Lugten af kostald fik mig til at mindes leukemi og den daglige frygt.

sommer på landet, idyl, sommer

Cykeltur med lugt der fik mig ned af memorylane 20 år tilbage i tiden, hvor leukemi var min hverdag.

Mens jeg cyklede i aftensolen og egentlig bare nød vinden og stilheden, ramte en ram lugt af kostald mig.

Inden jeg nåede at rynke på næsen af lugten, var mine tanker allerede på vej ud af memorylane…

Jeg landede helt tilbage i slut 90’erne. På den gård min ældste søns bedsteforældre bor på.

Stedet er forbundet med en kæmpe stor tryghed for mig.

Det var inden jeg fik mobiltelefon, og gården var så tilpas langt væk fra byen, at man ikke bare lige cyklede.

Så gjorde man ikke noget aktivt for at opsøge verden, var man alene.

Jeg kunne godt lide at være alene, med ældste sønnens far og hans forældre, der på gården med lugten af ko og højt til himlen.

Hjemme var min søster syg med leukemi, det var selvsagt forbundet med mange bekymringer og dyb eksistentiel frygt.

Det rolige tempo på gården fik mit hjerteslag til at sænke sig, og de timer eller dage jeg var der, rykkede frygten lige præcist så langt væk, at jeg ikke bare overlevede, men levede.

Huskede mine drømme, håb og længsler.

Uden fokus på kræft og overlevelse.

Svalerne der fløj, græshopperne der sang og køerne der tyggede drøv på marken, mindede mig om, at livet virkelig er smukt.

Som storesøster til en kræft ramt oplevede jeg, det var virkelig svært at slippe frygten for alt det der følger med kræft.

Ikke kun tanker om døden, men også senfølgerne, alle de forfærdelige bivirkninger, der var af behandlingen i mens den stod på.

Alt det der gjorde, at vi alle måtte finde nye måder at definere os selv, hinanden og livet på, fordi hele vores fundament på et splitsekund blev ændret.

Men mest af alt gjaldt det om overlevelse i en verden fuld af frygt.

kærligst Rikke

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.