Personlighedstræk da jeg havde stress

stressForleden slog det mig, hvor meget jeg har ændret mig siden min stress. Jeg udviklede personlighedstræk, som forbavser mig i dag.

Selvom min stress for alvor kulminerede tilbage i 2013, så lærer jeg stadig rigtig meget af dens følger. Ikke fordi jeg sidder fast. Mere fordi jeg bruger det aktivt til at udvikle og forstå mig selv og mine handlemønstre.

Min bevæggrund for at forstå er, at når jeg forstår grunden til mine handlemønstre, så kan jeg ændre dem.

For alt andet lige, så kommer vi som mennesker ud for mange af de samme problematikker. For mig er det noget med at mærke sig selv og få sagt NEJ til min omverden og Ja til mig.

Kunne ikke mærke mig selv

Når andre spurgte mig med en bekymret mine om jeg havde det godt. Svarede jeg med en løgn, som jeg ikke engang selv var bevidst om. For jeg sagde jeg havde det godt.

Sandheden er, at jeg ikke anede hvordan jeg havde det. For jeg mærkede ikke efter, jeg hverken turde eller kunne. Magtede det ikke.

Urealistisk med tiden

Var jeg utilfreds med mit liv? Nej, på ingen måde. På mange måder tvært i mod faktisk.

Set i bakspejlet tror jeg det handlede meget om, at jeg lod min indre pleaser og pæne pige fylde alt for meget.

For at sige det rent ud, var jeg for dårlig til at gøre noget der gav mig energi. Altid var jeg i overhalingsbanen, med en hverdag, som kørte med 240 km/t, på de rolige dage.

Et meget godt eksempel er, at jeg altid var bagud. Det skyldtes både, at jeg ville for meget, men også at jeg simpelthen var urealistisk med min tid.

Helt konkret mente jeg, at transporttiden til og fra arbejde var 10 min kortere pr. vej, end den var i virkeligheden. Kom jeg så 10 min. for sent afsted. Var jeg altså allerede 20 min bagud.

Det var ikke rart.

Over smilende og løbende gang

Jeg smilede altid, på sådan en lidt over smilende og kunstig måde, som ikke føltes ægte.

Kan huske, at jeg ikke kunne koncentrere mig om at lytte og deltage i en samtale. Det var flovt. For jeg kan rigtig godt lide dialog med andre mennesker.

Min hjerne kunne bare ikke rumme mere.

Så jeg kompenserede min manglende lytning og dialog, med at smile helt op til ørerne.

Ærlig talt var det smil ikke særlig bekvemt, for den i forvejen overspændte kæbe jeg havde.

Jeg småløb også altid, måske fordi jeg på den måde tænkte jeg kunne indhente noget af den tid jeg altid var bagud.

Det lykkedes aldrig, tværtimod, var det faktisk sket ikke rart aldrig at bevæge sig med nydelse. Forstået på den måde, at jeg jo altid spændte i hele min krop, og derfor var stiv som en cementblok.

Heldigvis har meget ændret sig siden, og det er jeg stolt af.

kærligst Rikke

 

 

2 kommentarer Tilføj dine
  1. Jeg genkender så meget af det du skriver.
    Efter et hæsligt arbejdsskadeforløb, hvori jeg udviklede afgrundsdyb angst og stress, tænker jeg nu på mig selv i et før, og et efter.
    Efter-mig er et andet menneske. Jeg sætter grænser, jeg mærker mig selv, jeg taler højt og tydeligt, så ingen er i tvivl om hvad jeg siger, og så siger jeg nejtak i stor stil.
    Især nejtak har været lise for min sjæl.
    Jeg hørte engang en finans kvinde give et råd, og det er så godt at jeg gerne vil give det videre:

    Rum ubehaget ved at sige nej.

    Enkelt, og uhyggelig svært at efterleve. Men det kan ikke være anderledes, for mig that is.
    Hav en dejlig dag:)

  2. Jeg er glad for, at du bruger dine erfaringer og deler dem. Jeg genkender flere symptomer, som du beskriver. De kommer og går hos mig. Heldigvis er de ikke permanente. Kh. Birgitte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This Blog will give regular Commentators DoFollow Status. Implemented from IT Blögg

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.