Når man har været gift i 9 år har man åbenbart Pilbryllup, så det har min mand og jeg i dag.

Det er helt igennem rablende vanvittigt, at der allerede er gået 9 år, synes det føles som forrige måned, at hans blå øjne væltede mig omkuld. På den anden side, det gjorde de nok også i forrige måned 😉

Egentlig blev vi viet borgerligt og ret hemmeligt, det var kun vores forældre og min lillesøster der var med til vielsen.

Jeg kunne godt skrive en hel masse ævl om, at fordi Michael er forsikringsmand ville han have det praktiske på plads, men det var ikke det vielsen handlede om. Den handlede kort og godt om 2 mennesker der ville hinanden så meget, at det virkede som det eneste rigtige at gøre, selvom de ikke havde kendt hinanden mere end lige knap 6 måneder, det kan du læse mere om i dette indlæg.

Året efter blev vi velsignet i min barndomskirke, jeg bar hvid kjole – var lykkelig og om muligt endnu mere forelsket i min mand, som i mellemtiden også var blevet far til min 2. søn 🙂

Præsten som forestod velsignelsen ramte helt plet med et uddrag af Benny Andersens digt

“Mit hjertes indvandrer”

Jeg mødte dig som en fremmed

men fandt ud af du kendte mig

bedre end jeg kendte mig selv.

Du førte mig på opdagelse i mig selv

du kendte genveje

til oversete udsigter

undersete koralrev

Hvad der på mit kort stod opført som blind vej

viste sig, at føre til sindets største og kærligste lufthavn.