Tanker om at være pårørende – ensom

Dette indlæg er skrevet i oktober, hvor jeg følte mig meget ensom, fordi Michael havde været meget syg og indlagt i mange dage. Jeg har ikke redigeret ret meget i indlægget, fordi jeg synes det rammer spot-on ind i, de følelser og tanker jeg gjorde mig. Efter jeg havde skrevet indlægget forsvandt ordene nærmest ud af min mund, og det eneste jeg havde lyst til var stilhed.

—————————————————————————————————————–

De sidste 3,5 uge har været voldsomme og har efterladt mange følelser og tanker i mig, som jeg har prøvet at samle her.

Min mand og bedste ven er forsvundet

De sidste mange uger, har min livspartner været væk. Ikke død, men væk på dén måde jeg har kendt ham i 15 år.

Han er forandret, jeg leder desperat efter tegn på, at min mand stadig er derinde i ham, et eller andet sted. En sjælden gang dukker han op i et glimt, og jeg kan ikke beskrive hvor stor lettelsen og håbet er.

Smerter og medicin rus har gjort, at enhvert forsøg på at føre en voksen samtale falmer. Jeg ser desperationen i hans øjne, når han gerne vil føre en samtale med mig.

Men ikke kan.

Hans hånd får et ekstra klem og jeg blinker med øjnene og håber han forstår, at han ikke behøver bruge kræfter på at lede efter ordene.

Mine øjne fyldes med tårer. Jeg græder igen. Han ser ikke mine tårer, opfanger dem ikke, for han er blundet ind i medicin rusen.

Heldigvis er de dage overstået, hvor jeg bare holdt hans hånd og duppede hans krop for sved. De dage fandt ingen ord ud af hans mund.

Jeg havde hele tiden en hånd på ham, så han kunne mærke jeg var hos ham. Jeg ved ikke om han fornemmede det. Det håber jeg.

Han prøver desperat, at huske ting fra børnenes hverdag, men dagene er gået, uden at han er fulgt med dem. Der er ingen bevidsthed om tid og sted. Han kæmper med at huske, hvad vi forsøgte at tale om forleden.

Men det er væk.

Og i forsøget på at huske, blunder han hen, for så at vågne med et sæt.

Uendelig sorg og fortvivlelse

En uge er forsvundet fra hans bevidsthed, jeg var der heldigvis det meste af tiden og kan svare på hans spørgsmål, når de dukker op. Problemet er bare, at nogle af de svar næsten er for ubarmhjertelige, så jeg svarer så blidt og ærligt jeg kan.

Mens klumpen i min hals igen vokser sig stor og grødet.

Det er min livlige og handlekraftige mand, som er forsvundet på et sekund. Sådan er følelsen i hvert fald, og det rammer mig med en sorg så tung, at jeg må balancere hvert skridt, for at kunne gå og holde mig oprejst.

Stolen jeg sad I den første nat på OUH

Ensom, men aldrig alene

Jeg er nærmest aldrig alene, alligevel føler jeg mig så håbløst ensom. Selv om jeg er bevidst om, at en kærlig flok mennesker hele tiden har min ryg.

Jeg føler mig utaknemlig og forkælet.

Fordi jeg kun ønsker ham tilbage.

Selvom den kærlige flok mennesker virkelig gerne vil lette mig fra mine sorger og bekymringer, så er det gået op for mig undervejs, at virkeligheden bare er for svær, når man står udenfor og kigger ind på os. Det gør fór ondt at lytte til og se på – og jeg kan ikke trøste flere mennesker, end jeg allerede gør.

Så det sværeste og det tungeste deler jeg med psykologen, præsten og den kontaktperson jeg taler med ved Kræftens Bekæmpelse.

De er ude af stand til at fjerne min sorg og de byrder jeg står overfor hver dag.

Men jeg skal ikke bekymre mig for dem, det gør det nemmere at lade min sorg og mine bekymringer slippe ud gennem munden.

Jeg ved instinktivt at de kan gribe mig, så jeg overgiver mig og fortæller hvor ondt Michael’s lidelser gør mig. At jeg har svært ved at få øje på meningen, at det er svært at være der for både Michael og børnene på én gang.

Min mund flyder over med ord.

Jeg fortrød, at jeg ikke havde en notesbog med til Odense, jeg havde brug for at skrive. Men jeg var jo ikke klar over den morgen jeg kørte til Vejle, at Michael blot kort tid efter ville blive overført til OUH. Kørte ikke engang hjem og hentede tandbørste og skiftetøj. Kørte bare efter ambulancen.

Det handler ikke om styrke

Mange spørger mig hvordan jeg bliver ved med at være så stærk.

Det her handler ikke om at være stærk, det handler om, at hvis jeg falder, så falder hele min familie. Det kan ikke ske – det må ikke ske.

Jeg er ikke mere stærk eller svag end andre, som er pårørende til en syg ægtefælle. Jeg gør det som er nødvendigt, præcis som alle andre i min situation.

Hvad kan jeg ellers?

2 Replies to “Tanker om at være pårørende – ensom”

  1. Bare et langt, langt kram fra en fremmed. Jeg tænker på jer næsten dagligt, og sender gode tanker afsted, med inderligt ønske om helbredelse til din mand.
    Mange kærlige hilsner
    S

    1. Kære S
      Tak for det lange lange kram, jeg tror ikke du kan forestille dig, hvor meget det betyder, selvom det er et kram i tankerne. Vi takker begge ydmygt for dine tanker, og dit ønske om helbredelse af Michael.
      Af hjertet tak for dig og tak for din kommentar.
      Kærlig hilsen
      Rikke

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.