Selvskrevne nissebreve

Tiden kalder på glæde og magi, så allerede i sidste weekend pyntede vi til jul. Forleden dag, kom det første selvskrevne nissebrev. De store tror ikke på nisser længere, men alligevel vakte nissebrevet noget i dem, som fremkaldte hjertelige smil. Netop dét er hele intentionen bag de nissebreve.

Det har været nødvendigt, at lukke så meget glæde ind som muligt i hverdagene, fordi de er hårde på grund af Michael’s sygdom. Nogen dage kan jeg mærke, at jeg tvinger glæden frem i mig selv. Når den har fået et lille kick start, så er den nemmere at få fat i.

Jeg tror glæden er vigtig at have fat i, specielt i en tung tid.

Derfor pyntede jeg allerede til jul i sidste weekend, og vi fik hængt vores christiansfelder stjerne op udvendigt. Både julepynt og julelys gjorde noget ved den der lille umiddelbare hverdagsglæde, som betyder noget i den store ende.

Julemusikken spillede, selvom vores ældste mente, at det var lige at stramme den, på denne tid af november. Vi lod os ikke mærke og glædede os videre over julen.

Nissebreve

Jeg har skrevet nissebreve i flere år efterhånden. Måske siden 2015, jeg mener at huske, at det var for at bløde lidt op, på den store nisseskræk tøsepigen havde.

Sidste år nåede jeg det ikke på grund af flytning og en forsvunden nissedør. Jeg fik købt en ny, men altså ikke taget den i brug. Jeg indrømmer, at det ikke er meget overskud jeg har, til at lave den slags i år. Men jeg gør det alligevel, fordi jeg også kunne bruge et skud nissemagi.

Jeg sidder nemlig og bliver fuld af god energi når jeg finder på de små nissebreve og skriver dem.

Her kan du læse første nissebrev, som landede forleden.

I morgen er det første søndag i advent og jeg håber, at vi alle herhjemme kan hygge lidt sammen. Men Michael døjer med rigtig mange bivirkninger fra de strålebehandlinger han har fået, så det er ikke sikkert, at han kan være en del af adventshyggen.

Vores ældste søn, har et stort socialt gen, så han får næsten abstinenser hvis han “fjernes” fra vennerne.

Uanset, er jeg sikker på, at første advent bliver hyggelig, fordi vi vil.

Jeg ønsker dig og dine kære en god og kærlig 1. advent. Husk, at det godt kan være de små forskelle som sætter de største aftryk i hjertet.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.