet af kort tid i venteværelset var de igang med stoledans – ja du læste rigtig 😀  jeg skrev stoledans. De var jo nødt til at finde de 2 pladser, som gav dem mulighed for at følge med på tv-skærmen, de skulle også sidde så de kunne se lægen, men det gjaldt jo også om,at være placeret, så de kunne følge lidt med i de andre, der ventede.  Så de dansede rundt mellem stolene og nåede at skifte pladser hele 3 gange, inden de blev kaldt ind.  Gad vide, hvad de andre patienter har tænkt, om det lettere forvirrede, men erfarne ægtepar ?

Da de bliver kaldt ind, er de stadige rolige, det viser sig, at det ikke var helt godt, men heller ikke det værste, som parret har haft med i deres overvejelser. Så der bliver talt rent ud af posen. Parret er også tilfredse med lægens plan, som til forveksling ligner deres egen 😀

Da samtalen kommer ind på, hvornår de kan mødes igen og drøfte de næste tiltag, der skal sættes i gang, giver det lidt problemer for ægteparret. For fredag var ikke så god, torsdag heller ikke. Nej, de måtte hen til onsdag. Lægen spørger så lidt forundret, “jamen hvad laver I da?” til det svarer de overraskede “Vi er pensionister”

Jeg håber, at lægen og sygeplejersken har fået et godt grin, og kan leve længe på den oplevelse. For det er sikkert ikke hver dag, de møder et par, så positive og klar til at tage den kamp, livet udsætter dem for.

… og hvor jeg altså håber, der er et skjult kamera i det venteværelse.

 

Tøsepigens komfortzone

Jeg har haft sundhedsplejerske!

Hun kunne konstatere hvad vi allerede godt ved, vi har en pragtfuld datter 🙂

Selvom hun ikke udviser tidlige evner for at blive elitegymnast, så kunne hun godt bevæge sig lidt mere. Bevares hun vender sig, men hun ruller på ingen måde, som en snebold ned af bakke.

For hvorfor skulle hun dog det? Hun lever i en komfortzone af brødre, der altid står klar til at give hende hvad hun ønsker sig – og som regel lidt mere end det.

Desuden har hun i den grad udviklet diva manerer, hun blinker og sender lange blikke efter de mennesker hun møder. Lynhurtigt opsnapper hun, hvem der falder for hendes charme, og det gør de fleste. Så går hun igang med høje lyde og glade toner, at fortælle og fægter løs med arme og ben. Skulle det ske, at lytteren lister sig, til at se væk fra hende, ændrer hun straks tonen, til klagende og såret. Når hun har lytterens blik igen, er de høje glade toner tilbage 😀

Til det kan jeg tilføje, at sundhedsplejersken i øvrigt kunne konstatere i hendes bog, at tøsepigen pludre som et vandfald.

Så på hverdage, fra kl 9 – 14 øver jeg med det pludrende vandfald, på at komme ud af komfortzonen.

Ida har grineflip over Jeppe i badekaret

Ida har grineflip over Jeppe i badekaret

 

Cafe besøg i Ribe

I dag har tøsepigen og jeg været på café besøg med en af mine tidligere arbejdskollegaer, det var en rigtig dejlig frokostaftale; herligt selskab og lækker mad.

Vi spiste på cafe Rÿpen i Ribe. Startede med en lækker sandwich, som jeg desværre glemte at tage et billede af. Den var ellers yderst lækker, men jeg skal lige vænne mig til det her med at have en blog og tænke på, hvad jeg kan bruge af billeder, så bær venligst over med mig 🙂    Desserten fik jeg taget et billede af, det var en god dessert, men vores maver var ikke så sultne, som vores øjne 😉

Kagebandit fra café Rÿpen i Ribe

Kagebandit fra café Rÿpen i Ribe

Hvis i går og tænker på et cafe besøg, kan i roligt tage til Rÿpen i Ribe, der var hyggelig stemning og god betjening, samt dejlige menuer på menukortet. Så jeg kommer igen.

