Vi brugte ikke tirsdag aften på at holde Skt. Hans, vi var nemlig inviteret til studenterfest.

Vi har nu heller ikke en Skt. Hans tradition, men det er sådan set ikke mangel på vilje. Mere et udtryk for, at vi stadig leder efter den rigtige løsning for os. Som passer sammen med Michaels skæve arbejdstider og børnene.

Børnene har efterhånden en alder hvor det betyder noget for dem, at komme med, så næste år tror jeg, at vi skal deltage i vores lokale arrangement. Der er fornyligt kommet ny halbestyrer og han kan virkelig løfte opgaven. Så den lokale Skt. Hans fest havde  været en succes.

Jeg kom fra studenterfesten. Synes altid en ny udklækket student kan få humøret til at stige adskillige grader alene ved synet af hatten og det glade ansigt som følger lige nedenunder hatten. For mig er en student lig med fede tider, en følelse af uovervindelighed og frihed. Det kan stadig frembringe gåsepatter på mine arme 😀 og endda en lille tåre i øjenkrogen 😉

I dag er gåsepatterne væk og den lille drilske tåre i øjenkrogen er tørret ind, for vi vågnede til gråt vejr, en kold blæst og en syg Jeppe. Sådan er det med hverdagen, den griber (heldigvis) ind over alt, også oven på minder og glade studenterdage 😉