web analytics

Regn og blæst fylder hovedet med jordbær

Al den blæst og regn fylder mit hoved med tanker om jordbær, iskaffe i skyggen mens børnene bader i badebassin, bier der summer. Trænger altså virkelig til at se og mærke solens stråler.

Kroppen har heller ikke nemme kår i dag, for tøsepigen mente ikke der var grund til at sove i nat. Hun skiftede mellem at pludre glad, råbe eller skrige surt. Måske er det en ny tand, der vil til at igennem. Måske er det bare fordi hun ikke har tid til at sove. Hun vil stå, kravle og vende sig fra mave til ryg, fra liggende til siddende, og helst alt på en gang. Det er lige til, at blive rundtosset af – og selv om jeg nyder hendes aktivitetsniveau om dagen, er det altså bare ikke helt den samme fryd, at betragte hende om natten, i kampen om at lære nye akrobatiske udfoldelser.

De få timers søvn har sat sit tydelige spor i min krop, den er sløv og træt. Tanker og bevægelser er langsomme i dag. Til stor frustration, for jeg søger løsning på det helt store emne i familien. Nemlig tid.

Hvordan får man det hele til at gå op i højere enhed, hvor hver time af hverdagene ikke er underlagt en minutiøs planlægning? Hvad er vigtigt at prioritere, hvis der er elementer der skal fravælges?

Hvordan skabes den gode hverdag – også når barslen er forbi!

Vi taler om det, frem og tilbage. Hvad skal prioriteres fra og til. Hvad vil vi gerne have en god hverdag skal indeholde. I hvilken grad kan ønskerne hænge sammen med de økonomiske forpligtigelser.

Det er store spørgsmål, svarene er egentlig simple nok, men det at skulle få alle ender til at hænge sammen, og få taget de rette beslutninger. Det volder lidt besvær og kvaler, nok mest omkring økonomi. Dagen i dag, er ikke til store beslutninger og tanker. Mere til nærhed, kram og grin – og søvn.

5 Replies to “Regn og blæst fylder hovedet med jordbær”

    1. Hej Dorte
      Tak for kommentaren. Ja det må du nok sige, kroppen er på ren overlevelse. Natten til i dag var det så Jeppe der var skyld i manglende søvn. I nat håber jeg på mere end 4 timers søvn, det ville gøre underværker.
      KH Rikke

  1. Hej Rikke.

    Det lyder da dejligt, nu kan hun pludselig ,alt det du ventede på.

    Gælder mig til at se hende.

    FF

    1. Kære Marianne
      Som sundhedsplejersken så fint siger, er hun kommet over det lidt dovne stadie, og indtager nu verden helt og aldeles alderssvarende. Hun har bare brugt tiden til, at lære nuanceret pludren. Det er jo heller ikke skidt 🙂
      Er sikker på, hun bliver ellevilde når hun ser dig på fredag.
      KH Rikke

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.