Dejligt, at se dig Dorte jeg glæder mig til oktober hvor vi ses igen 🙂

Teknik

Har altid troet, jeg var nogenlunde ferm til IT, efter flere timers hektisk kamp med at give mulighed for at kommentere på denne blog, dog afbrudt af amning, bleskift og leg med tøsepigen, har jeg erfaret, at jeg tager helt fejl ! :o)

Min IT forståelse er åbenbart lig med NUL !

Jeg er i hvert fald nået frem til den konklusion, at jeg ikke kan opfordre familie og venner til at tilføje en kommentar, når den skide funktion ikke virker. Men altså jeg arbejder hektisk på, at det skal virke. Egentlig sidder jeg og tænker på, at man vel kan undskylde mig lidt med ammehjerne…! eller er den for tynd?

Edit: Yes, skidtet virker og det er jo rent ud sagt helt fantastisk. Så nu er der ingen undskyldning for at lade være, med at skrive en kommentar.

At pjække i sin barsel!

Kan man pjække når man har barsel?

Jeg ved det ikke, hvis man som jeg, er opdraget til at være en pæn pige. Der overholder aftaler og i øvrigt behandler andre ,som jeg gerne selv vil behandles. Ja så pjækker man jo ikke! Ikke desto mindre, har jeg besluttet, i et anfald af træthed, at jeg lader roen sænke sig over mig selv og tøsebarnet. Så hun ligger nu i barnevognen og vugger til vindens pusten. Jeg sidder og nyder en varm kop kaffe, i mens jag af dårlig samvittighed flyver op i mig, hver gang telefon og I-pad kommer med en påmindelse om, at babysvømning starter ! og nærmest skriger mig ind i hovedet, at jeg skal lette en vis legemsdel og komme i gang.

Faktisk har hele huset været lammet af en vis træthed til morgen. Yngste sønnen mente bestemt ikke, at han havde haft weekend i mere end 1 dag, og det altså er unfair, for man har fri i 2 dage.Manden hoppede med på den og konstaterede, at han ikke var motiveret til at arbejde, og mente nok at næste gang vi skulle på familiebesøg på Sjælland, så måtte vi køre en fredag!

Lørdag var vi på besøg ved min mands søster. Vi havde en helt igennem dejlig dag, begge drenge nød at besøge deres elskede faster og de formåede endda at opføre sig helt rimeligt, med en par enkle udfald. Værtsparret mente nu, at der ikke var grund til at irettesætte dem, og svigerindens mand, sagde endda, om vi var klar over, hvor sødt Malthe var kommet med værtindeblomsten. Han havde pænt stået i gangen og ventet på faster, så han ikke gik ind i stuen med sko på. Jeg hælder nu mest til, at det var fordi blomsten var større end ham selv, og der ikke skulle ret meget til, før både blomst og ham selv ville vælte :o)

Faktisk gik både min mand og jeg glip af det rørende øjeblik, for vi sansede med at pakke tøsepigen og alle hendes pakke nelliker ud. For det kræver altså sygt meget udstyr at have en baby og 2 større brødre med på tur en hel dag! Det viste sig selvfølgelig også, at vi havde for lidt tøj med. For det var faktisk høne koldt, men vi havde satset på shorts, og absolut ingen overtøj. Alligevel er jeg helt sikker på, at svigerinde med familie drog et lettet suk, da vi vente snuden mod Jylland efter aftensmaden og rent faktisk ikke blev i en uges tid, som antallet af tasker ellers indikerede.

Kære Lotte, Ole og Sofus tusind tak for en dejlig dag i jeres selskab. Det er sjældent vi ses, men hvor har vi det dejligt hos jer 🙂

For at vende tilbage til om man kan pjække når man har barsel. Så er jeg blevet enig med mig selv om, at den pæne pige, har fyldt alt for meget i mit liv de sidste 36 år. Så hun må skubbes ud på sidelinjen og jeg må til at tænke mere på hvad JEG vil, og ikke føler jeg skal.  I dag faldt det sådan ud at svømning tabte, til en formiddag med morgenhår og roligt tempo. Som flyvende farmor har konstateret i en sms: GOD beslutning! Så man kan godt pjække når man har barsel og der er ingen grund til dårlig samvittighed.

Rigtig god dag til alle derude 🙂